Viden og forskning har længe været lig med innovation, men gode ideer springer ikke selv fra ”laboratoriet” og ud til forbrugeren. Innovation er hele processen fra ide til produkt, og dermed er kommercialiseringen en væsentlig del af innovationsprocessen - og innovationssamfundet.
 
EU-Kommissionen, med José Manuel Barroso i spidsen, vil til foråret præsentere en ny EU-strategi for det næste årti. Strategien skal transformere Europa fra et vidensamfund til et innovationssamfund for at imødekomme de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor i de kommende år. 

Et væsentligt element i strategien bliver at få nytænkt rammerne i Europa for at omsætte viden og ideer til innovative produkter og services. I takt med vi får større fokus på innovation, vil måden, vi udveksler information på, også forandres, grænserne bliver mere flydende og markedsforholdene ændrer sig.

I Danmark har vi de senere år investeret massivt i forskning og innovation, men det giver os ikke per automatik nogen førerposition. Vi skal hele tiden være med helt fremme og ikke kun følge med udviklingen, men gerne være foran eller under alle omstændigheder være med til at udstikke retningen. Det kræver også, at myndighederne til stadighed viser, at de vil innovation ved løbende at forbedre rammevilkårene for de virksomheder, som ønsker at være innovative, for herigennem at sikre, at Danmark er med helt fremme.
 
Og det skal gå stærkt, for de asiatiske lande er allerede helt med på, hvordan fremtidens dagsorden skal skrives. De asiatiske lande er i øjeblikket top-ansøgere af patenter set i forhold til BNP og R&D investeringer. Virksomhederne har dog bemærket, at der sker noget i Asien, for Kina er også det land, der i øjeblikket har det mest markante antal patentansøgninger fra udlændinge. 

Barroso peger netop på patentsystemet og øget finansiering som nogle af de områder, der kigges på for at gøre Europa mere ”innovationsvenligt”. Det er bestemt nogle af de centrale elementer. Hvis vi skal være innovative og omsætte denne viden, nytter det eksempelvis ikke, at patentansøgningerne hober sig op på grund af, at systemerne ikke kan følge med.

Formentlig vil et fremtidigt innovationssamfund byde på endnu flere patentansøgninger, end det vi ser i dag, og det er en meget stor udfordring for myndighederne. De kan enten vælge, at gøre det sværere for virksomheder at få et patent for på den måde at få færre ansøgninger, eller de kan se på, hvordan systemet og processerne kan optimeres for at føre de ansøgende virksomheder mere gnidningsfrit og effektivt igennem processen og dermed skabe motivation for innovation.
 
Hvis man vil et innovationssamfund, er sidstnævnte løsningsmodel den eneste vej!
 
Hvis Danmark skal være med helt fremme, kræver det mere, end at vi har en masse viden og gode ideer. Vi skal også evne at kommercialisere og bringe vores viden ud på markedet for at skabe værdi til forbrugerne og samfundet. Patenter er en helt uomgængelig del af den proces. Patenter er ikke blot et regelsystem – de er et nødvendigt element i den dynamiske proces, hvor viden omsættes til innovation og værdi. 

STATENS SERUM INSTITUT. Navnet emmer af troværdighed, soliditet og faglig integritet. Sådan er det måske også. Vi ved det faktisk ikke! Statens Serum Institut rådgiver danskerne om vacciner, men samtidig sælger Statens Serum Institut også de vacciner, som instituttet har udviklet. I 2008 var omsætningen på over 1, 4 mia. kroner.

Sammenblandingen af rådgiver-, salg- og distributionsfunktionen er en af grundene til at vaccine-priserne er højere i Danmark end i de øvrige nordiske lande. Uanset hvad, vil det se kønnere ud, hvis man adskiller dem, der tjener penge på vacciner, fra dem, der yder rådgivningen om samme vacciner. Fri konkurrence om produktion og distribution vil sikre danskerne billigere vacciner, og det kan sagtens gennemføres, uden at Seruminstituttets produktion af basale vacciner til eksempelvis infektionsbekæmpelse kommer i fare.

Der er med andre ord tale om en win-win situation, hvor øget transparens på vaccineområdet let kan gennemføres gennem opdeling af SSI’s to primære funktioner – rådgivning og produktion. Dermed kan SSI’s troværdighed ikke længere drages i tvivl, og danskerne får konkurrence på vaccineområdet og dermed adgang til billigere vacciner.

Aldrig har kravene til godkendelse af lægemidler været højere. Aldrig har kontrollen været dybere og antallet af involverede eksperter været flere, og aldrig har det været sværere at få et nyt lægemiddel på markedet.

Alligevel beskyldes den danske lægemiddelstyrelse med jævne mellemrum for at være i lommen på industrien og for at strø godkendelser af nye lægemidler ud med løs hånd - senest har Forbrugerrådet været ude med riven, men uden at ulejlige sig med at dokumentere kritikken.

Debatten om lægemiddelgodkendelse fører sjældent ret langt, da politikere og forbrugerorganisationer alt for ofte løber med lette synspunkter om inhabilitet, manglende tillid og pæne ord om uafhængighed.

Men når den givne præmis er, at Lægemiddelstyrelsen ikke er professionel og uafhængig, alene fordi en del af den finansieres via afgifter, og når den ikke ledsages af skyggen af dokumentation, så er det et dårligt udgangspunkt for videre diskussion.

En helt normal model
Kritikerne mener, at det i sig selv er problematisk, at lægemiddelvirksomhederne betaler Lægemiddelstyrelsen for at sagsbehandle ansøgninger om godkendelse af nye lægemidler.

For kritikerne handler det om uafhængighed og om, hvem der skal betale for en offentlig vurdering og kontrol. Men det eksisterende gebyrfinansierede system, hvor de, der ønsker en service, også betaler for den, er ikke en sjældenhed eller et særligt dansk fænomen.

Det er derimod den gængse model for finansiering i stort set alle lande. Alternativerne ville være enten at lade skatteyderne betale for godkendelsen af lægemidlerne eller at lade afgifterne gå direkte i statskassen - og altså ikke være et indtægtsgrundlag for Lægemiddelstyrelsen.

I begge tilfælde ville godkendelsen blive en post på finansloven. Ikke en indlysende attraktiv model - også fordi løsningen bl.a. ville give mindre fleksibilitet.

Problematisk at råd udtaler mistillid
Det er muligvis fint med en debat om finansiering, og det er næsten en selvfølge, at politikere støtter et krav om uafhængighed.

Men det bliver problematisk, når Forbrugerrådet udtaler direkte mistillid til Lægemiddelstyrelsen. Og udgangspunktet for Forbrugerrådets kritik er diskutabelt. Forbrugerrådet synes at tro, at virksomhederne ønsker at få så lidt modspil fra myndighederne som muligt, når deres lægemidler skal godkendes til brug - at de ønsker at finde den svageste europæiske lægemiddelstyrelse.

En styrelse, som stiller ingen eller få krav og spørgsmål. Men godkendelse hos en svag styrelse er det dårligste udgangspunkt for, at et lægemiddel bliver en succes internationalt - at det bliver vurderet positivt af andre landes styrelser, og at det ikke viser sig at være farligt eller ineffektivt.

Lægemiddelindustrien leder derfor ikke efter den svageste eller flinkeste dreng i klassen, men efter den dygtigste og skrappeste lægemiddelstyrelse.

Dokumentation, tak
Så længe Forbrugerrådet ikke har andet at have sin mistillid i end formodninger om sammenhænge, skal der mere til for at tage debattens aktører alvorligt og lade den få konsekvenser. Man må kunne kræve evidensbaseret dokumentation fra forbrugernes vagthunde.

Debatten om gebyrfinansiering af lægemiddelgodkendelse er, indtil det sker, et teoretisk problem, som risikerer at skygge for en ordentlig debat om, hvordan Danmark sikrer, at vores myndigheder er tilstrækkeligt dygtige, tilstrækkeligt på faglig omgangshøjde og tilstrækkeligt skarpe.

Deri består udfordringen og opgaven. De mange nye kræftlægemidler, de biologiske lægemidler, de nye vacciner og det høje faglige niveau hos ansøgerne - industrien - er en langt større udfordring end en debat om, hvor pengene kommer fra.

Depression rammer hver dag rigtigt mange danskere og er derfor en sygdom, der belaster både patienter, deres pårørende og samfundet meget hårdt. WHO vurderer, at depression i dag er den sygdom i den vestlige verden, der fører til det største tab af livskvalitet og leveår.

Alene på den baggrund bør vi smøge ærmerne op og tage arbejdshandskerne på og få udarbejdet en national handlingsplan for depression.

National handlingsplan
Det er vigtigt at sige, at der allerede findes flere udmærkede eksisterende tilbud og tiltag for patienter med depression, heriblandt Sundhedsstyrelsen nye nationale strategi for psykiatriområdet. Men der kan gøres endnu mere, og med en national handlingsplan som redskab er det muligt at optimere indsatsen og behandlingen for denne patientgruppe yderligere.

Den nationale handlingsplan skal være med til at udstikke klare og bindende kvalitetsmål for sundhedsvæsenets indsats mod depression. Visionen er, at det danske sundhedsvæsen både skal være opsøgende og let tilgængeligt med klart strukturerede behandlingstilbud for at opnå en rettidig, effektiv og kvalificeret behandling af patienter med depression.

Med en national handlingsplan vil det være muligt at sætte fokus på nogle særlige indsatsområder inden for behandlingen af depression. Der er blandt andet et kraftigt behov for at forbedre kvaliteten og effektiviteten i opsporingen af patienter, der lider af depression. Derudover skal diagnosticeringen optimeres, så fejldiagnosticering og utilstrækkelig behandling reduceres. Sidst, men ikke mindst, skal behandling af depression bygge på den bedste og nyeste evidens på området.

Lægemidler har gennem det seneste århundrede haft enorm betydning for menneskers sundhed, og medicin er en af de faktorer, der om noget har muliggjort, at gennemsnitslevealderen i Danmark og landene omkring os er steget med 30 år i løbet af få årtier. Ikke bare er der mange sygdomme, som tidligere var uhelbredelige, men som i dag kan behandles effektivt, men også alvorlige sygdomme behandles i dag lettere og mere effektivt med moderne lægemidler.

Lad det være sagt med det samme: Der er fortsat et stort udækket behov for udvikling af nye lægemidler, for der er stadig en række sygdomme, hvor eksisterende lægemidler ikke er tilstrækkelige. Samtidig har vi oplevet nye sygdomme, eksempelvis AIDS, som også kræver lægemiddelindustriens fokus i laboratorierne.

Forskning kommer bare ikke alene. Patentsystemet er en forudsætning for udvikling af ny lægemiddelbehandling. Patentsystemet stimulerer den innovative konkurrence, så virksomhederne konkurrerer om den bedste, hurtigste og mest effektive forskning. Sådan er det i højteknologiske brancher.

Men så er det, at jeg ikke lige forstår, hvorfor patentbeskyttelsen på medicin kun er 20 år, når en designet lænestol er underlagt effektiv beskyttelse mod kopiering i 70 år. Er der nogen, som kan hjælpe med en forklaring? Det virker forkert.

Medicinudgifter: Vi skal på landsplan have ens og bindende retningslinjer for opsporing, diagnosticering, behandling og rehabilitering af kroniske sygdomme

Vi bliver stadig bedre til at behandle alvorlige sygdomme som f.eks. kræft, sukkersyge, kol og ledegigt. Heldigvis! Der bliver løbende udviklet nye behandlinger, så vi på bedste vis kan hjælpe de mennesker, der er så uheldige at blive ramt af sygdom.

Men rent økonomisk lægger mange af de nye behandlinger et pres på samfundet, og vi oplever betydelige stigninger i medicinudgifterne. Det er baggrunden for, at en arbejdsgruppe er kommet med forslag til, hvordan vi kan begrænse medicinudgifterne.

4. juni 2009 indgik Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse en aftale med Lægemiddelindustrien, der betyder, at vi kan sænke priserne på sygehusmedicin med 5 pct. I alt forventes en årlig besparelse på 200 mio. kr. med den nye model.

Når man taler medicinpriser og ordination af dyre lægemidler, er det vigtigt at huske, at det er patienterne, der er i centrum. Den debat, der har været på det seneste, tyder på noget andet.

Debatten er skæv, den indikerer, at de stigende medicinudgifter entydigt skyldes, at lægemidlerne bliver dyrere. Det er ikke tilfældet.

I COWI-rapporten, som ligger til grund for aftalen mellem Sundhedsministeriet og Lægemiddelindustrien, konkluderes det, at danske hospitaler betaler for meget for bl.a. kræft- og gigtmedicin. Men debatten vedr. rapportens konklusioner er ikke fyldestgørende, da der ikke tages højde for følgende vigtige pointer i rapporten:

Stigningen i udgifter til kræft- og gigtmedicin skyldes ikke primært, at priserne er steget, men at behandlingsaktiviteten og dermed forbruget af medicin er steget (for lægemidler til kræft og immunsystemet (især gigt) kan omtrent to tredjedele af væksten på ca. 460 mio. kr. fra 2007 til 2008 henføres til mængdeudviklingen).

Rent faktisk har priserne for patenterede lægemidler fra 2007 til 2008 været stabile eller svagt faldende.

Stigningen skyldes altså i høj grad, at vi behandler flere patienter, og at vi løbende får nye muligheder for at behandle de sygdomme, der rammer os.

Den store udfordring politisk og lægefagligt er at sikre patienterne den rigtige behandling og samtidig undgå et urimeligt udgiftspres. Vi skal bruge den medicin, som er den bedste - også set i forhold til prisen.

Den aftale, der er indgået mellem Sundhedsministeriet og Lægemiddelindustrien, er god, men den kræver også, at vi sætter ind på andre fronter:

Der er behov for en national strategi og ensartet behandling. KOL og ledegigt fylder meget i behandlingsbilledet. Vi skal - på landsplan - have ens og bindende retningslinjer for opsporing, diagnosticering, behandling og rehabilitering af ledegigt og kol samt også for de andre kroniske sygdomme snarest muligt.

Fælles retningslinjer sikrer patienterne den bedste behandling, og erfaringer viser, at det også sikrer den bedste økonomi i behandlingen.

