2.07 Grundforskning er nødlidende
Lægemiddelindustrien står for 1/3 af det samlede industrielle forsknings- og udviklingsarbejde i Danmark, hvilket gør branchen til den mest innovative sektor i Danmark. Hovedparten af forskningsindsatsen finder sted i den enkelte virksomhed. En stigende del af forskningsarbejdet sker dog i samarbejde mellem forskellige samarbejdspartnere, herunder med universitetsforskningen. For lægemiddelindustrien er det især vigtigt, at der er tilstrækkelige forskningsmidler til rådighed for hospitalerne. Forskning er en forudsætning for at skabe muligheder for forbedrede patientbehandlinger. Samarbejdet mellem industrien og offentlige forskningsinstitutioner bør derfor udvides yderligere. Det er vigtigt, at det offentlige fremmer samarbejdsmulighederne gennem allokering af flere midler til relevante offentlige forskningsinstitutioner. Det skal sikres, at den offentlige grundforskning er uafhængig af særinteresser. Der skal desuden formuleres klare regler for benyttelse af de resultater, grundforskningen frembringer. Men innovation er ikke til glæde for nogen, hvis den ikke benyttes. Derfor skal der skabes øgede incitamenter for det offentlige til at udnytte forskningens resultater i et samarbejde med private virksomheder. Det vil styrke virksomhedernes konkurrenceevne og sikre, at samfundet får nytte af forskningens resultater.
Lif mener,
- at der skal sikres den størst mulige kvalitet og kompetence i universitetsforskningen i Danmark,
- at en økonomisk og kvalitetsmæssig styrkelse af den offentlige grundforskning er en forudsætning for, at Danmark fortsat vil være et attraktivt sted at placere sin forskning og indlede samarbejde med offentlige forskningsinstitutioner,
- at en styrkelse af den offentlige grundforskning, herunder især universitetsforskningen, er en forudsætning for opnåelse af et højere uddannelsesniveau blandt kandidater og forskere. Dette vil endvidere kunne medvirke til at sikre en større interesse for de sundheds- og naturvidenskabelige fag blandt unge.
|