Konkurrenceredegørelsen 2005: Mange gode forslag, men sundhedspolitikken mangler - Konkurrenceredegørelsen indeholder en række spændende anbefalinger for apotekssektoren som, hvis de gennemføres, vil medføre markante ændringer for borgerne, det siger adm. direktør Ida Sofie Jensen fra Lægemiddelindustriforeningen i en kommentar til Konkurrenceredegørelsen 2005 og fortsætter:
- Forslagene i Konkurrenceredegørelsen er øjensynligt skrevet med henblik på at fremme ”godt købmandskab”, men forslagene har ikke meget at gøre med sundhedspolitik. Det er nødvendigt, at der hurtigt sker en politisk afklaring af, om apotekerne skal være en del af den almindelige detailhandel eller en del af det danske sundhedsvæsen. Og derfor er redegørelsen nyttig.
- Efter den politiske afklaring er der behov for et grundigt analysearbejde, som går et spadestik dybere. Flere af forslagene bygger således på forkerte forudsætninger eller mangelfulde beskrivelser.
- Lad mig blot nævne tre væsentlige forhold.
- Konkurrencestyrelsen overser blandt andet de skævvridninger, som følger af de forskellige former for priskontrol og betydelige forskelle i momssatsen på lægemidler i de forskellige EU-lande.
- Danmark er i dag det eneste land i Europa, hvor medicin er pålagt 25 procent moms. Moms på medicin er i strid med alle sociale og sundhedsmæssige hensyn. I stedet for at foreslå en reduceret momssats anbefaler Konkurrencestyrelsen, at det individuelle medicintilskud kan medtages ved køb af receptpligtig medicin i udlandet.
- I stedet for at understøtte en fortsat skævvridning af konkurrencen burde Konkurrencestyrelsen tage initiativ til at sikre ensartede konkurrencevilkår. Det vil samtidig indebære en ekstra fordel for forbrugerne i form af både fri priskonkurrence og fri varebevægelse.
- Et maksimalprissystem til afløsning af det nuværende fastprissystem, som redegørelsen lægger op til, er desværre ikke beskrevet nærmere. Derfor er det vanskeligt at vurdere forslaget, herunder om der også opereres med forskellige indkøbspriser. I dag er indkøbspriserne de samme – men med mulighed for at yde apotekerne ’omkostningsbegrundede’ rabatter. Et system de fleste er enige om virker uhensigtsmæssigt, fordi det forringer effektiviteten og mindsker gennemsigtigheden. Samtidig viser erfaringerne, at det er overordentligt vanskeligt at afgrænse omkostningsbestemte rabatter i forhold til markedsføringsrabatter.
- Muligheden for at borgerne selv kan vælge håndkøbslægemidler på apoteket, sådan som det kendes fra de andre nordiske lande, er en simpel og effektiv metode, som også vil betyde, at kunderne bedre kan orientere sig blandt apotekets udvalg, og dermed øge konkurrencen blandt håndkøbslægemidlerne. Håndkøbssalget er slet ikke omtalt i rapporten.
- Vi imødeser de kommende politiske drøftelser om forandringer på apoteksområdet. Selvom vi er kritiske over for redegørelsen, er det værste, der kan ske lige nu, at politikerne blot lægger redegørelsen til side. Der er brug for en debat om apotekets fremtidige udvikling, herunder særligt om det er en integreret del af sundhedsvæsenet eller ej. En løbende modernisering af apotekssektoren bør tage udgangspunkt i brugernes behov. Medicin er ikke en almindelig vare. Derfor skal sikkerhed og mulighed for god og saglig information altid prioriteres.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Ida Sofie Jensen på tlf. 39 27 60 60 eller Lars Bech på tlf. 22 16 60 60. |