Det er en stor udfordring at lave fælles retningslinjer. En ulempe er, at det tager lang tid, før de nyeste behandlinger inkluderes i behandlingsforløbet og anvendes rigtigt. Dette skyldes bl.a. lange faglige drøftelser om virkemåde og effekt. Imens de finder sted, kommer nye behandlinger på markedet, som kan være endnu bedre, og som patienterne derfor vil have gavn af.

Jeg har naturligvis respekt for, at det tager lægerne tid at indarbejde nye lægemidler med nye virkemåder, men denne proces bør optimeres, da det handler om at sikre patienterne de bedste behandlingsmuligheder så hurtigt som muligt. Derfor er det vigtigt, at der bruges ressourcer på information og uddannelse, samt at der fra politisk side er støtte til hurtig implementering af nye behandlinger med nye virkemåder.

Det kan vi f.eks. se lige nu, hvor der arbejdes med retningslinjer for ledegigt. De tre nyeste biologiske lægemidler omtales ikke.

Utilfredsstillende for patienterne, hvis det er dem, de har bedst effekt af. Fælles retningslinjer skal naturligvis ikke fratage lægerne deres frie ordinationsret. Lægen skal til hver en tid kunne gøre det rigtige for patienten. Hvis retningslinjerne fraviges, skal det være efter lægens vurdering og kunne begrundes som værende bedst for patienten.

Nye præparater er ofte dyrere at behandle med end ældre præparater. Men ikke altid.

Inden for ledegigt er brugen af dyre biologiske præparater steget voldsomt. Men her viser tallene at der alene er tale om, at lægerne nu bruger den medicin, som er nødvendig til en del af de mennesker, der rammes af ledegigt. Set med patientøjne må det da siges, at der her er tale om en positiv udvikling.

Her handler det om, at vi finder det lægemiddel, som har den nødvendige virkning til den lavest mulige pris.

Målet er at sikre patienterne en god behandling og samtidig undgå unødige stigninger i priserne. Vi kommer ikke uden om at kigge på, hvordan vi finder gode behandlinger til rimelige priser.

Det er vigtigt, at der etableres det nødvendige grundlag for nationale rekommandationslister og behandlingsvejledning.

Vi bør snarest have forpligtende rammer for anvendelse af sygehusmedicin, så de regionale forskelle udlignes, og rammerne bliver gældende på tværs af regionerne.

Det kan synes som en ikke særlig velplaceret morsomhed at påstå, at der er en omvendt sammenhæng mellem helbred og indlæggelser. Det er ikke fair over for de mange ansatte, som hver dagkæmper en brav kamp for at indfri patienternes berettigede forventning om behandling af høj kvalitet. En kamp, som udkæmpes med de samlet set begrænsede ressourcer, der i det daglige er adgang til på sygehusafdelingerne i almindelighed og de medicinske afdelinger i særdeleshed. Sandheden er, at alt for mange syge og indlagte på landets medicinske afdelinger får en dårlig og i mange henseender uværdig behandling. Det betyder, at mange medicinske patienter ikke får de sundhedstilbud, de har behov for. Det sker samtidig med, at regeringens ambition om et sundhedsvæsen i verdensklasse er usvækket, og det er vel en ambition, som også gælder de medicinske patienter? Lige nu fortoner ambitionen sig langt ude i horisonten – i hvert fald på store dele af det medicinske område. Derfor skal kvalitet igen på dagsordenen. Der er brug for et løft. Ikke et midlertidigt løft understøttet af kortvarig økonomisk behandling, men et løft, som indebærer reelle og langsigtede kvalitetsforbedringer for de medicinske afdelinger.

Mediernes prioritering
 Alt for ofte forfladiges debatten om vore krav til sygehusvæsenet til en debat om ventelister og ventetider. Den opmærksomhed er naturlig ud fra et rent menneskeligt synspunkt, men den er slet ikke tilstrækkelig. Kvalitet skal på dagsordenen, og for at det skal give mening, skal ressourcerne til at løfte kvaliteten også følge med. Det indebærer et skarpere fokus på at give patienterne på de medicinske afdelinger den bedst mulige behandling. Kvalitetsmål er jævnligt oppe at vende i den politiske debat. Men hvorfor ikke gøre dem mere håndfaste og målbare? Kvalitetsmål skal kunne måles. Ansatte på den medicinske afdeling skal kende kvalitetsmålene og vide, hvordan de kan bidrage til målopfyldelsen. Kvalitetsløftet skal bruges til at sikre, at både de eksisterende ressourcer og de, der tilføres ekstra, anvendes bedst muligt. Derfra er skridtet til at forkorte ventelisterne og til at reducere ventetiden ikke særlig langt.

Efterårets debat
Når Lægemiddelindustriforeningen i efteråret har fokus på de forhold, vi tilbyder patienterne på landets medicinske afdelinger, så er det fordi, der er en tydelig sammenhæng mellem prioriteringen af sundhedsvæsenets ressourcer og den daglige drift på landets sygehuse. Vi er ganske ydmyge i tilgangen til denne debat, men vi føler ikke kun en ret, men også en pligt, til at blande os i debatten om at sikre patienterne den behandling, der virker bedst, til rette tid og på en måde, hvor samfundet opnår mest mulig sundhed for pengene.

Forventningens glæde er som bekendt den største. Det har vi formentlig alle oplevet mange gange, og dette års finanslovsforslag var da heller ikke nogen undtagelse. Forud for finansminister Claus Hjorts fremlæggelse af forslaget var rygtet allerede løbet, at der ville være tale om markante offentlige investeringer.  Og noget burde vel falde på sundhedsområdet.

Rygtet talte sandt, men sundhedsområdet blev ikke yderligere tilgodeset. Med finanslovsforslaget indarbejdes de godt 1,2 mia. kroner til sygehusene og knap 0,6 mia. kroner til sygesikringsområdet, som var indeholdt i aftalen før sommerferien om regionernes økonomi. I sig selv er regionsaftalen udmærket. Ikke prangende, men dog et skridt i den rigtige retning. Aftalen medfører blandt andet flere behandlinger, øget aktivitet hos læger og speciallæger og flere offentlige midler til receptpligtig medicin.

Dermed er finansforslaget blottet for overraskelser på sundhedsområdet.

I de kommende måneder vil det vise sig, om der kan opnås enighed om eksempelvis nybygning af sygehuse og hurtigere fremrykning af investeringer i modernisering af eksisterende sygehuse. Det er allerede besluttet at gennemføre milliardstore investeringer i landets sygehuse, og fordelene ved at fremrykke i hvert fald nogle af disse er store. Det gælder både det overordnede mål om at bruge de offentlige investeringer strategisk, så de i stort omfang anvendes på en måde, der gavner beskæftigelsen, og det gælder ønsket om at få det danske sundhedsvæsen tilbage i absolut verdensklasse.

Et af de steder, hvor investeringerne hurtigt bør igangsættes, er på det medicinske område. De forhold, som de medicinske patienter bydes på landets medicinske afdelinger, er ofte af ringe kvalitet. Personalet yder en enorm indsats, men de fysiske rammer er himmelråbende gammeldags og ganske utilstrækkelige. Lange ventetider og begrænset opfølgning betyder samtidig, at samspillet med kommunerne er nærmest ikke-eksisterende. Læg hertil at den enkelte medicinske patients kompetencer sjældent tages i betragtning. Så er det ikke så overraskende, at de medicinske patienter samlet set udsættes for en i mange henseender uværdig behandling.

Det betyder, at mange medicinske patienter ikke får de sundhedstilbud, de har behov for. Samtidig er regeringens ambition om et sundhedsvæsen i verdensklasse usvækket, og det er vel en ambition, som også gælder de medicinske patienter?

Lige nu fortoner ambitionen sig langt ude i horisonten – i hvert fald på store dele af det medicinske område. Derfor skal kvalitet igen på dagsordenen. Der er brug for et løft. Ikke et midlertidigt løft understøttet af kortvarig økonomisk indsats, men et løft, som indebærer reelle og langsigtede kvalitetsforbedringer for de medicinske afdelinger. Og her er investeringerne i bedre fysiske rammer et must.

Lægemiddelindustrien har bevist, at den har dét, der skal til for at klare sig i den globale konkurrence. Sidste år var lægemidler med mere en 40 mia. kr. Danmarks næststørste enkelte eksportvare efter olie. Lægemiddelindustriens konkurrencekraft hænger sammen med, at den evner at være et skridt foran konkurrenterne, og at den til stadighed har været i stand til udvikler nye innovative lægemidler.

Skal vi bevare denne konkurrencekraft med det potentiale for yderligere vækst, beskæftigelse og eksport, der knytter sig til den, er det afgørende, at GTS-systemet bygger de kompetencer op på det sundhedsteknologiske område, som lægemiddelindustrien, de små forskningsbaserede biotek-selskaber og medico-industrien får brug for i fremtiden.

På lægemiddelområdet er forsknings- og udviklingsarbejdet med at frembringe nye lægemidler en lang, dyr og stramt reguleret proces. Det tager typisk 10-12 år og koster op til 6 mia. kr. at udvikle et nyt lægemiddel, hvilket ikke mindst skyldes, at der er en række kritiske flaskehalse i udviklingsprocessen.

En flaskehals er for eksempel evnen til tidligt i forsknings- og udviklingsprocessen at forudse nye lægemiddelkandidaters virkning på mennesker. Udfordringen er her at blive bedre til at forudse virkningen i mennesker på baggrund af dyremodeller. Tidlig viden om stoffernes virkning på mennesker er helt afgørende, hvis udviklingstiden og omkostningerne til at udvikle nye lægemidler skal nedbringes.

En anden flaskehals er evnen til tidlig at identificere nye lægemiddelkandidaters sikkerhed (ricisi, toksiske egenskaber, bivirkninger m.v.). Mere end 1/3 af alle nye lægemiddelkandidater må opgives i forbindelse med den kliniske afprøvning, som ligger år henne i udviklingsprocessen, fordi man ikke tidligere i udviklingsforløbet kunne forudse manglende effekt i mennesker og/eller bivirkninger. På det tidspunkt, hvor nye lægemidler er i den kliniske udviklingsfase, kan der være investeret mia. i projektet, og derfor er tidlig og pålidelig viden om nye lægemiddelkandidaters toksikologiske egenskaber og andre sikkerhedsrisici for patienterne helt afgørende.

For bedre at kunne forudsige såvel virkning som sikkerhed af nye lægemidler er information på tværs af fagområder helt afgørende, og her har GTS-systemet sammen med det øvrige forsknings- og innovationssystem en vigtig rolle at spille. GTS bør i det hele taget på lægemiddelområdet fokusere på at opbygge kompetencer inden for områder som:

 - Metoder og værktøjer til bedre forståelse af sygdommes biologi
 - Metoder og modeller for laboratorieforsøg og forsøg på dyr og mennesker, som tidligt kan indikere lægemidlers kliniske virkning.
 - IKT-baserede værktøjer til simuleringer af sygdommes årsager, de mekanismer, som får dem til at opstå, og deres manifestationer, samt IKT-baserede metoder til at forudse kendte og nyligt opdagede typer af giftstoffer.
 - Teknologiske (fx IKT-baserede) modeller, som muliggør en bedre forskningsmæssig brug af registrerede sundhedsdata i udviklingen af nye lægemidler (databeskyttelse, registersamkøring, privacy, anonymitet m.v.)
 - Biomarkører, som kan indikere relevansen og brugbarheden af resultaterne af tidlige laboratorieforsøg.
 - Metoder og modeller til bedre forståelse af den humane relevans af dyrespecifikke toksikologiske fund.
 - Forskning i lægemidlers kort- og langsigtede virkninger herunder forskning i og udvikling af metoder til identifikation, vurdering, forståelse og undgåelse af uønskede effekter af lægemidler.
 - Metoder til at forudse ricisi ved lægemidler og til at vurdere fordele og ulemper ved lægemidler (bivirkningsovervågning og –vurdering).

FAKTA Hvem står bag bedreinnovation.dk
Bag bedreinnovation.dk står Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling; Forsknings- og Innovationsstyrelsen; Rådet for Teknologi og Innovation og GTS-sammenslutningen af Teknologiske Institutter i Danmark.

Nu skal man jo ikke lade sig diktere af virkeligheden.

Det er også den eneste undskyldning, jeg kan finde for den "rygmarvsreaktion", som en række organisationer har demonstreret ved deres nylige protest sendt til politikere og medier i form af et "Nej tak til lægemiddelreklamer."

Baggrunden er, at EU-Kommissionen p.t. forbereder et forslag til nyt direktiv, som blandt andet skal give lægemiddelvirksomhederne øgede muligheder for at informere om deres lægemidler via internettet.

Lad os lige tage den igen – informere om deres lægemidler via Internettet. Altså fjernt fra det skrækscenario, som organisationerne med Forbrugerrådet i spidsen advarer imod. Nu mistænker jeg da heller ikke organisationerne for at have læst direktivudkastet.

Sagen er, at ingen, heller ikke Lægemiddelindustriforeningen, ønsker, at det skal være tilladt at reklamere for medicin. Men det er en enormt gammeldags tankegang, at man kun kan få information hos lægen og på apoteket. Internettet er jo globalt, så enhver kan jo gå ind og læse om lægemidlerne på andre sprog. Er det så ikke bedre, at vi sammen sætter os ned og får lavet nogle fornuftige regler, der sikrer patienterne information og samtidig kontrollerer lægemiddelindustrien. Det er sådan EU-Kommissionens forslag skal ses, og Kommissionen lægger op til at indføre skrappe regler, så informationen netop ikke bliver til reklame for lægemidler. Blandt andet derfor er information via TV og radio bandlyst. Kommissionen ønsker også, at der skal være strenge krav til, hvilke informationer lægemiddelproducenterne må give, ligesom der skal indføres effektiv overvågning og kontrolmekanismer.

Det bør da være muligt at blive enige om en ordning, som sikrer, at patienterne får god og reel information, samtidig med at der bliver skabt effektive kontrolmekanismer over for lægemiddelindustriens information.

