| Indlæg af Karin Verland, formand for Lægemiddelindustriforeningen, på Teknologirådets høring ”Viden og information om lægemidler” tirsdag den 8. juni. Det talte ord gælder Jeg er glad for her at få lejlighed til at præsentere lægemiddelindustriens syn på de udfordringer, vi ser, når det gælder om at stille ny viden og information til rådighed for lægerne. Den løbende efteruddannelse af lægerne er et vigtigt fundament til at sikre, at patienterne får den bedst mulige behandling. Sagen er jo, at besidder lægerne ikke den nyeste opdaterede viden om behandlingsformer og lægemidler, så svækkes deres evne til at behandle patienterne rationelt og tidssvarende. Lægemiddelindustrien er indehaver af den nødvendige viden, som skal formidles til lægerne, og det er med den viden i hånden, at lægemiddelindustrien i dag er blevet den klart største udbyder af efteruddannelse af læger. Lægemiddelindustrien har attraktive tilbud om efteruddannelse. Det er efteruddannelse, som indeholder meget mere end blot viden om brugen af lægemidler. Det er også efteruddannelse med indhold, som lægerne kan bruge direkte i behandlingen af deres patienter. Det er samtidig efteruddannelse, som - hvis den ikke eksisterede - ville medføre en kolossal videns grøft i den danske sundhedssektor. På trods af både hyppig og ofte kritisk holdning til vort engagement i tilrettelæggelsen og udbuddet af efteruddannelse så ønsker vi ikke at dukke hovedet. Vi er faktisk stolte af både omfanget og det meget høje kvalitetsniveau, der er i den efteruddannelse, vi tilbyder til lægerne. Den kritik, som vi på trods af kvalitet og på trods af alsidighed alligevel stilles overfor, er i langt de fleste tilfælde ikke en fair kritik. Selvfølgelig er der smuttere imellem, og selvfølgelig kan der være efteruddannelse, der ikke lever op til den enkelte læges individuelle og aktuelle forventninger. Det skal jeg på vegne af Lif være den første til at beklage. Sandheden er dog blot, at den absolutte hovedpart af industriens efteruddannelse til punkt og prikke lever op til de etiske bestemmelser, som er nedfældet i samarbejdsaftalen mellem DADL og Lif. Det er de ganske få sager i Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale et tydeligt bevis på. Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale er den samlede lægemiddelindustris fælles etiske nævn. Jeg vil i dette forum også gerne benytte lejligheden til at udfordre den tese, at det offentlige altid er garant for at sikre faglig og objektiv information. I dag er det sådan, at de offentlige myndigheder i deres iver for at spare fokuserer mere på, hvad lægernes receptudskrivning har af økonomiske konsekvenser, end hvad der i den aktuelle behandlingssituation ville være optimalt for patienten. Med andre ord, at det i hvert enkelt tilfælde er netop det billigste lægemiddel som lægen i givet fald udskriver en recept på. Det er et fokus, der ikke levner plads til også at vurdere og evaluere, om det ud fra rent lægefaglige vurderinger nu også er det korrekte lægemiddel, der ordineres til den pågældende patient. Det er et alvorligt, men foreløbigt skjult problem. For de billigste lægemidler er jo ikke nødvendigvis altid de lægemidler, der sikrer patienterne den hurtigste og mest effektive behandling. Samtidig betyder det ensidige omkostningsfokus, at både læger og myndigheder reelt også overser de patienter, som enten bliver over- eller underbehandlet med medicin. Det ensidige omkostningsfokus er samtidig kortsigtet. For når patienterne ikke modtager den bedst mulige behandling, forringer det ikke blot deres livskvalitet og generelle helbred. Det koster også samfundet ekstra penge til hospitalsindlæggelser og ekstra udgifter til sygefravær fra arbejdsmarkedet. Udgifter som vi først på længere sigt registrerer. Derfor kan vi meget vel stå i den paradoksale situation, at når der styres efter et snævert omkostningsfokus, så kan det godt give en her-og-nu besparelse, men i mange tilfælde vil det medføre øgede udgifter andre steder i sundhedsvæsenet. Omkostningsbevidsthed er generelt et i godt princip, men hvis det praktiseres uden tilstrækkelige hensyn til de faktiske forhold, vil det i nogle tilfælde betyde, at pengene er spildt, og i andre tilfælde vil udgifterne i sidste ende, når regningen gøres endeligt op, vise, at udgifterne er større end den besparelse, der lokkede i starten af behandlingsforløbet. Når det alt sammen er sagt, så må vi også erkende, at den kritik af efteruddannelsen, som rejses fra tid til anden, skader både industrien – men så sandelig også lægerne. Og det betyder, at patienterne i sidste ende er de egentlige tabere. Nogle gange kan vi godt spørge os selv: Er målet med