En satsning på det unikke
31. marts 2005
I en kommentar til den netop udpegede bestyrelse for Højteknologifonden siger adm. direktør Ida Sofie Jensen:
- Der er grund til både at ønske Danmark tillykke med Højteknologifonden og Højteknologifondens bestyrelse tillykke med udpegningen af adm. direktør Claus Bræstrup, H. Lundbeck A/S.
- I Lif kender vi Claus Bræstrup som en engageret og indsigtsfuld person, der ved, hvordan vi kombinerer målsætningen om at gøre Danmark til et af verdens mest idérige og højteknologiske samfund med intentionerne om at skabe arbejdspladser ved at satse på nye forskningsområder.
- Danmark har allerede i dag en styrke inden for det medicotekniske og farmaceutiske område. Det skal vi naturligvis vide at benytte som afsæt til at skabe større beskæftigelse. Satset rigtigt kan vi ydermere få en win-win situation, fordi en satsning på for eksempel bioteknologi også vil give forbedringer på sundhedsområdet.
- Det er væsentligt, at Højteknologifonden får arbejdsro og mulighed for at satse langsigtet, massivt og strategisk på områder, som rummer nye og perspektivrige erhvervsmæssige muligheder for Danmark.
- Højteknologifonden vil, især når den er udbygget, komme til at spille en central rolle i dansk forskningspolitik. Hvis vi skal række endnu videre ud, skal vi understøtte Højteknologifondens arbejde på alle måder. Et af de områder der står først for, er at arbejde for større faglig koncentration og forpligtende samarbejde mellem den offentlige og private forskning.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Ida Sofie Jensen på tlf. 39 27 60 60 eller Lars Bech på tlf. 22 16 60 60. |