I Lif mener vi, at alle patienter har krav på let adgang til saglig, nøgtern og velkvalificeret information om deres sygdom og behandlingsmuligheder, og at information bør bedømmes på indhold og kvalitet – ikke på hvem der er afsenderen.

Derfor er jeg personligt ked af, at Forbrugerrådet som udgangspunkt antager, at lægemiddelindustrien vil give patienterne forkert information. Den aktuelle situation er, at der er stor mangel på kvalitativ, lødig information om lægemidler. Og hvor skal den komme fra? Skal den gives under den korte konsultation hos lægen? Eller på apoteket, mens der er en lang kø bagved? Kritikerne mangler at give svar på, hvor patienterne skal hente den information, de i dag mangler.

Blandt forslagene fra Skattekommissionen er også forslaget om at sløjfe fradragsretten for de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Skattekommissionen anslår, at det vil give et nettoprovenu til staten på 420 mio. kr. De penge bør bruges til forebyggelse.

Nu er der jo ingen, der har pålagt Skattekommissionen at arbejde for, at Danmark igen får et sundhedsvæsen, der kan levere sundhedsresultater i verdensklasse, men tanken om, sådan som Kommissionen anfører, at ”anvende provenuet på generelle skattenedsættelser” er ikke et forslag, som bør have sin videre gang i den offentlige debat.

Med et sundhedsvæsen, der i forvejen er spændt hårdt for, er det ikke bare naturligt men faktisk en forudsætning, at nettoprovenuet føres tilbage til sundhedssektoren. Og hvorfor ikke også tage ved lære af principperne bag sundhedsforsikringer; det vil sige en veldefineret ydelse, et stort ansvar til den enkelte patient og så naturligvis hurtig igangsætning af behandlingen.

Og med en check på 420 mio. kr. er det muligt at gøre en forskel. For 420 mio. kr. er det muligt at betale for, at alle 50-60 årige får et årligt sundhedstjek hos en læge. Det vil være nyttigt både for den enkelte og for samfundet.

Vi ved, at danskerne lever kortere end vores brødre og søstre i stort set alle andre vestlige lande. Hos Statens Institut for Folkesundhed siger de pessimistiske prognoser, at der i 2020 vil være 300.000 flere voksne med en eller flere kroniske sygdomme – dvs. at der i 2020 vil være i alt 2 millioner voksne med kronisk sygdom. WHO har for eksempel vurderet, at 50 procent af alle indlæggelser skyldes sygdomme, der kunne forebygges. I 2015 vil antallet af indlæggelser, der kunne forebygges, være steget til 70 procent.

Der er med andre ord tale om et stort potentiale for forebyggelse for den enkelte borger og for samfundet som helhed, og ved Skattekommissionens mellemkomst er det nu muligt at udnytte det potentiale.

Det er december og dermed tid for ønskelister. Ugebrevet Mandag Morgen kunne mandag den 1. december fremlægge resultatet fra en ny meningsmåling. Og billedet er entydigt. Øverst på ønskelisten er bedre sundhed.

Faktisk er hele 66 procent af danskerne parate til at betale mere i skat, såfremt det kan højne kvaliteten i det danske sundhedsvæsen.

På det kommende års finanslov er sundhedsområdet da også et af de områder, der prioriteres. Bedre akutbehandling, sådan som Juhl-udvalget også påpegede i sidste uge, er bestemt et væsentligt område, og der er megen fornuft i at fokusere på bedre kvalitet. Det samme gælder så absolut de seneste års fokusering på nedbringelse af ventelisterne. Imidlertid er udfordringen på sundhedsområdet langt større og mere omfattende, end forliget bag Finansloven 2009 åbner mulighed for.

Den egentlige udfordring er, at patienternes forventninger om igen at få et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse fortsat kolliderer med årtiers yderst begrænsede investeringer i dansk sundhedsvæsen. Det er naturligvis korrekt, at sundhedsvæsenet de seneste år har fået tilført flere ressourcer, og at aktiviteten i sygehusvæsenet er øget markant, blandt andet på kræft- og hjerteområdet.

Og det er også korrekt, at den markante øgede aktivitet selvsagt også har betydning for medicinudgifterne på sygehusene. De seneste opgørelser viser, at udgifterne til medicin på sygehusene nu udgør knap 40 procent af de samlede medicinudgifter. Det er der næppe nogen, som bliver overraskede over. For det er udtryk for fornuftig prioritering, at når man ønsker de bedste resultater, så anvender man også de bedste ”instrumenter” og altså i dette tilfælde medicin. Helt konkret har for eksempelvis kræfthandlingsplanerne vist sig effektive, og dermed at dansk kræftbehandling kan genfinde fordums kvalitet.

Udfordringen er at vende den udvikling, som er en følge af årtiers lavvækst. Fra at de danske sundhedsudgifter i 1970 var på et endog meget højt niveau i forhold til de sammenlignelige lande, var vi allerede i 1980 indhentet, og siden har vækstraterne i de øvrige landes sundhedsudgifter været højere end i Danmark. Resultatet er, at de danske sundhedsudgifter er ca. 10-15 procent lavere end i de øvrige sammenlignelige lande.

Lad mig illustrere det således: I Danmark har vi nogenlunde lige mange læger per indbygger som i andre sammenlignelige lande, vi har cirka 20 procent færre sygeplejersker og cirka 35 procent færre af øvrigt personale. Derfor er vi i Danmark også i en situation, hvor vi kan bruge betydeligt færre ressourcer end de fleste europæiske lande på sundhed. I gennemsnit bruger 12 nordeuropæiske lande 140 milliarder kroner om året på sundhed skaleret til den danske befolkningsstørrelse. I Danmark bruges cirka 122 milliarder kroner. Der mangler altså 18 mia kroner, for at vore investeringer svarer til niveauet i de øvrige vesteuropæiske lande.

Man får som bekendt det, man betaler for. I Danmark får vi middelmådige sundhedsresultater.

I weekenden indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forlig om finansloven. Et væsentligt element er delforliget på sundhedsområdet. Forliget indebærer blandt andet 100 mio. kr. til lægehelikoptere, så ingen patienter får urimeligt langt til akut behandling, og en bonuspulje på 100 mio. kr. til regionerne, så de kan få bugt med ventelisterne. De to prioriteringer er sammen med prioriteringen af bedre kronikerbehandling, investeringer i sygehusinfrastruktur og yderligere et løft på kræftområdet ganske fornuftige.

Helikopterne er begrundet i strukturelle ændringer, som indebærer, at akutbehandlingen koncentreres på større sygehuse med stor ekspertise, og ”bonuspuljen” forklares med, at godt 300.000 behandlinger blev aflyst under forårets strejke, og at regeringen har sat behandlingsgarantien på én måned ud af kraft frem til 1. juli 2009.

En større udfordring
Når kikkerten rettes mod små delelementer på sundhedsområdet, overses helheden ofte. For udfordringen på sundhedsområdet er langt større og mere omfattende, end disse små reguleringer på dette års finanslov indikerer.

Den egentlige udfordring er, at patienternes forventninger om igen at få et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse fortsat kolliderer med årtiers yderst begrænsede investeringer i dansk sundhedsvæsen. Det er naturligvis korrekt, at sundhedsvæsenet de seneste år har fået tilført flere ressourcer, og aktiviteten i sygehusvæsenet er øget markant, blandt andet på kræft- og hjerteområdet. I 2007 blev der for eksempel opereret 128.000 flere end i 2001.

Og det er naturligvis korrekt, at den markante øgede aktivitet selvsagt også har betydning for medicinudgifterne på sygehusene. De seneste opgørelser viser, at udgifterne til medicin på sygehusene nu udgør knap 40 procent af de samlede medicinudgifter. Det er der næppe nogen, som bliver overraskede over. For det er udtryk for fornuftig prioritering og for, at eksempelvis kræfthandlingsplanerne har vist sig effektive og dermed, at dansk kræftbehandling kan genfinde fordums kvalitet.

I tabellen nederst på bloggen er sundhedsudgifterne pr. indbygger sammenlignet med de øvrige nordvesteuropæiske lande i OECD.

Fra at de danske sundhedsudgifter i 1970 var på et endog meget højt niveau i forhold til de sammenlignelige lande, var vi allerede i 1980 indhentet, og siden har vækstraterne i de øvrige landes sundhedsudgifter været højere end i Danmark. Resultatet er, at de danske sundhedsudgifter er ca. 10 procent lavere end i de øvrige sammenlignelige lande.

Dansk selvtilstrækkelighed siger så, at det skal vi være tilfredse med. Det er jo noget pladder. For den realistiske tilgang tilsiger, at vi får det, vi betaler for.

Både for patienter og ansvarlige politikere er ventelister meget synlige, og naturligvis skal der sættes ind på at reducere dem, men hvis den behandling, som ventelistepatienterne tilbydes, ikke er optimal, så er det ikke godt nok.

De små puljer og reguleringer i dette års finanslov er både fornuftige og velmenende, men de ændrer ikke afgørende på, at vi har et betragteligt investeringsefterslæb. Desværre.

”Lægerne er gode til at strukturere tiden og med det samme få indkredset, hvad der er patientens ærinde. På 10 minutter kan de godt nå et smut tilbage til barndommen, få patienten til at tisse i et bæger, tage en blodprøve og stille en diagnose.” Sådan siger Astrid Pernille Jespersen til Kristeligt Dagblad, efter hun har færdiggjort sin ph.d.-afhandling om mødet mellem læge og patient, som det foregår i en konsultation.

Jespersens undersøgelse viser, at selvom lægerne udnytter tiden godt, er det i mange tilfælde svært at få planlagt tiden ordentligt og at få den til at række til alle patienterne. Taget i betragtning, at en meget stor andel af de praktiserende læger inden for den nærmeste årrække går på pension, men at befolkningstallet ikke falder tilsvarende, vil disse problemer sandsynligvis blive endnu mere udtalte i fremtiden, og der vil derfor komme et øget pres på lægesektoren.

Et værktøj, som vil kunne afhjælpe noget af dette pres, er indførelsen af helbredstjek. Altså et tilbud til en gruppe borgere om frivillig, regelmæssig kontrol af deres sundhedstilstand.

For at et helbredstjek reelt skal kunne bruges til noget, skal det som minimum omfatte måling af blodtryk, blodsukker, kolesterol og triglycerider samt beregning af BMI, taljemål og risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme, hvilket kan danne grundlag for en opfølgende, rådgivende samtale om eventuelle ændringer i borgerens livsstil. Det indledende tjek kan klares på under 20 minutter, mens samtalens længde afhænger af den enkelte patients situation. Lifs tanke med helbredstjekket er, at det skal tilbydes alle danskere mellem 40 og 60 år hvert tredje år, hvorved der bliver taget hånd om livsstils- og sundhedsproblemer, før de når at udvikle sig i negativ retning for patienten.

Et sådant tilbud om helbredstjek vil anslået give den enkelte læge 89 ekstra konsultationer om året – men det skal ses i forhold til, at en gennemsnitlig praktiserende læge årligt gennemfører mere end 5500 konsultationer. De helbredstjekkede borgeres behov for at søge læge må desuden formodes at falde fremover, efterhånden som de positive konsekvenser ved den løbende sundhedskontrol begynder at slå igennem. Tilbuddet om helbredstjek vil således give en marginalt øget arbejdsmængde her og nu, men på længere sigt vil det frigøre betydelige tidsmæssige ressourcer for de praktiserende læger.

Som Astrid Pernille Jespersen korrekt pointerer det i sin ph.d.-afhandling: ”Vi skal være opmærksomme på, at vi i Danmark i dag har et ret godt system, og det skal vi værne om.” Det har hun ret i. Men systemet kan blive endnu bedre, og indførelsen af helbredstjekket vil være et godt skridt på vejen, fordi det på én gang giver borgerne mere sundhed og de praktiserende læger mere tid.

Alt for ofte drejer udformningen af den danske sundhedspolitik sig om nye og snedige former for her-og-nu besparelser. Tilsyneladende er hensynet til patienterne og ønsket om at anspore lægen til at vælge den mest optimale behandling gemt væk. Og ikke nok med det: det langsigtede fokus på behandlingsmæssige gevinster for patienten og reelle besparelser for samfundet er også væk.

På den ene side er dansk sundhedsvidenskabelig forskning generelt anerkendt. Faktisk er store dele af dansk sundhedsvidenskab i absolut verdensklasse, og vi har internationalt højt anerkendte forskningsmiljøer. Flere områder klarer sig ualmindeligt godt i international sammenhæng vurderet på antallet af publikationer og citationer. Der er skabt et højt niveau af viden om, hvordan sygdom opstår, forebygges og behandles.

På den anden side er danskernes sundhedstilstand forholdsvis ringe set i international sammenhæng. Middellevetiden for danskere er blandt de laveste i Europa. Der er sket et skred fra 1980-niveau til de seneste data fra 2003. I 1980erne adskilte den danske middellevetid for mænd og kvinder sig ikke væsentligt fra de øvrige vesteuropæiske lande. Men det gør den nu. Kvindernes middellevetid er steget langsommere end i andre lande, og danske kvinder har nu en middellevetid, der er den laveste blandt de vesteuropæiske lande, USA og Japan. Mænd i USA og Portugal er rent faktisk de eneste, der i en lignende sammenligning kan forvente et endnu kortere liv end danske mænd. 

I Danmark tager det unødvendig lang tid, før medicinen tages i anvendelse, på trods af at nye lægemidler som hovedregel godkendes på europæisk niveau og dermed på samme tid i alle EU-lande. En væsentlig del af forklaringen er det danske medicintilskudssystem.  Det er Lægemiddelstyrelsen, der varetager tildelingen af medicintilskud. Efter indstilling fra Medicintilskudsnævnet vel at mærke. På papiret et fagligt og kompetent organ; ja et lægefagligt kompetent organ ligefrem.

Naturligvis betyder det noget for omfanget af anvendelsen af et lægemiddel om, og i givet fald hvilket tilskud, et lægemiddel tildeles. At hævde det modsatte er forkert.

En ny opgørelse viser den geografiske fordeling af ansøgninger om enkelttilskud til medicin, og opgørelsen dokumenterer, at danskerne i yderområderne skal være heldige, hvis lægen ordinerer et lægemiddel med enkelttilskud.

