Danske medicinpriser blandt de laveste De danske medicinpriser hører til de laveste i Europa, hvis der samtidig tages hensyn til, hvor rige vi er i de enkelte EU-lande. Det viser en ny undersøgelse, som de svenske pris- og tilskudsmyndigheder (LFN) står bag. I en kommentar siger adm. direktør Ida Sofie Jensen, Lægemiddelindustriforeningen: - Det er en interessant undersøgelse de svenske lægemiddelmyndigheder her har offentliggjort. Undersøgelsen understreger, at de danske medicinpriser absolut befinder sig på et fornuftigt niveau, når der sammenlignes med det øvrige EU. - Korrigeres der endvidere for, at vi Danmark er ca. 20 procent rigere (målt på BNP) end gennemsnittet i EU, så betaler vi i Danmark mindre for medicin end de fleste andre lande. Danmark ligger tredje sidst ud af de 17 lande som den svenske undersøgelse dækker over. - Undersøgelsen viser således, at vi i Danmark dels har et stærkt konkurrencepræget marked samt et prisniveau, som vi godt kan være stolte af sammenlignet med andre lande. Kort om den svenske undersøgelse: Läkemedelsförmånsnämnden (LFN) har foretaget en sammenlignende undersøgelse af de svenske priser i forhold til 17 udvalgte EU lande. Undersøgelsen omfatter 55 nye originale lægemidler, der er markedsført i Sverige i perioden 2002-2005. Sammenligningsgrundlaget er apotekernes indkøbspriser. Undersøgelsen viser, at Tyskland, Island og Irland er de dyreste lande i EU. Lavest ligger Belgien, Frankrig og Spanien. Uden at tage hensyn til levestandarden landene imellem ligger Danmark ca. på gennemsnittet, men som det dyreste i Norden. Når der korrigeres for velstand (købekraftsjusteres), er Danmark, Norge og Schweiz de billigste lande at købe medicin i. Læs undersøgelsen her |