Patenter fremmer forskning og udvikling
Af Aase Helles, formand for Lægemiddelindustriforeningens Udvalg for Industriel Ejendomsret
Et patent giver opfinderen eneret i et fastsat tidsrum – oftest 20 år - til at fremstille, bruge eller sælge det nye produkt eller den unikke fremgangsmåde, som han/hun har opfundet. Patenter er i princippet en ”byttehandel” til alles fordel. Opfinderen får mulighed for selv at vælge, hvornår og hvordan vedkommende vil markedsføre sin nye opfindelse. Derved kan opfinderen få dækket de udviklingsomkostninger, der har været forbundet med opfindelsen - og tjene penge uden at være bekymret for, om konkurrenter vil efterligne produktet og udhule forretningen. På den anden side medfører offentliggørelsen af patentet, at andre kan studere detaljerne i opfindelsen, arbejde videre med problematikken og måske udtage et patent på egne forbedrede udgaver. Samfundet får således en fair adgang til og indblik i opfindelsen. Når patentet udløber, kan andre frit udnytte og kopiere opfindelsen. Sådan er det også for medicin. Der er ikke noget nyt i at give særlige personer eller grupper eneret på at udøve håndværk eller sælge bestemte produkter. Det var i middelalderen kongens og sommetider ofte også kirkens kontrolmulighed med samfundets økonomiske udvikling og tillige et forsøg på at registrere et skattegrundlag. I slutningen af 1400-tallet blev der i Venedig etableret en lovgivning, der skulle give 10 års privilegier til opfindere af nye færdigheder og maskiner. Privilegierne kunne tilbagekaldes, hvis opfindelsen ikke blev brugt. Der var allerede på det tidspunkt taget højde for opfinderens mulighed for at ”leje” sin rettighed ud. Det var opfindelsen af trykpressen, der var udløsende faktor til verdens første egentlige ”patentlov”. Teknikken kunne ikke hemmeligholdes, og trykpressen var et produkt, som var forholdsvis let at efterligne. Logikken i al efterfølgende patentlovgivning har været den samme: Opfinderen søger først og fremmest patentbeskyttelse for juridisk at kunne afholde konkurrenter fra på ulovlig vis at kopiere ”sin” teknologi. I slutningen af det 18. århundrede opstod der et behov for at få justeret de forskellige industrilandes patentlovgivninger, således at international handel kunne foretages på nogenlunde samme juridiske grundlag. Udviklingen af en i princippet global ”patentaftale” fandt sted ved en konference i Paris i 1883 og blev udmøntet i en art grundlov for internationalt patentsamarbejde: Pariserkonventionen. Aftalen fastlægger grundlæggende regler for patenter, brugsmodeller, mønstre, varemærker mv. herunder det såkaldte ”konventionsprioritetsprincip”, det vil sige, at en opfinder, som i et af de deltagende lande har indleveret en første ansøgning om patent inden en vis frist, kan indlevere tilsvarende ansøgninger i andre lande med samme fortrinsret (prioritet fra samme dato som det første land). Dette system er løbende blevet revideret og tilsluttet af en stadig større kreds af lande (p.t. 164 lande). God og effektiv beskyttelse af patenter - det der kaldes immaterielle rettigheder - er en forudsætning for fortsat at tiltrække investorer til at finansiere den ofte langstrakte forskning, der ligger forud for store nyopdagelser. Derfor er patenter og en effektiv kontrol forudsætningen for at sikre fortsatte investeringer i forskningen i f.eks. nye lægemidler. Forskning i dag muliggør forebyggelse og behandling.
Bragt i Kristeligt Dagblad den 22 september 2004 |
Print