På papiret er enkelttilskudsordningen en fin ordning, men den indebærer, at styringen af tilskud ikke er lagt i hænderne på de enkelte læger, men fastholdes centralt hos Lægemiddelstyrelsen. Og uanset om man er positiv eller negativ over for den praksis, så indebærer det unægtelig en forsinkelse af ibrugtagningen af - måske dyrere, men også mere virksomme - lægemidler. Det er et forhold, som naturligvis påvirker patientbehandlingen negativt. Men man kan ikke spare sig til bedre sundhedsresultater.

Det er desværre ikke kun på enkelttilskud, at danske myndigheder ikke reagerer så hurtigt, som de måske burde. Før påske besluttede et flertal blandt de politiske partier, at danske piger skulle vaccineres mod livmoderhalskræft. Selvom der går mange år, før vi kan se overskifter i aviserne som ”Dansk kræftbehandling i verdensklasse”, så vil anslået 200 dødsfald på grund af livmoderhalskræft om få år kunne undgås. Her har vi altså endnu et eksempel på, at man ikke kan spare sig til bedre sundhedsresultater.

Der er brug for et opgør med mentaliteten om, at vi skal spare på sundhedsudgifterne. Hvorfor skal vi ikke satse fuldt og helt på at få et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse? Nøjagtig som vi vil have undervisning, daginstitutioner, ældreomsorg etc., som kan måle sig med de allerbedste.

Vi skal stoppe med at reducere sundhedspolitik til et spørgsmål om at spare. I stedet for skal vi derimod satse på at udvikle sundhedsvæsenets ydelser, og derfor også at tilbyde de bedste lægemidler med de færreste bivirkninger i patientbetalingen.

Medicin koster noget. Lige som alt andet i sundhedsvæsenet gør det. Det koster at indrette operationsstuer. Det er dyrt at uddanne læger. Og der er store omkostninger forbundet med at bygge hospitalerne, som skal være rammen om den optimale behandling. Jeg vil godt vove den påstand, at tilskud til lægemidler er blandt de bedste og mest nyttige investeringer i dansk sundhedspolitik. Og så har lægemidler den umiddelbare fordel, at effekten kan ses hos patienterne næsten med det samme.

Overrasker jeg nogen ved at sige, at det ikke er muligt at spare sig til bedre sundhedsresultater? Det tror jeg ikke. Alligevel har politikere og myndigheder, herunder Medicintilskudsnævnet, forsøgt gennem mange år. Resultatet er tydeligt, når de pauvre danske sundhedsresultater sammenlignes med tilsvarende resultater i udlandet. Og det er bestemt ikke prangende, men det er den danske sundhedspolitik jo heller ikke. Endnu.

Dagligt bringer TV og aviser eksempler på patienter, der ikke har fået den optimale behandling af deres sygdomme. Og det er ellers noget man som patient bør forvente. Men der er altså ikke tale om fejlbehandlinger – slet ikke. Derimod er der tale om, at ansatte i sundhedssektoren – fra den behandlende læge, over den erfarne sygeplejerske til laboranten og de ansvarlige for genoptræningen – kæmper en fantastisk kamp mod tiden, begrænsede ressourcer og manglende allokeringer for at binde enderne sammen og give patienterne den nødvendige behandling. Det er ikke altid den fuldt korrekte og optimale behandling, men det er den nødvendige eller den mest nødvendige behandling. Det er personalet i sundhedsvæsenet, som kæmper den daglige og ulige kamp for at hjælpe de borgere, som af den ene eller den anden grund kommer i kontakt med sundhedsvæsenet.

For godt tre år siden, satte Lif fokus på det danske sundhedsvæsens tilstand. Det gjorde vi med udgangspunkt i et omfattende og veldokumenteret analysearbejde. I starten høstede vi ikke mange roser for vor deltagelse i debatten, men lige så stille meldte flere og flere eksperter, brugere og politikere sig på banen og bakkende op omkring vores synspunkter. Deres opbakning er naturligvis vigtig, men endnu vigtigere er det, at der synes at være et spirende forår i udsigt for dansk sundhedsvæsen. Der er en erkendelse af, at der er potentiale for forbedringer og at Lif havde ret i at påpege, at det var nødvendigt med en ekstra indsats for at få de danske sundhedsresultater tilbage i verdensklasse. Den erkendelse kan vi godt tillade os at være lidt stolte over at have været med til at klickstarte.

Der er endnu et stykke vej endnu til et ordentligt sundhedsvæsen, men det er ikke sundhedspersonalets fejl.

For lægen, uanset om det er i den lokale lægepraksis eller på hospitalet, er korrekt behandling et spørgsmål om patientens ve og vel her og nu. Og ikke om behandlingen udføres korrekt under en given bevilling. For sygeplejersken er korrekt behandling ikke et spørgsmål om at finde den rigtige rekvisition, men om at sende patienten til de rigtige undersøgelser og om at udføre den behandling, lægen har ordineret. Sådan kan man fortsætte gennem hele behandlingskæden til fysio- eller ergoterapeuten, som skal lede genoptræningen, efter patienten er behandlet og udskrevet.

Hver dag kæmper sundhedspersonalet deres kampe. Det er personalet, der får sundhedsvæsenet til at fungere. Og det er dem, som har æren for, at vore sundhedsresultater trods alle odds alligevel ikke er ringere. Måske er sundhedspersonalet i virkeligheden vor tids helte.

Den internationale forbrugerorganisation “Consumers international” har lanceret en international kampagne rettet mod lægemiddelindustriens markedsføring af lægemidler. Kampagnen er morsom, men rammer helt forbi den danske virkelighed.

Kampagnen viser fiktive eksempler på, hvordan lægemiddelindustrien udøver uetisk markedsføring af lægemidler, ved at påvirke sundhedspersonale, navnlig læger, til at anbefale bestemte lægemidler. Kritikken er fokuseret på tre punkter:

1. Lægemiddelindustriens påvirkning af sundhedspersonale

2. Samarbejde med patientgrupper

3. Information til offentligheden

Kritikken formidles ved brug af korte morsomme film, med skuespillere som indgår i et handlingsforløb, hvor lægemiddelindustrien med fine middage og vin, påvirker læger og sundhedspersonale til at udskrive flere recepter af det pågældende firmas lægemidler.

Kampagnen indeholder også et reklamespot med et fiktivt lægemiddel mod manglende motivation.  Selvom både filmen og indhold er fiktivt, indeholder kampagnen et vigtigt budskab, der sammenfatter alle fordomme om lægemiddelindustrien i et kort reklamespot. 

Filmen er morsom, men har intet at gøre med de reelle forhold i Danmark.

I Danmark er kontakten mellem lægemiddelindustrien og lægerne reguleret via en samarbejdsaftale mellem blandt andet Lægemiddelindustriforeningen og Lægeforeningen. Samarbejdsaftalen regulerer i detaljer samarbejdets rammer og prioriteringen af det faglige indhold.

Men vi stopper ikke her. Lad mig give to konkrete eksempler. For det første har Lifs medlemmer vedtaget, at siden 1. januar 2008 gælder et forbud mod at afholde kurser og konferencer på fagfremmede steder. For det andet, ligeledes fra årsskiftet, har Lifs medlemmer besluttet et forbud mod gaver til sundhedspersonale. To initiativer som viser, at det er højt prioriteret blandt virksomhederne at undgå muligheden for mistanke om uetisk adfærd. Initiativerne skal ses i forlængelse af, at Lifs medlemmer siden 1. april 2007, har offentliggjort alle samarbejdsaftaler, der er indgået med patientforeninger. Ikke fordi der var mistanke om uetisk adfærd, men for at undgå mistanke om uetisk adfærd.

Derfor rammer kritikken for den internationale forbrugerorganisation helt forbi skiven. Men det er sjove filmklip. Du kan se dem her

I forrige uge offentliggjorde vor nye minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, at direktør i AKF, Mette Wier, skal være formand for regeringens nye forebyggelseskommission.

Kommissionen skal komme med forslag, der kan imødekomme regeringens ambition om, at den gennemsnitlige levetid skal forlænges med 3 år over de næste 10 år. En ambitiøs målsætning som tilmed er målbar, og som regeringen naturligvis skal holdes fast på. Kommissionen skal aflevere sine forslag i begyndelsen af 2009.

Af kommissoriet fremgår det, at ”…forslagene skal baseres på et dokumenteret og omkostningseffektivt grundlag..” og videre ”…. Der er fx et forebyggelsespotentiale….i forhold til en række af de væsentligste folkesygdomme…”.

Det tyder rigtig godt. Forebyggelsesområdet må ligesom den øvrige sundhedsindsats være baseret på dokumenteret effekt af indsatsen. Omkostninger og effekter må holdes op imod hinanden.

Forventningens glæde er som bekendt ofte den største. Og glæden over, at forebyggelsesministeren forfølger regeringens målsætninger, skal ikke ødelægges af, at der på gårsdagens finanslovsforslag ikke var afsat ekstra midler til den forebyggende indsats.

Ingen kan rigtig være modstander af forebyggelse, men det er bare ikke gratis. Hvis forebyggelsesindsatsen skal have nogen effekt, skal der naturligvis også afsættes ressourcer til at gennemføre forslagene. Det kan regeringen nå endnu, så dette er blot nævnt, for at ingen skal lulle sig i søvn og forvente, at bedre sundhedsresultater kommer af ingenting.

Og der er ingen grund at sidde på hænderne i det kommende år, mens kommissionen arbejder. Lad mig blot komme med to forslag, som bør gennemføres hurtigst muligt. Et forslag til den primære sektor, og et forslag til den sekundære sektor.

Det er veldokumenteret, at forebyggende helbredstjek af borgere i risikogrupperne kan gennemføres omkostningsneutralt, fordi ekstraudgiften til den praktiserende læge i dag modsvares af besparelser på behandling og indlæggelser i fremtiden.

Det er også veldokumenteret, at en lang række genindlæggelser af kroniske og medicinske patienter skyldes, at patienterne ikke anvender den ordinerede lægemiddelbehandling optimalt (dårlig compliance). Det skyldes ofte dårlig opfølgning i hjemmet, efter at patienten er udskrevet fra sygehuset, og at der er store nettobesparelser ved at sikre bedre opfølgning ved at en læge/sygeplejerske sikrer, at patienten fortsætter den korrekte behandling i eget hjem efter udskrivning.

Og så er vi ikke engang begyndt at tale om menneskelige værdier, personlige hensyn og større livsværdier.

Forebyggelseskommissionen skal have fred til at analysere og formulere de langsigtede visioner, de nødvendige forslag og de parametre, hvert enkelt forslag skal vurderes på, men der er ingen grund til vente med at høste de ”lavt hængende frugter”. Det vil være en gevinst for samfundet og for patienterne - og det vil tilmed give kommissionen arbejdsrum til de mere ressourcekrævende analyser.

De seneste fem år har Lægemiddelstyrelsen gennemført en harmonisering af de danske indlægssedler. Harmoniseringen forventes tilendebragt i 2008. Indlægssedlerne og de bagvedliggende produktresumeer - af fagfolk kaldet SPC’er - indeholder de oplysninger, som patienter og sundhedspersonale skal kende om et lægemiddel. Både indlægsseddel og produktresume er således godkendt af myndighederne.

Så langt så godt. Men hvorfor har det taget så lang tid, og hvorfor er folketingspolitikere lige nu ved at træde hinanden over tæerne for at kritisere Lægemiddelstyrelsens arbejde med at gennemgå og justere indlægssedlerne?

Først og fremmet skal man være opmærksom på, at arbejdet i Lægemiddelstyrelsen i øjeblikket gennemføres under en særbevilling på Finansloven. Der er tale om et ekstraordinært arbejde og en ekstraordinær bevilling. Sammenhængen mellem de personaleressourcer Lægemiddelstyrelsen kan afsætte til arbejdet og bevillingen er således ligefrem. Det vil sige, at Lægemiddelstyrelsen jo nok kunne flytte andre personaleressourcer til dette område, men det ville så have negative konsekvenser for andre arbejdsområder, som er dækket af de normale faste bevillinger på Finansloven. Det gælder således for eksempel Lægemiddelstyrelsens opgave med at godkende og kontrollere lægemidler.

Lif har gennem flere år presset på for en hurtigere harmonisering af indlægssedlerne – både så synonyme præparater ikke har forskellige indlægssedler med forskellige bivirkninger, men også så indlægssedlerne i Danmark og i landene omkring os angiver for eksempel de samme bivirkninger. Vi har imidlertid måttet erkende, at Lægemiddelstyrelsen ikke har haft de nødvendige ressourcer til at løfte denne opgave så hurtigt som ønsket. Derfor forstår jeg godt, at det har taget så lang tid, uanset at det i dag absolut ikke virker hensigtsmæssigt. Sådan fremstår mange prioriteringer imidlertid ofte, når man ser på dem i et historisk perspektiv.

I disse dage, hvor medierne skyder med skarpt, skal politikere i begge sider af folketingssalen huske på, at lægemiddelsikkerhed er for alvorligt et emne til at blive brugt til mudderkastning på Christiansborg. Ønskes arbejdet med opdateringerne afsluttet hurtigere end hvad Lægemiddelstyrelsen kan levere med de nuværende ressourcer, bør de nødvendige ekstra ressourcer til hurtig afslutning af revisionen af indlægssedler m.m. tilføres Lægemiddelstyrelsen. Efterfølgende bør de samme politikere drøfte, om Lægemiddelstyrelsen på kontrol og godkendelsesområdet i øvrigt har de tilstrækkelige ressourcer til rådighed, således at Lægemiddelstyrelsen ikke igen får ”problemer” med at leve op til deres kontrolopgave på lægemiddelområdet.

Den aktuelle debat sker på en yderst tragisk baggrund, men vi skylder alle en saglig og velfunderet debat.

Jeg troede, jeg havde læst forkert. Men det står der sort på hvidt. Medicintilskudsnævnet, der er det rådgivende nævn, som Lægemiddelstyrelsen støtter sig til i sager om medicintilskud, skriver i sit referat af møde nr. 291 i oktober i år: ”Medicintilskudsnævnet mener ikke, at ibrugtagning af ny medicin kan kædes sammen med medicinens tilskudsstatus, men derimod med lægernes ønske og behov for at udskrive medicinen.”  Det var pokkers!

