3.09 Dialog omkring dyreforsøg vigtig
Lif støtter offentliggørelse af ansøgninger og tilladelser til udførelse af dyreforsøg. Lif mener, at åbenhed er fundamentet for en god dialog omkring dyreforsøg. Lif ønsker at sikre forsøgsdyrene de bedst mulige vilkår og har desuden medvirket til, at kravene til dyrenes velfærd på flere punkter er skærpet i Danmark i forhold til de gældende europæiske krav. Dyreforsøg er i dag nødvendige i forbindelse med udviklingen af ny medicin. De er stadig nødvendige, fordi cellekulturer og computermodeller endnu ikke kan efterligne det komplicerede samspil, der foregår i det levende dyr. Visse typer af dyreforsøg er desuden et myndighedskrav og en forudsætning for, at ny medicin må afprøves på mennesker og senere anvendes af patienter. Lifs medlemsvirksomheder bruger mange ressourcer på at udvikle alternative metoder til erstatning for dyreforsøg eller metoder, som bruger færre dyr. Samtidig udvikles de eksisterende dyremodeller løbende, så de er mindre belastende for dyrene. Lif støtter de internationale bestræbelser på at forbedre forsøgsdyrs forhold, blandt andet i Europarådet og EU, samt det arbejde, der foregår via det internationale harmoniseringsarbejde for lægemidler mellem myndigheder og industrien (ICH). Lif mener,
- at udviklingen af alternativer og forbedringer af eksisterende metoder skal koordineres internationalt. Lif støtter derfor også bestræbelserne på at etablere et dansk samarbejde mellem dyreværnsforeninger, myndigheder, universiteter og industri (ECOPA), som er internationalt forankret,
- at der skal iværksættes initiativer, der muliggør en øget rådgivning inden for dyreforsøg, herunder også udviklingen af mindre belastende forsøgsmetoder og alternativer til dyreforsøg.
|