1.04 Lægers efteruddannelse er central
Lægernes efteruddannelse inden for farmakologi, læren om lægemidler og hvordan de påvirker kroppen, er en forudsætning for rationel farmakoterapi. Rationel farmakoterapi indbefatter forskning for optimal udnyttelse af lægemidlet og et grundlæggende kendskab til, hvornår man skal behandle med lægemidler. Kendskab og erfaring med den moderne medicin er en forudsætning for at kunne gennemføre rationel farmakoterapi i praksis. Udviklingen på sundhedsområdet går meget stærkt. Derfor er der løbende behov for en styrkelse af såvel uddannelse som efteruddannelse af læger og andet sundhedspersonale. Lif mener, at det er nødvendigt, at lægerne har det bedst mulige kendskab til ny terapi og nye dokumenterede behandlinger ikke bare på medicinområdet, men generelt i sundhedssystemet,
at lægemiddelindustrien har en naturlig placering i efteruddannelsen af læger og andet sundhedspersonale,
at det offentlige styrker sit engagement i efteruddannelsen som supplement til den efteruddannelse, som tilbydes af lægemiddelindustrien. Det bør ske gennem afsættelse af flere midler til lægernes efteruddannelse, både i hospitalsregi og i primær praksis.
|