Selvfølgelig må vi alle håbe, at vores læge først og fremmest vælger behandlingstilbuddet til os ud fra en vurdering af, hvad der er bedst for os som patient. Det gælder uanset, om det er en behandling, der indbefatter lægemidler eller ej. Men når det så er sagt, så ved vi også (næsten) alle, at omkostningerne ved alt fra diagnosemetoder over behandlingsmuligheder, til et eventuelt tilbud om rehabilitering i et eller andet omfang, indgår som en faktor i dagligdagens beslutninger i sundhedsvæsenet. Ved valget mellem alternativer er priser ikke ubetydelige.

Og at dette særligt er tilfældet på lægemiddelområdet, troede jeg ikke, der var nogen, som var i tvivl om. Lægemiddelområdet er netop det område af ”sundhedspolitikken”, hvor fokus i allerhøjeste grad har været på omkostningsminimering – for såvel det offentlige som for patienterne. Det er et område, hvor man gerne har taget en risiko på patienternes vegne, hvis der var udsigt til blot den mindste offentlige besparelse eller frygt for offentlige merudgifter.

Men tilbage til postulatet fra Medicintilskudsnævnet. Lidt teknisk kan man sige, at Medicintilskudsnævnets udtalelse forudsætter en lodret efterspørgselskurve. Altså at forbruget (efterspørgslen) er helt uafhængig af prisen (for patienten). Det er alene ”lægernes ønsker og behov”, der bestemmer forbruget af ny medicin. Hvis det er rigtigt, vil forbruget altså være det samme, om prisen eller patientandelen er nul eller tusind kroner.

Det tror selv Medicintilskudsnævnet vel næppe på. For hvis det var rigtigt, hvorfor så den meget restriktive tilskudspraksis i Danmark? Den oplevelse man får, hvis man læser Medicintilskudsnævnets indstillinger og Lægemiddelstyrelsens afgørelser i sager om generelt tilskud, er helt modsat, at Medicintilskudsnævnet og Lægemiddelstyrelsen i allerhøjeste grad frygter, at tilskud til et givent produkt kan medføre et uhensigtsmæssigt forbrug. Medicintilskudsnævnets overfladiske ”risikovurderinger” vedrørende forbrugsudviklingen er netop en meget anvendt begrundelse for at afslå ansøgninger om tilskud.

Historisk set synes det da også at være klart, at en væsentlig baggrund for ikke at gøre medicinforbrug gratis eller næsten gratis for patienterne er, at forbruget i så fald antages, at ville blive større end det sundhedsfagligt kan begrundes. Selve tilskudssystemets raison d’être bygger på en formodning om sammenhæng mellem forbrug og omkostninger (egenbetaling), jf. det ofte fremhævede formål med tilskudssystemet ”at ingen patienter af økonomiske grunde behøver at afstå fra relevant lægemiddelbehandling”.

I virkelighedens verden har vi da også set markante eksempler på, at tilskudsstatus og forbrug kan have sammenhæng. Den internationalt set meget langsomme ibrugtagen af de kolesterolsænkende statiner i Danmark er et ganske overbevisende eksempel herpå. Lægemiddelstyrelsens restriktive tilskudspraksis for dette område har uden tvivl været en medvirkende faktor til en særlig dansk langsommelighed med at få ”styr på kolesterolen” med direkte patientkonsekvenser til følge.

Jeg siger ikke, at tilskudsstatus og dermed patientbetalingens størrelse betyder alt for forbruget af et givent lægemiddel. Selvfølgelig ikke. Jeg siger blot, at det er en vigtig faktor. Og når det er sagt, så kunne det være overordentligt interessant med nærmere analyser af medicintilskudssystemets indvirken på lægernes – og patienternes – valg af behandling og lægemiddelforbrug. Der kan ikke herske tvivl om, at udformningen af medicintilskudssystemet grundlæggende er adfærdsregulerende, og det er på den baggrund overraskende, hvor lidt man i sundhedssystemet i grunden ved om de adfærdsregulerende og fordelingsmæssige konsekvenser. Medicintilskudsnævnet og Lægemiddelstyrelsen burde være de første til fordomsfrit at initiere sådanne undersøgelser. Det er forhåbentligt ikke angsten for ny viden, der afholder dem?

Det var kun få, der havde forudset, at Folketingsvalget sikrede, at de to regeringspartier sammen med Dansk Folkeparti kunne opretholde et flertal. Denne gang godt nok også med nødvendig støtte af et af de nordatlantiske mandater, men dog alligevel et flertal.

Alligevel, eller måske netop derfor, rakte statsminister Anders Fogh Rasmussen hånden ud til et bredt samarbejde, og netop intentionen om det brede samarbejde blev hyppigt gentaget på det pressemøde i sidste uge, hvor ”Mulighedernes samfund”, det vil sige regeringsgrundlaget, blev præsenteret.

Sundhedsområdet fylder faktisk pænt i regeringsgrundlaget, men det er småt med overraskelser. En overraskelse var det til gengæld, da vor nye forebyggelses- og sundhedsminister Jakob Axel Nielsen blev præsenteret.

Den nye minister på vort område har ikke markeret sig tidligere på sundhedsområdet, men netop derfor er han jo heller ikke låst fast i kendte dogmer, og Jakob Axel Nielsen kan kigge på opgaveløsningen med friske øjne.

For der er ingen tvivl om, at hele sundhedsområdet står over for store udfordringer i de kommende år, både når det gælder implementeringen af regeringens kvalitetsreform og den planlagte styrkelse af forebyggelsesområdet. Et selvstændigt sundheds- og forebyggelsesministerium giver mulighed for at fastholde et entydigt fokus på sundhedsområdet, herunder at opstille relevante mål for udviklingen af sundhedsvæsenet og danskernes sundhed, således at de danske resultater igen kommer på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med.

Det er fremtidsorienteret – såvel på forebyggelsesområdet, som i sygehus- og i praksissektoren. Når det gælder et sammenhængende sundhedsvæsen, må alle områder optimeres for at opnå de tilbud og resultater, som danske patienterne med rette kan forvente. Et for ensidig fokus på en enkelt sektor eller et enkelt område kan medføre en uheldig skævvridning af sundhedsvæsenet.

I regeringsgrundlaget er der, ud over fokus på sygehusene, også en markant prioritering af både forebyggelsesområdet og den primære sundhedssektor, herunder specifikt de praktiserende lægers fremtidige rolle i sundhedsvæsenet.

Vi ser frem til arbejdet i den kommende forebyggelseskommission og håber, at den vil arbejde med en bred forståelse af forebyggelsesområdet. Forebyggelse er sund kost, motion og fravalg af rygning og et moderat alkoholindtag, men det er også meget andet. Forebyggelse kan være offensivt og systematisk, som det er foreslået med tilbuddet om systematiske sundhedstjek. Vi skal i den forbindelse opfodre til, at forebyggelseskommissionen vurderer de samfundsøkonomiske gevinster ved gennemførelse af systematiske sundhedstjek. Gevinster, som erfaringerne fra Ebeltoft Kommune har dokumenteret, er store. Forebyggelse er også reduktion af sundhedsmæssige risikofaktorer gennem anvendelse af moderne effektive sundhedsteknologier, herunder lægemidler. Et eksempel er behandlingen af forhøjet blodtryk, hvor de langsigtede gevinster er store.

For lægemiddelindustrien er det naturligt – direkte såvel som indirekte – løbende at sætte sundhedsvæsenet under et udviklingspres. Udviklingen af nye sundhedsteknologier, herunder lægemidler bidrager i sig selv til dette pres. Det er ikke bare naturligt, men også sundt for et ”væsen” at udvikle sig.

Udviklingen er nemlig også nødvendig for at reducere de lange ventetider på korrekt behandling – uanset om det er hos den praktiserende læge og speciallæge eller på hospitalet. Hurtig og bedre adgang til de nye og bedre behandlinger, uanset om det er operation eller medicinsk behandling, bør være højt prioriteret. Naturligvis fordi det er belastende for patienten og for de pårørende at vente, men også fordi hurtig og korrekt behandling er sund fornuft for samfundet – ventetid er psykisk og fysisk belastende og en unødvendig udgift for samfundet til sygedagpenge.

Også i det parlamentariske fodarbejde er der sket store ændringer. Der er store udskiftninger i Folketingets Sundhedsudvalg. Det bliver derfor en udfordring, at dette meget vigtige udvalg hurtig genfinder arbejdsrytmen, og sammen med regeringen tager fat på velfærdssamfundets vel nok største udfordring: at udvikle og indrette sundhedsvæsenets tilbud så de imødekommer befolkningens åbenlyse forventninger, og at Danmark på sundhedsområdet genindtager posten blandt de absolut bedste i verden.

I et forsøg på at blæse liv i den sundhedspolitiske debat har Lægeforeningens formand, Jens Winther, præsenteret en oversigt med 10 emner, som er "særligt velegnede " for den politiske debat i valgkampen. Jens Winther, kalder det ligefrem "10 gode emner til valgkampen". Lægeforeningen skal have ros for sin entusiasme, og med en mere moderne indstilling, vil vi i fællesskab kunne komme langt.

Et af Lægeformandens forslag omhandler flere giftskatter, differentieret moms og en effektiv rygelov. Det er da alt sammen gode initiativer, men de kan meget let komme til at fremstå som ren symbolpolitik, der ikke rækker til, at give danskerne flere og bedre leveår. Ønsker vi at forebyggelsen skal spille en rolle for sundhedsresultaterne, må vi gå anderledes og mere omfattende til værks. Erfaringerne fra de sidste 10 års sundhedspolitiske indsats er, at vi skal gå frem efter en systematisk og målrettet indsats, hvor der fokuseres på moderne tiltag. For eksempel, når det gælder systematiske helbredstjek, som kan sikre tidlig opsporing af en række sygdomme i udvalgte risikogrupper og dermed også en forebyggende indsats, som vi kan være bekendt.

Apropos være bekendt, så kan vi ikke være den store og den stigende ulighed i sundhedsresultaterne bekendt. Der er vi enige med Lægeforeningen. Men at borgere med de bedste resultater skal sættes tilbage, så sundhedsresultaterne harmoniseres på laveste niveau er jo absurd. Det er imidlertid konsekvensen, hvis Lægeforeningens forslag om afskaffe fradragsretten for arbejdsgiver betalte sundhedsordninger bliver en realitet. Når det gælder sundhed og sundhedsresultater, syntes jeg ikke, at hverken "privat" eller "offentlig" giver selvstændig værdi. Hvad der optager mig, er at vi skal tage hånd om de folk, der ikke har adgang til ordentlig og tilstrækkelig behandling. Løsningen er på ingen måde at sige, at de der har adgang til kvalificeret behandling i topklasse, skal have frataget den mulighed. Jeg syntes jo heller ikke, at det skal forbydes borgere i Nordsjælland at løbe eller cykle en tur i skoven, blot fordi der i København er længere til natur og oplevelser.

Men der er bestemt også gode elementer i Lægeforeningens plan. Lægeforeningen foreslår blandt andet, at de sundhedsmæssige konsekvenser af al lovgivning skal vurderes. Bag forslaget ligger filosofien om, at når vi bygger en vej bliver alle mulige konsekvenser for miljø og landskab endevendt, men ændrer vi bilbeskatningen eller skatterne på drikkevarer, bliver konsekvenserne for befolkningens sundhed ikke vurderet. Der er masser af sund fornuft i Lægeforeningens forslag, som kan gøres endnu bedre, hvis vi opstiller målbare målsætninger for befolkningens sundhed. Hellere i dag end i morgen.

Tilrettelæggelse af sundhedspolitikken er en af de største udfordringer i Danmark i disse år. Lad mig anskueliggøre det kort og enkelt således:

Danmark har den laveste middellevealder i Vesteuropa. Middellevealderen for danske kvinder har passeret 80 år. Det skete for 20 år siden i Sverige. Middellevealderen for danske mænd har passeret 75 år. Det skete for 10 år siden i Sverige. Det er muligt, at Sverige er mere kedeligt, men også internt i Danmark er der store forskelle. Middellevealderen på Nørrebro er den samme som i Vietnam (71 år), mens den i Nakskov er den samme som i Mexico (74 år). Middellevetiden i Søllerød er den samme som i Sverige (81 år)

I den forestående valgkamp bliver sundhed et centralt emne for de fleste partier. Naturligvis fordi det optager befolkningen. Kvaliteten i sundhedsvæsenet, forebyggelse, helbredstjek, vort eget ansvar for vor sundhed, adgangen til kræftbehandling og ventetider på hjerteområdet er blot nogle få af de emner, der vil dukke op i valgkampen med forskellig intensitet.

Sundhed og sygdom bliver ofte først for alvor nærværende, når det gælder os selv eller vore nærmeste, men faktisk kan vi i Danmark godt forvente, at kvaliteten i sundhedsvæsenet er på højeste internationale niveau. Det kræver en målrettet, moderne og systematisk indsats! Det er, når meninger brydes, at den konkrete politik udformes, og de relevante målsætninger opstilles.

Hvorfor ikke opstille konkrete målsætninger for behandlingsresultaterne? På alle andre områder, i skolen, i miljø- og klimapolitikken etc, opstilles der konkrete og målbare mål. Det bør vi også gøre i Danmark på sundhedsområdet. Lad os starte hvor det er mest enkelt: Hvorfor skal danskere i risikogrupperne ikke opfordres klart til et sundhedstjek? Et sundhedstjek, der vil give det faglige og nødvendige grundlag for at tilrettelægge den fremtidige indsats.

Ellers er der vel blot tilbage at ønske alle en god valgkamp. Og husk: Danmark kan få verdens bedste sundhedsvæsen, hvis vi vil!

Danskerne anser sundhed som det vigtigste velfærdsområde! Alligevel har området været forsømt gennem de seneste 10 år. Det viser de officielle statistikker med al ønskelig tydelighed, og det har da heller ikke været muligt at skjule for befolkningen.