kritikken helt at fjerne industriens finansiering af efteruddannelsen? Et spørgsmål der rettelig burde formuleres: ”Er det offentlige klar til at overtage opgaven med at tilrettelægge og finansiere lægernes efteruddannelse?” Jeg tror, de fleste af de tilstedeværende, som jo kender til området, vil besvare spørgsmålet med et klart og entydigt: ”Nej – det offentlige er ikke klar til at overtage den opgave”. Derfor er det nødvendigt at kigge efter andre løsninger. Ansvaret for kvalitetssikringen af efteruddannelsen bør bredes ud. Og jeg har en invitation med. Jeg vil gerne invitere Lægeforeningen til sammen med amterne og sammen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet at være med til at påtage sig ansvaret for en kvalitetssikring af efteruddannelsen. Sammen bør vi kunne etablere en model, som kan skabe større klarhed om det faglige indhold i efteruddannelsesaktiviteterne. Målet er med andre ord at etablere en egentlig akkrediteringsordning af vore tilbud til lægerne om kvalificeret efteruddannelse. Vi vil gerne invitere til en sådan drøftelse, og vi har ikke låst os fast på nogle konkrete krav, men konkret forstiller vi os, at vi i fællesskab nedsætter et organ, som kan vurdere og efterse, at indholdet i industriens efteruddannelsestilbud lever op til de krav om faglighed, objektivitet og uafhængighed, som naturligvis skal gælde for al efteruddannelse. Vi bør faktisk meget hurtigt kunne blive enige, ligesom vi er blevet det på den professionelle lægemiddelinformation, om hvilke principper og kriterier der skal gælde for en saglig, faglig og objektiv efteruddannelse af læger – og dermed sikre det fremtidige fundament for en optimal patientbehandling. Principperne skal naturligvis udstrækkes til at gælde alle efteruddannelsestilbud – uanset om det er lægemiddelindustrien, lægekredsforeninger, videnskabelige selskaber eller amtslige lægemiddelkonsulenter, der tilrettelægger og formidler efteruddannelsen. Det overordnede mål for efteruddannelse bør være at sikre bedst mulig behandling for patienterne på et samfundsøkonomisk fornuftigt niveau. Vi skal derfor ikke bare bruge de redskaber, der allerede findes, men også udvikle nye og stærke redskaber, som både er enkle og effektive. Vi skal skabe principper og kriterier, som samtidig kan være forudsætningerne for en bredere dialog mellem netop de faglige miljøer, offentlige myndigheder og producenterne af lægemidler. Vi skal styrke brugen af behandlingsvejledninger, som udarbejdes af de faglige miljøer. Behandlingsvejledninger som er udformet på en måde, hvor der ikke kun ses på et snævert eksisterende behandlingsområde, men som også ser på, om patienterne får tilstrækkelig og korrekt behandling. Vi skal udbrede brugen af den nye fælles lægemiddelinformation, som vi skal høre mere om senere i dag. Den nye fælles lægemiddelinformation er allerede indarbejdet i den nationale sundhedsportal, og det er, som tidligere nævnt, netop en information, der bygger på de principper og kriterier, som jeg her har skitseret. Afslutningsvis vil jeg gerne pege på yderligere et forhold, som kan styrke patientbehandlingen i Danmark. Her tænker jeg på patienternes egne rolle. Patienternes egne muligheder for at medvirke til korrekt medicinsk behandling forbedres betragteligt, hvis forudsætningerne for medicinanvendelsen stilles til rådighed for patienten – både i forbindelse med den direkte dialog med lægen, og når patienten kommer hjem, og tvivlen om medicinens anvendelse og begrænsninger melder sig. Patienterne søger allerede i dag information. Blandt andet via internettet. Det er der både fordele og ulemper ved. Men uanset hvad, er det i hvert fald en uundgåelig udvikling, som ikke står til at ændre. Derfor skal vi sikre patienterne viden om og adgang til kvalitetssikret information, som også lever op til de principper om faglighed, objektivitet og videnskabelighed, som vi formentlig alle mener, bør være gældende. Medicinhåndbogen – den patientvenlige pendant til det Lægemiddelkatalog, som i dag er indarbejdet i sundhedsvæsenet – vil netop være garanten for kvalitet. Redskabet eksisterer altså allerede. Lad os udnytte det endnu bedre. Jeg vil gerne gentage, så der ikke er nogen tvivl, lægemiddelindustrien vil gerne indgå i et frugtbart samarbejde med alle relevante aktører. Vi tror på, at gennem samarbejde kan vi udvikle og forbedre efteruddannelsen af lægerne og dermed i sidste ende forbedre informationen til både læger og patienter. Samarbejde er samtidig, efter min opfattelse, en afgørende forudsætning for, at vi kan nå det fælles mål - at sikre en faglig, relevant anvendelse af medicin på et samfundsøkonomisk optimalt niveau. Tak for ordet. |
Print
