Det danske sundhedsvæsen er opbygget ud fra indarbejdede principper om fri og lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser. Den praktiserende læge har en væsentlig rolle som gate-keeper og visitator til videre og mere specialiseret behandling. Undtaget er naturligvis akut behandling. Systemet bygger med andre ord på, at patienten selv henvender sig og dermed tager ansvar for sin behandling. Hverken læge eller sygehus er ”opsøgende” og er dermed heller ikke forebyggende. De indarbejdede principper er gode i forhold til akut sygdom, men utidssvarende, når det handler om forebyggelse og tidslig opsporing.

Det modsatte princip gør sig gældende på tandlægeområdet. Tandlægerne indkalder patienterne til en forebyggende undersøgelse. Det betyder, at de regelmæssige undersøgelser hos tandlægen forebygger en række alvorlige tandsygdomme, som uden forebyggelse siden kan vise sig yderst behandlingskrævende.

Den systematiske tilgang til forebyggelse på tandplejeområdet strækker sig fra en veludbygget skoletandpleje, jævnlige indkaldelse til eftersyn kombineret med offentlige tilskud til voksnes tandbehandling. Det betyder, at danskernes tandsundhed generelt er blandt den bedste i Europa, selvom der stadig er sociale uligheder i anvendelsen af tilbuddet om eftersyn og dermed tandsundheden.

Traditionelt er indvendingen mod sundhedstjek, at vi jo alle sammen godt ved, at vi skal holde op med at ryge, at vi skal spise sundere, at vi skal motionere mere, og at vi skal drikke mindre alkohol. Imidlertid er livsstilsændringer noget af det sværeste at gennemføre uden systematisk hjælp og vejledning. Så alene af den grund taler meget for, at vi skal ændre tilgangen til opsporing, forebyggelse og behandling. Samtidig er mange sygdomme til at starte med ikke noget som den enkelte patient mærker, men som kan have ganske alvorlige konsekvenser for den enkelte, hvis de ikke behandles (særligt forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk og diabetes), og derfor er tidlig opsporing og iværksættelse af effektiv behandling vigtig. Derfor foreslår Lif, at vi indfører årlige sundhedstjek. Det skal være et frivilligt tilbud for borgerne, men noget borgerne indkaldes til.

Initiativet skal med andre ord være sundhedsvæsenets, og sundhedstjekket kan gennemføres hos den praktiserende læge, evt. hos en sygeplejerske, hvis lægen ikke har tid, eller måske vil det nogle steder i landet være hensigtsmæssigt at gennemføre sundhedstjekkene i regi af de kommunale sundhedscentre. De praktiserende læger har ved den seneste overenskomst fået mulighed for at få honorar for forebyggende sundhedstjek, men indkaldelsen af patienter bør foretages systematisk, så det ikke er op til den enkelte læge, at foreslå det eller den enkelte patient at bede om det. Det afgørende er, at det skal være med faste intervaller.

For nu at gøre diskussionen helt konkret kunne et sundhedstjek omfatte: måling af blodtryk, blodsukker, kolesterol og triglycerider. Beregning af BMI og taljemål og risikoberegning for udvikling af blodprop i hjerte eller hjerne. Alt sammen som grundlag for en rådgivende samtale og formuleringen af en personlig handlingsplan. Vi ved erfaringsmæssigt, at forhøjet blodtryk hyppigere findes blandt de 45+ årige. Så et sundhedstjek kan passende startes i den gruppe.