Lægemiddelindustriforeningen bad i sidste måned analyseinstituttet ACNielsen om at undersøge befolkningens holdning til sundhedsvæsenets indhold og kvalitet. Som i mange andre brugerundersøgelser bad vi også ACNielsen om at vurdere kvaliteten i forhold til for 10 år siden.

Konkret viser undersøgelsen, at 43 procent af de adspurgte mener, at sundhedsområdet er det vigtigste velfærdsområde overhovedet – langt foran både ældreområdet, uddannelsesområdet og børneområdet. Samtidig mener hele 38 procent, at sundhedsvæsenet er dårligere i dag sammenlignet med for 10 år siden, mens 34 procent vurderer, at niveauet i dag er nogenlunde det samme som for 10 år siden. Kun 28 procent mener, at sundhedsvæsenet er bedre i dag end for 10 år siden. Det er tankevækkende tal – især fordi den medicinske udvikling er stormet fremad i de sidste 10 år, men det danske sundhedsvæsen har ikke formået at omsætte denne udvikling til oplevet kvalitetsforbedring for borgerne. Det er ganske alvorligt.

Men hvad er der rent faktisk sket i de seneste 10 år? Desværre er der sket det, at vi i Danmark er blevet overhalet af de lande, vi normalt sammenligner os med. Med en gennemsnitlig levealder på blot 77 år indtager Danmark en absolut sidsteplads i Europa – langt efter lande som Sverige, Spanien og Island, hvor befolkningerne kan se frem til i gennemsnit at leve 80 år. Det er selvfølgelig uacceptabelt, at vi danskere lever hele 3 år kortere tid end dem på den anden side af sundet, men desværre er det ikke så overraskende, at Danmark halter bagefter. Det er mange års forsømmelser af investeringer i sundhedsvæsenet, der nu viser sig i form af længere ventelister, dårligere behandling og alt for mange undgåelige dødsfald.

Der var en gang, hvor Danmark var i den europæiske førertrøje, når det gjaldt den andel af bruttonationalproduktet, der blev investeret i sundhed. Men siden da har Danmark været et af de lande, der har investeret mindst i sundhed. Det betyder blandt andet, at vi ikke anvender ny teknologi og tager nye lægemidler i anvendelse i samme omfang som i vore nabolande.

Det danske sundhedsvæsen lever langt fra op til den standard, som man med rette kan forvente i et velfærdsland som Danmark. Det er ikke acceptabelt, at vi danskere må nøjes med et sundhedssystem, der i bedste fald kan karakteriseres som middelmådigt i forhold til andre lande. Hvis Danmark skal have det sundhedsvæsen i verdensklasse, som alle taler om, at vi skal have, er der behov for en langt mere systematisk indsats i forhold til forebyggelse, opsporing, behandling og opfølgning. Kun med en systematisk og målrettet indsats kan det danske sundhedsvæsen bringes tilbage blandt de bedste i verden. De systematiske folkesundhedsplaner på kræft- og hjerteområdet viser jo, at det virker med systematik – så hvad venter vi på?

Der er desværre alt for mange områder at tage fat på. Og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang.

Danskerne vil gerne have viden, men det er ikke ligegyldigt, hvor den viden kommer fra. I øjeblikket drøfter en arbejdsgruppe under EU-Kommissionen mulighederne for bedre information om sygdom og behandling. Information skal være objektiv, vidensbaseret, opdateret, pålidelig, tilgængelig, gennemskuelig og i fuld overensstemmelse med EU-lovgivningen.

Det er et vigtigt incitament, at den brugerorienterede information bliver valideret efter disse specifikke krav. Hvis borgerne forsynes med tilstrækkelig og dækkende information om deres sygdom og de tilgængelige behandlingsmetoder, vil de opleve en større tryghed og en bedre dialog mellem patienten og de pårørende, lægen og plejepersonalet. Information giver bedre sygdomsbehandling.

Jeg er vel vidende om, at der sidder en række traditionalister, der vurderer informationen på baggrund af afsenderen og ikke indholdet. Men de bør være opmærksomme på, at det korstog, de sender mod lægemiddelindustrien, i sidste ende rammer patienter og pårørende. Lægemiddelindustrien har en meget stor mængde viden, som det i et oplyst samfund som det danske er naturligt at give videre til de, der måtte søge den.

Når der alligevel er en vis bekymring og behov for at sætte nogle retningslinjer for, hvad god information er, så skyldes det frygten for, at information om receptpligtig medicin kan benyttes som reklame. I Lægemiddelindustriforeningen ønsker vi ikke, at det bliver muligt at reklamere for receptpligtige lægemidler, sådan som vi f.eks. kender det fra USA, samtidig er det dog nødvendigt, at vi moderniserer reglerne, både i EU og her i landet, hvor de er en del skarpere end i udlandet. I Danmark er det for eksempel ikke tilladt at have adressen på lægemiddelvirksomhedens website påtrykt en reklame. Svenskerne ser derimod internettet som et offentligt bibliotek, hvor borgerne selv søger deres information.

Borgerne søger i høj grad selv den information, de har brug for, og det er en tendens, der med tiden vil blive stadig mere udbredt. Lægen og apotekeren er ikke længere ene om at give information, for der findes nu så mange andre informationskanaler – ikke mindst på internettet. Jeg mener, at borgerne bør have adgang til alle informationskilder, der leverer en objektiv, vidensbaseret, opdateret, pålidelig, forståelig, tilgængelig, gennemskuelig og relevant viden.

Det er krav, som lægemiddelindustrien naturligvis kan og vil imødekomme.

Når opmærksomheden igen er væk fra filminstruktøren Michael Moores selviscenesættelse, er der grund til at kigge en ekstra gang på det danske sundhedsvæsen.

Jeg har endnu ikke set Michael Moores film, men endnu før vi drager parallel til forholdene i Danmark, skal vi sikre os, at proportionerne er på plads.

For lad os blot antage at 1/3 af de amerikanske borgere ikke har adgang til dækkende behandling og lægehjælp. Tallet er formentligt højt sat, men samtidig overser vi, at de sidste 2/3 har adgang til noget nær den bedste behandling, der findes i verden. De første forlydender om Michael Moores film er, at en betragtelig del af filmen er en række groteske eksempler på ingen eller ringe behandling af patienter med mangelfuld sundhedsforsikring og dermed oplevelser, som ingen ønsker blot tilnærmelsesvis skal finde sted i Danmark.

I Danmark er der markante sociale uligheder i sundhedsresultaterne, men grundlæggende er vi alle sikret en eller anden form for behandling. Lad mig derfor også slå fast med det samme, at jeg ikke ønsker amerikanske sundhedstilstande i Danmark, men derfor kan vi måske alligevel hente inspiration i, hvordan sundhedstilbud i verdensklasse opstilles for mange amerikanske borgere og så indrette en solidarisk finansiering og adgang, sådan som det er hovedreglen i Danmark i dag.

For et grundigt tjek af de danske sundhedsresultater, sådan som en dygtig ”dokumentarist” ville kunne gøre det, vil vise et sundhedsvæsen, som, på trods af dygtigt personale, desværre kun kan levere middelmådige sundhedsresultater.

I januar 2006 afleverede Velfærdskommissionen sin endelige rapport til Regeringen. To års arbejde i form af veldokumenterede analyser om de store velfærdsmæssige udfordringer fik ca. 20 minutters levetid i den politiske debat, før statsminister Anders Fogh Rasmussen skød rapporten ned. Og det var da heller ikke rar læsning for de ansvarlige politikere. Blandt andet skrev Velfærdskommissionen: ”Kræftpatienter i Danmark har en lavere sandsynlighed for overlevelse end i de øvrige vesteuropæiske lande. Danmark klarer sig især dårligt med hensyn til lunge-, prostata-, mave- og tarmkræft. For så vidt angår lunge- og tarmkræft, kan det skyldes for sen diagnosticering. Danmark befinder sig blandt de lande, som har den højeste forekomst af undgåelige dødsfald. For Danmarks vedkommende er 8 procent af samtlige dødsfald undgåelige eller knap 18 procent af alle dødsfald blandt 0-74 årige. Apopleksi (blodpropper og hjerneblødninger) samt tarm- og brystkræft udgør 2/3 af de undgåelige dødsfald blandt mænd og 3/4 blandt kvinder.”

Sagt med andre ord så har de sidste mange års udsultning af sundhedsbudgetterne sammen med fraværet af en sundhedspolitik med konkrete målsætninger særdeles alvorlige konsekvenser for danskerne både nu og i de kommende år. Hvis de danske resultater skal tilbage i verdensklasse, skal sundhedsområdet tages alvorligt af politikerne både politisk og økonomisk.

Det har de danske sundhedspolitikere hidtil veget tilbage for, selvom der er en tydelig sammenhæng mellem investeringer i sundhed, sundhedsresultater og i sidste ende både livskvalitet for patienter og chancen for overlevelse.

Vi har brug for en debat om sundhedsvæsenet, om vore forventninger og om de nødvendige investeringer. Mange tror, vi har et sundhedsvæsen i verdensklasse. De vil blive overraskede. Det er der sikkert også mange amerikanere, der bliver, når ”Sicko” får premiere i USA.

Der er forskel på information og reklame.

Reklame har til formål at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser, hvorimod produktinformation har til formål at oplyse forbrugeren om produktets virkning. Produktinformationens primære funktion er altså oplysning, hvorimod reklamens primære formål er salg. Det er med andre ord væsentligt at sondre mellem reklame og information, men der er ikke tale om nogen modsætninger, eller at det ene kan erstatte det andet.   

Reklamen er ofte mindre oplysende end produktinformation, fordi afsenderens formål er at skabe opmærksomhed og overordnet kendskab til produktet. Desuden indeholder reklamer for lægemidler færre oplysninger om virkning og bivirkninger, hvilket er en information, som forbrugeren altid har krav på. Derfor lægger vi i Lif skarpt afstand til brug af reklamer for receptpligtige lægemidler rettet mod patienter med henblik på salg af lægemidler. For os handler oplysning om receptpligtige lægemidler om troværdighed og forståelig information til patienterne, så de har en reel mulighed for sammen med lægen at træffe den rigtige beslutning om brugen af lægemidler.

Firmaet Wyeth har, sammen med Psykiatrifonden, udviklet et patientrettet og informativt website om depression. Websitet rokker ved tabuet om, at man ikke taler om depression, og sitet opfordrer til, at forbrugeren om nødvendigt henvender sig til sin læge. Forbrugerrådet anmeldte for nylig reklamen til Lægemiddelstyrelsen som værende ulovlig reklame for lægemidler direkte til patienterne, og simultant med anmeldelsen til Lægemiddelstyrelsen udsendte Forbrugerrådet en pressemeddelelse.

Det er naturligvis irriterende, at Forbrugerrådet sætter spørgsmålstegn ved validiteten af informationen fra lægemiddelindustrien, men Lægemiddelstyrelsen afviste alle klagepunkter vedrørende websitet om depression. Det ville derfor have klædt Forbrugerrådet at være lige så hurtig med informationen om, at de havde taget fejl, som Forbrugerrådet var, da de anmeldte den pågældende virksomhed.

Imidlertid er der en anden og mere væsentlig problemstilling, nemlig at udviklingen i informationsforholdet mellem patient og læge muligvis skævvrides. Lad mig skynde mig at sige, at jeg ser positivt på det 21. århundredes forbruger, der i den grad selv er aktiv informationssøgende.

Forbrugerne er i dag så aktivt informationssøgende, at de er bedre informeret om sygdomme, medicinalprodukter og behandling end nogensinde før, og nogle gange mindst lige så vidende som lægen. Det stiller større krav til lægerne, fordi de er nødt til at være det skridt i forvejen og konstant være opdateret omkring udviklingen, men det er jo ikke noget, der ødelægger kvaliteten af lægens rådgivning. Tværtimod.

Derfor er dækkende information om produktets virkning og bivirkninger fortsat det fremtrædende element i kommunikationen om medicin - uanset om nogle kalder det markedsføring af receptpligtige lægemidler og andre det mere korrekte information om receptligtige lægemidler.

Jan Kruse Hansen formand for Industriforeningen for Generiske Lægemidler omtaler i meget rosende vendinger markedsøkonomiens positive betydning for danske patienter.

Og som Jan Kruse selv har udtrykte det på internetavisen Altinget forleden: ”Hvordan er denne for skatteyderne og patienterne gunstige situation opstået?”

Det er i hvert fald ikke prisudviklingen på det mest solgte kolesterolsænkende lægemiddel i Danmark, som Jan Kruse tænker på.

Jeg har for nemheds skyld udarbejdet nedenstående kurve. Den viser udviklingen i tilskudsprisen pr. enhed på Simvastatin, 40 mg i 100 styks pakning fra januar 2005 og til gårsdagens pristakst.

Prisstigningerne i de første måneder af 2007 er ca. 700 procent. Med andre ord en markant prisstigning! Er det prisstigningerne, som er udslag af benhård priskonkurrence, sådan som Jan Kruse udtrykker det? I så fald er det en anden priskonkurrence end den der normalt omtales sammen med ord som markedsøkonomi.

Figuren viser prisstigninger på generiske lægemidler, som kun kan lade sig gøre, fordi IGL har valgt at stå uden for prisaftalen mellem lægemiddelindustrien og Indenrigs- og Sundhedsministeren. Prisstigninger som medfører en merudgift for det offentlige og patienterne på 360 mio. kroner om året, og alene de seneste 14 dage har Jan Kruses medlemmer øget deres indtjening med 14 mio. kroner på blot én pakningsstørrelse, eller med andre ord ca. 1 mio. kr. om dagen.

Pris og effekt skal altid stå i forhold til hinanden. Så når priserne stiger så markant på generiske lægemidler, bør det automatisk få lægen til at overveje at ordinere et nyt og mere effektivt lægemiddel til patienten.

I Forbrugerrådet har man anlagt en højst besynderlig sundhedspolitisk strategi. Forbrugerrådets politiske målsætninger er tilsyneladende at begrænse patienternes adgang til information, og dermed lades patienterne i stikken.

Når adgangen til information begrænses og rationeres, risikerer vi at patienter, der med rettidig behandling kunne have været helbredt, kommer til at lide under lange sygdomsforløb, fordi de ikke har haft mulighed for at opspore faresignaler i god tid. Den bedste måde vi kan hjælpe patienterne på er derfor, at patienterne selv deltager i behandlingen.

Imidlertid er Forbrugerrådets argumentation usammenhængende. For Forbrugerrådet begrunder ønsket om patienternes manglende adgang til information med, at dette vil få både syge og raske til i højere grad at søge læge.

Læs lige sætningen igen og husk så hvad fakta er!

Fakta er, at 700.000 danskere i dag lider af forhøjet blodtryk uden at være i behandling. 300.000 danskere lider af diabetes uden at være i korrekt behandling, og 250.000 danskere går rundt med et for højt kolesteroltal uden at være klar over det. Og den manglende viden og manglende behandling skal de, hvis det står til Forbrugerrådet, åbenbart fastholdes i.

Man kan ikke sige, at Forbrugerrådet repræsenterer patienternes interesser. For tilstrækkelig viden kan tilskynde flere mennesker til at få den hjælp og behandling, de har brug for. Informationsrige patienter er stærke patienter, der tager ansvar for deres lidelse og behandling. Samtidig stiller de krav til sundhedsvæsenet, og det er med til at effektivisere behandlingen.

Jeg er naturligvis klar over, at patienternes informationssøgning stiller krav til den information, som lægemiddelindustrien eller andre stiller til rådighed. Samtidig er det dog væsentligt at huske på, at når informationen ikke er tilgængelig i Danmark, for eksempel via kvalitetssikrede websites, så vil de dygtigste patienter søge informationen i udlandet. Det er ikke et attraktivt alternativ. Fordi der ofte er tale om information uden kontrol, og uden at afsenderne er underlagt et juridisk ansvar.

Vejen til igen at få et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse går over bedre information til patienterne. Bedre information om behandlingsmuligheder og bedre information om forebyggelse.

Når vi ønsker, at mulighederne for information til patienterne forbedres, mødes vi af rygmarvsreaktionen fra Forbrugerrådet om, at lægemiddelindustrien vil sygeliggøre raske patienter. Den reaktion blokerer for udvikling af informationen og dermed ordentlig udvikling af patientbehandlingen.

Den uvidende patient er ikke en målsætning, vi kan støtte. Viden medfører muligheder, og med frie muligheder kan vi skabe de sundhedsbetingelser, som vi alle sammen efterspørger og har krav på.

Det ønske burde Forbrugerrådet også efterstræbe, og jeg spørger ofte mig selv, hvilke interesser Forbrugerrådet repræsenterer i denne sag. Det er i hvert fald ikke patienternes (forbrugernes) interesser.

Onsdag den 21. marts 2007 havde Parallelimportørforeningen foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Endnu engang skulle landets folkevalgte have den grådkvalte historie præsenteret, at parallelimportørerne af hensyn til patientsikkerheden vil have lov til at ændre navnet på den medicin de parallelimporterer til samme navn, som anvendes på de direkte importerede lægemidler.

For nu at sige det lige ud: Parallelimportørerne forsøger at binde Folketingets Sundhedsudvalg en historie på ærmet!

Hvad parallelimportørerne i virkeligheden ønsker sig er at opnå en konkurrencemæssig særstilling og en helt selvstændig ret til ikke at respektere de rettigheder, som andre virksomheder har i forhold til navngivning, varemærkerettigheder m.v.

Kunne man forestille sig, at andre virksomheder, som for eksempel Lindøværftet, A.P. Møller eller B&O, måtte leve med ringere beskyttelse af deres navne og varemærkerettigheder i øvrigt end deres konkurrenter? Nej vel! Hvorfor er det så lige, at parallelimportørerne af lægemidler skal have den ret? Regler for beskyttelse af varemærkerettigheder gælder alle brancher.

I øvrigt har Højesteret afvejet hensynet til patientsikkerheden ved at udtale, at der kun i helt særlige situationer kan accepteres omdøbning af et navn på et lægemiddel (brud på varemærkerettigheden) og ikke i generelt omfang, sådan som parallelimportørerne kræver det.

Tilmed glemmer parallelimportørerne at orientere om, at de danske substitutionsregler er indrettet sådan, at den eneste barriere for parallelimportørernes markedsadgang er prisen på produktet. Derfor afgør parallelimportørerne reelt selv, om de vil sælge på det danske marked eller ej.

Og argumentet med patientsikkerhed? Hvad angår patientsikkerheden, når der sker skifte mellem forskellige navne på lægemidler, så er der endnu ikke fremlagt nogen relevant og seriøs dokumentation for, at det er et reelt problem, og jeg har aldrig hørt om, at sådan en dokumentation findes. Derimod har Lif dokumenteret, at parallelimporterede lægemidler med samme navn som det direkte forhandlede sælges til en højere pris end de parallelimporterede lægemidler, der har et andet navn. Tankevækkende.

Det leder mig over til det problem, Folketingets Sundhedsudvalg i virkeligheden burde bekymre sig om, nemlig at prisen på parallelimporteret medicin er for høj i Danmark, at gennemsnitsprisen tilmed er stigende og er steget ret meget de seneste seks måneder. Modsat er gennemsnitsprisen på originale lægemidler faldet de seneste seks måneder. For parallelimportørerne er det et forklaringsproblem.

Tilbage står, at parallelimportørerne selvfølgelig gør noget godt – men alene noget godt for dem selv. Det er jo også deres egen forretning, men de kan godt tørre øjnene og droppe forsøget på at misinformere Folketinget.

Det er jo det jeg er. Interessevaretager er nok mere rigtigt, men samtidigt for svært at benytte, så lobbyist er ok med mig. Som vicedirektør i Lægemiddelindustriforeningen varetager jeg en stor del af foreningens kontakt med embedsmænd, Folketingsmedlemmer og politikere fra regioner og kommuner.

Naturligvis er dialogen baseret på fortrolighed, men langt vigtigere er det, at dialogen er forankret i åbenhed om, hvilke interesser jeg repræsenterer. Åbenhed og fortrolighed er efter min opfattelse to uadskillelige størrelser. Nu er det selvfølgelig nemmere for mig, og mere troværdigt, da jeg sammen med andre repræsentanter fra lægemiddelindustrien kun repræsenterer en interesse, med de muligheder, det automatisk indebærer for større troværdighed.

De seneste år er der kommet en række nye aktører blandt lobbyisterne. PR-bureauer der fra sag til sag bistår virksomheder – ikke kun lægemiddelvirksomheder – med indflydelse på lovgivningsprocessen. PR-bureauernes indflydelse og effekt er vanskelig at vurdere, men PR-bureauerne underdriver i hvert fald selv yderst sjældent værdien af deres arbejde.

Uanset hvad, så er det vigtigt med åbenhed i et politisk system som det danske, og det ”mørkerum”, hvor nogle PR-bureauer angiveligt opererer, betyder, som i så mange andre sammenhænge, at det er de få, der ødelægger det for de mange.

Sagen er, at vi lige nu har et unikt system baseret på demokrati understøttet af en fantastisk åbenhed i Folketinget og i embedsmandssystemet. Åbenheden betyder, at vi alle har mulighed for dialog med relevante parter. Den åbenhed skal vi forvalte med omhu.

Med det store politiske flair og indsigt som PR-bureauerne angiveligt besidder, tror jeg sagtens at de, eller i hvert fald de fleste af dem, kan forstå behovet for formuleringen af et kodeks og registrering af lobbyister fra virksomheder og PR-bureauer.

Et kodeks med principielle regler for ”god opførsel” formaliserer jo blot den adfærd som vi alle, inderst inde, godt ved man bør besidde: Åbenhed om hvem man repræsenterer, hvilke motiver man (og eventuelt kunden) har til involvering og dermed også hvilke overordnede økonomiske og politiske interesser, der er forbundet med samme. Benytter man et PR-bureau til en konkret opgave, hvad der jo kan være gode saglige grunde til, så må man selvfølgelig sikre sig, at der er orden i etikken, og at spillereglerne følges.

I regi af Folketingets administration bør etableres en liste over lobbyister fra PR-bureauer, virksomheder og brancheorganisationer. Tilsvarende lister og registreringer kendes fra en lang række lande, og for eksempel i forhold til EU-systemet, regler for registrering af lobbyister og regulering af deres virke. Det vil ikke kun være udtryk for mere administration, men hvis det indrettes fornuftigt, vil det også lette adgangen parterne imellem.

Det kan jo aldrig blive andet end frivilligt om en lobbyist eller en virksomhed vil lade sig registrere på listen, og manglende registrering vil alene have som konsekvens, at man kan få mistanken om urent virke kastet på sig. Personligt vil jeg dog ikke have nogen skrupler over at lade mig registrere samt lægge afstand til en virksomhed inden for min egen branche, som ikke anerkender et bredt etisk lobby-kodeks, og som ikke vil lade sig registrere.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at andre seriøse brancheorganisationer vil gøre det samme.

Flere og flere politikere og fagfolk erkender, at alt for mange danskere, uden at vide det, har så forhøjet blodtryk, at det udgør en sundhedsrisiko for den enkelte og derfor er behandlingskrævende. Opsporingen af patienter i risikogruppen er ganske enkelt ikke tilstrækkelig. Erkendelsen af de ringe danske resultater er ikke en erkendelse, der er opnået "over night", det er en erkendelse som langsomt har bredt efter mange måneders diskussion. En diskussion som også Lif har deltaget i med udgangspunkt i vore analyser og kendskab til sundhedsområdet.

Jeg møder jævnligt den holdning, at argumentet for, at Lif deltager i debatten om det danske sundhedsvæsen og de danske behandlingsresultater er, at medicinindustrien jo bare vil sælge mere medicin. De personer, der siger sådan, er jo samtidig behageligt fri for at skulle tage stilling til essensen i blandt andet Lifs kritik.

Lad mig derfor udtrykke det klart! Det er åbenlyst, at såfremt flere danskere kommer i medicinsk behandling for forhøjet blodtryk, vil det naturligvis øge sygesikringens medicinudgifter, men spørgsmålet er, om ikke denne merudgift kompenseres eller udlignes i form af mindre risiko for alvorligere sygdomsforløb og dermed et lavere forbrug af omkostningskrævende behandlinger og pleje udgifter. Og så er der selvfølgelig også gevinst, men lidt svært at opgøre i form af bedre leveår til de berørte patienter.

Når det er sagt, så lad mig sige lige så klart, at naturligvis har en brancheforening som Lif til opgave at skabe gode rammevilkår for medlemmerne. Det står i vore vedtægters formålsparagraf. Men det er modigt og grænsende til det overmodige, at visse politiske og faglige kredse bruger Lifs formålsparagraf som afsæt til at se bort fra uomtvistelige dårlige sundhedsresultater, som for eksempel lav middellevetid og underdiagnosticering og -behandling af hypertension.

I årets første måneder gennemfører Hjernesagen en kampagne, som fortæller danskerne om mulige konsekvenser af forhøjet blodtryk. Omdrejningspunktet for kampagnen er de 12.000 danskere, der årligt rammes af en blodprop i hjernen, og særligt at de der overlever, ofte oplever alvorlige følgevirkninger som delvis lammelse, svigtende hukommelse eller forringet sprogevne. Også apotekerne har kastet ressourcer i en annoncekampagne. Hver især er der tale om prisværdige initiativer, som er med til at skabe opmærksomhed om hypertension eller forhøjet blodtryk.

De enkelte kampagners gennemslagskraft ville blive styrket betydeligt, hvis kampagnerne blev kædet sammen med overordnede effektmål, f.eks. mål for (fald i) antal personer med forhøjet blodtryk og mål for (stigning i) den andel af patienter, der når behandlingsmålet. Hvorfor ikke stille os selv den målsætning, at antallet af personer med forhøjet blodtryk skal reduceres til det halve? Konkrete effektmål vil skabe grundlaget for en løbende evaluering og justering af indsatsen på hypertensionsområdet. Dermed er effektmåling og dokumentation helt nødvendige redskaber i planlægningen og prioriteringen på sundhedsområdet, og en forudsætning for udvikling af egentlige kvalitetsmål og standarder. Alt sammen naturligvis med ønsket om kvalitetsforbedringer for øje.

Morgendagens sundhedspolitik handler om at skabe gode muligheder for gode liv. Det er ikke nogen ny opgave, men fordi det er en opgave som er blevet forsømt gennem mange år, kommer det til at fremstå som om, der skal gennemføres store forandringer.

At årtiers forsømmelser på sundhedsområdet skal indhentes og udlignes får ikke Lif til at tie stille. Vi mener ikke blot, vi har en ret, men også en pligt til at gøre opmærksom på, hvor de danske sundhedsresultater halter.

I Danmark har vi kompetencerne, infrastrukturen og de penge, der er nødvendige til at føre det danske sundhedsvæsen tilbage i verdensklasse. Hvis vi vil.

”Lad os i fællesskab sætte nye pejlemærker, nye mål og visioner for en moderne, dynamisk og kvalitetsrig offentlig sektor.”

Sådan afsluttede statsminister Anders Fogh Rasmussen den del af sin nytårstale, der handlede om udfordringerne for den offentlige sektor. De, der ikke havde kræfter til at høre talen den 1. januar, kan læse talen i sin helhed på Statsministeriets hjemmeside, men bliv ikke skuffet. Hverken talen eller de tre efterfølgende oplæg fra regeringen er ambitiøse eller velunderbyggede. Der er med andre ord hverken konkrete løfter eller målsætninger.

Der tales meget om kvalitet på Christiansborg for tiden, og det er godt. Selvom man selvfølgelig godt kan ærgre sig over, at det er nødvendigt at pakke kravet om kvalitet ind i reformer og programmer. Det betyder jo, at kvalitet ikke har været prioriteret tilstrækkeligt hidtil. Kvalitet burde jo tænkes ind i alle serviceled, uden at det skal sættes på dagsordenen som en politisk prioritet.

På den anden side – hellere nu end slet ikke, for der er mange steder, hvor der kan sættes ind med at sikre og højne kvaliteten i den offentlige sektor, og så betyder det mindre, om det hedder kvalitetsreform eller kvalitetsrettigheder.

Men det er et problem, at der i høj grad mangler konkrete forslag til, hvordan kvaliteten skal forbedres.

Lad mig derfor komme med et konkret bud, og da et lands velfærdsniveau klart afspejles i det pågældende lands sundhedsvæsen og sundhedsresultater, kan vi passende starte der, og det var da også et af de områder, statsministeren selv bragte frem i sin tale. Og inspirationen kan man finde uden for landets grænser.

For eksempel i USA, hvor den uafhængige sundhedsorganisation NCQA (the National Committee for Quality Assurance) inden for 22 områder monitorerer og kontrollerer det amerikanske sundhedsvæsen. Resultaterne bruges til at opstille konkrete målsætninger og dermed til at sikre kvaliteten for borgerne.

Lad mig komme med et konkret eksempel: NCQA evaluerer løbende indsatsen for at måle befolkningens blodtryk, og her er konklusionen blandt andet, at 32.000 dødsfald kunne undgås årligt, hvis alle fik målt deres blodtryk.

Det kunne vi godt lade os inspirere af i Danmark. For der er rigeligt at tage fat på. Halvdelen af den danske befolkning over 45 år har et behandlingskrævende forhøjet blodtryk, men halvdelen af dem er ikke selv klar over det. Af den halvdel, som er sig sin tilstand bevidst og derfor er i behandling, er det kun omtrent halvdelen, som når de mål, der sættes for deres behandling.

På trods af de nedslående danske behandlingsresultater er der ikke opstillet en handlingsplan med konkrete målsætninger for, hvordan vi skal forbedre situationen – både af hensyn til patienterne og til ressourceudnyttelse. Vi har mulighederne med et dansk sundhedsvæsen, der godt kan komme tilbage i verdensklasse, og med blodtryksbehandlingen har vi en helt konkret problemstilling, hvor der let ville kunne opstilles objektive og målbare kvalitetskrav.

NCQAs anbefalinger om blandt andet forhøjet blodtryk er blot ét eksempel på, hvordan man arbejder meget konkret og målrettet på at sikre kvaliteten i sundhedssektoren. Man kunne håbe på, at de danske politikere ville følge i deres fodspor og skrue ned for retorikken og op for de reelle tiltag.

Det danske sundhedsvæsen er opbygget ud fra indarbejdede principper om fri og lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser. Den praktiserende læge har en væsentlig rolle som gate-keeper og visitator til videre og mere specialiseret behandling. Undtaget er naturligvis akut behandling. Systemet bygger med andre ord på, at patienten selv henvender sig og dermed tager ansvar for sin behandling. Hverken læge eller sygehus er ”opsøgende” og er dermed heller ikke forebyggende. De indarbejdede principper er gode i forhold til akut sygdom, men utidssvarende, når det handler om forebyggelse og tidslig opsporing.

Det modsatte princip gør sig gældende på tandlægeområdet. Tandlægerne indkalder patienterne til en forebyggende undersøgelse. Det betyder, at de regelmæssige undersøgelser hos tandlægen forebygger en række alvorlige tandsygdomme, som uden forebyggelse siden kan vise sig yderst behandlingskrævende.

Den systematiske tilgang til forebyggelse på tandplejeområdet strækker sig fra en veludbygget skoletandpleje, jævnlige indkaldelse til eftersyn kombineret med offentlige tilskud til voksnes tandbehandling. Det betyder, at danskernes tandsundhed generelt er blandt den bedste i Europa, selvom der stadig er sociale uligheder i anvendelsen af tilbuddet om eftersyn og dermed tandsundheden.

Traditionelt er indvendingen mod sundhedstjek, at vi jo alle sammen godt ved, at vi skal holde op med at ryge, at vi skal spise sundere, at vi skal motionere mere, og at vi skal drikke mindre alkohol. Imidlertid er livsstilsændringer noget af det sværeste at gennemføre uden systematisk hjælp og vejledning. Så alene af den grund taler meget for, at vi skal ændre tilgangen til opsporing, forebyggelse og behandling. Samtidig er mange sygdomme til at starte med ikke noget som den enkelte patient mærker, men som kan have ganske alvorlige konsekvenser for den enkelte, hvis de ikke behandles (særligt forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk og diabetes), og derfor er tidlig opsporing og iværksættelse af effektiv behandling vigtig. Derfor foreslår Lif, at vi indfører årlige sundhedstjek. Det skal være et frivilligt tilbud for borgerne, men noget borgerne indkaldes til.

Initiativet skal med andre ord være sundhedsvæsenets, og sundhedstjekket kan gennemføres hos den praktiserende læge, evt. hos en sygeplejerske, hvis lægen ikke har tid, eller måske vil det nogle steder i landet være hensigtsmæssigt at gennemføre sundhedstjekkene i regi af de kommunale sundhedscentre. De praktiserende læger har ved den seneste overenskomst fået mulighed for at få honorar for forebyggende sundhedstjek, men indkaldelsen af patienter bør foretages systematisk, så det ikke er op til den enkelte læge, at foreslå det eller den enkelte patient at bede om det. Det afgørende er, at det skal være med faste intervaller.

For nu at gøre diskussionen helt konkret kunne et sundhedstjek omfatte: måling af blodtryk, blodsukker, kolesterol og triglycerider. Beregning af BMI og taljemål og risikoberegning for udvikling af blodprop i hjerte eller hjerne. Alt sammen som grundlag for en rådgivende samtale og formuleringen af en personlig handlingsplan. Vi ved erfaringsmæssigt, at forhøjet blodtryk hyppigere findes blandt de 45+ årige. Så et sundhedstjek kan passende startes i den gruppe.

For at udvikle nye og bedre lægemidler er det nødvendigt at gennemføre en række omfattende forsøg. Og heldigvis for det. For det betyder, at der til stadighed er fokus på sikkerheden i både nye og etablerede behandlingsformer.

Enhver der har været i en lægepraksis eller på en hospitalsafdeling kan ved selvsyn konstatere, at lægerne har travlt med både deres hovedopgave, som jo er at gøre syge mennesker raske, men også med at ajourføre patientjournaler og receptudskrivning.

Derfor får lægerne hjælp til løsning af deres opgaver fra sygeplejersker, laboranter og lægesekretærer. Det fritager bare ikke lægerne for det overordnede ansvar. Og der er ingen tvivl om ansvaret. For lægerne skriver under.

Tilsvarende er det også naturligt, at de læger der leder kliniske forsøg får administrativ støtte. Undskyld mig – forsøgsresultaterne bliver altså ikke manipuleret af, at de bliver analyseret af en erfaren sundhedsøkonom med statistisk indsigt frem for en læge, hvis primære uddannelse og viden skal bedømmes ud fra lægefaglige kvaliteter frem for viden om matematik og statistik erhvervet på et suppleringskursus for mange år siden. Når data er bearbejdet, har lægen (i sin egenskab af investigator) naturligvis ansvaret for deres validitet og for de konklusioner, der kan udtrækkes.

Alligevel benytter direktøren for Cochrane-centeret, Peter Gøtzsche, enhver lejlighed til at beklikke både fagligheden og integriteten hos de læger, der varetager kliniske studier. Senest i B.T. i går (17. januar 2007). Også denne gang var emnet manipulation og undertrykkelse af forskningsresultater. Underforstået – patienterne får ikke oplyst om eventuelle farlige bivirkninger ved ny medicin.

Jeg har skrevet til Peter Gøtzsche flere gange, senest i oktober 2006, og bedt om dokumentation for Gøtzsches alvorlige angreb på både lægemiddelindustriens og lægernes hæderlighed.

Jeg har endnu ikke modtaget materiale fra Peter Gøtzsche, der kan dokumentere kritikken,  men jeg har i forbindelse med tidligere angreb fra Gøtzsche fået bekræftet hos De to Videnskabsetiske Komiteer for Københavns og Frederiksberg Kommuner, at det datamateriale som blev kritiseret levede fuldt op til gældende regler på godkendelsestidspunktet.

Det gør blot min interesse for at se Peter Gøtzsches dokumentation endnu større.

Før jeg modtager dokumentation, og dermed kan efterprøve validiteten af Gøtzsches arbejde og grundighed, og dermed om nødvendigt sætte ind med forslag til forbedringer, syntes jeg, at man skal tage angrebene på læger og industri med et gran salt.

Hilsen 

Ida Sofie Jensen

NB! Jeg gør det også! Faktisk sker det flere gange om ugen, at jeg beder mine medarbejdere om at udarbejde udkast til notater om aktuelle eller kommende sager og emner, herunder statistiske analyser.  Jeg har dygtige medarbejdere, men i sidste ende er ansvaret for indholdet – både vurderingerne og konklusionerne - altså mit.

For at sige det pænt, så er danskernes sundhedstilstand ikke helt i top. Den er faktisk generelt set meget lav i forhold til resten af Europa. En del af grunden er ”livsstilssygdomme”. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed dør over 1.100 personer om måneden af rygning, og ifølge Sundhedsstyrelsen drikker omtrent en tiendedel af os mere det, selv samme styrelse anbefaler som det maksimale forbrug. Landsforeningen for overvægtige i Danmark påpeger at hele 40 procent af befolkningen overvægtig – og næsten 30 procent af denne gruppe er svært overvægtige.

Det er nedslående statistikker, som har givet de nye kommuner en stor og tung opgave at løfte. Det er nemlig dem, som fra 1. januar har fået hovedansvaret for den offentlige sundhedsfremmende forebyggelsesindsats, som skal afværge os danskere fra de sygdomme, som kan forebygges.

Usund kost, rygning, alkohol og for lidt motion – ”KRAM-faktorerne” – har uden tvivl indflydelse på folkesundheden.

For at skabe et mere præcist overblik over danskernes sundhedstilstand gennemfører Statens Institut for Folkesundhed i nær fremtid den omfattende KRAM-undersøgelse, hvor 300.000 danskeres vaner omkring Kost, Rygning, Alkohol og Motion (deraf den kække KRAM-forkortelse) bliver kortlagt. Derudover skal 18.000 igennem en grundig undersøgelse i den såkaldte KRAM-bus, som besøger 12 kommuner landet over. Dette store datamateriale vil ifølge instituttet tegne den hidtil mest detaljerede sundhedsprofil for den danske befolkning.

KRAM-initiativet er ganske fornuftigt. På den måde bliver der skabt større klarhed om, hvilke problemer der egentligt skal kæmpes med, og dermed hvilke forebyggende sundhedstiltag der er brug for. Selv om undersøgelsen jo langt fra måler alle relevante ”sundhedsfaktorer”, så kan initiativet hjælpe med til at forstærke og fokusere den forebyggende indsats lokalt. Så mangler vi bare, at politikerne såvel nationalt som lokalt vil sætte klare konkrete mål for indsatsen.

Når det er sagt, så har vi som borgere i Danmark imidlertid brug for mere end et ”kram”, hvis vores sundhedsresultater skal komme på niveau med de bedste i Europa. Det er vigtigt, at vi holder os for øje, at ”livsstil” ikke er den eneste faktor, der spiller ind, når vi taler om sundhed. Man kan ikke løse alle sundhedsproblemer ved at pege på forebyggelsesindsats og borgernes eget ansvar. Sundhedsvæsenet har længe været relativt lavt prioriteret i Danmark, og vi får hverken et sundhedsvæsen eller en sundhedstilstand i verdensklasse uden yderligere investering i det behandlende sundhedsvæsen.

Lægemiddelindustriforeningen og indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen indgik midt i december en prisaftale, der sikrer, at medicin med generelt tilskud fra sygeforsikringen ikke overstiger den pris, som hver enkelt pakning havde den 30. august 2006.

Der er tale om en win-win situation for både myndigheder og patienter, og de eneste, der kan tabe økonomisk på aftalen, er ganske enkelt virksomhederne i form af lavere priser. Det er en pris, vore medlemmer har vist sig parate til at betale for at yde vort bidrag til ro om planlægningen på sundhedsområdet.

Alligevel har Apotekerforeningen langet hårdt ud efter aftalen. Senest har Niels Kristensen, formand for Apotekerforeningen, et længere indlæg i Jyllands-Posten lørdag den 6. januar, hvor Lifs motiver og industriens hæderlighed beklikkes.

Allerførst – ”Kære Niels Kristensen, det er en misforståelse, at industriens prisloft rammer apotekerne der, hvor det gør mest ondt på jer (på pengepungen)”.

Prisloftet sikrer arbejdsro for regionerne til at komme i gang med den fortsatte udvikling af et moderne sundhedsvæsen med effektive behandlingstilbud til patienterne.

I 2006 indgik Regeringen og Danske Regioner en økonomiaftale, og det er denne aftale, der ligger til grund for prisloftet. I praksis betyder prisloftet, at der nu er fuldstændigt ro om priserne, og dermed kan priserne ikke længere bruges som undskyldning for, at der ikke er råd til at give patienterne den bedste medicin.

Endnu er det kun Lif’s medlemmer, der har tilsluttet sig aftalen og dermed vist, at vi er parate til også at tage et ansvar for udviklingen af rammerne for sundhedsvæsenet. I Lif’s medlemskreds har der været bred enighed om prisaftalen, særligt fordi den medvirker til at sikre lige adgang til nye lægemidler. Det er et skridt i den rigtige retning imod et bedre sundhedsvæsen.

I føromtalte artikel i Jyllands-Posten viser apotekerformanden tillige villighed til at træde patientsikkerheden under fode ved at argumentere for, at apotekerne skal have mulighed for at se stort på de faglige anbefalinger, Lægemiddelstyrelsen foretager. Et spændende synspunkt som vist kun tjener apotekernes egen interesse, fordi de ikke behøver at have den lægemiddelform på lager, som lægen ordinerer, og dermed kan spare penge til lager. Taberne ved apotekernes forslag er patienterne og samfundet.

I industrien har vi ikke tillid til, at apotekerne kan varetage patienternes interesser, når det gælder substitution mellem forskellige lægemiddelformer, der, som alle ved, kan have behandlingsmæssige konsekvenser. Patienternes interesser kan i dette spørgsmål alene varetages af Lægemiddelstyrelsen.