3.18 Forfalskede lægemidler skal bekæmpes I store dele af verden oplever patienterne problemer med forfalskede lægemidler, også kaldet piratkopier eller counterfeit produkter. Forfalskede lægemidler er som oftest produkter med for meget, for lidt, forkert eller slet intet virksomt stof i. I bedste fald har et forfalsket lægemiddel ingen alvorlige konsekvenser for patienten, men i værste fald kan brugen medføre døden.
Den officielle definition på et forfalsket lægemiddel er ifølge WHO ”en forsætlig og ulovlig mærkning af farmaceutiske produkter med hensyn til identitet og/eller oprindelse”. Det vil sige, at et forfalsket lægemiddel bliver produceret uden den oprindelige licensindehavers samtykke, men bliver solgt, som om det er det originale produkt. Der er endnu ikke konstateret forfalskede lægemidler i de autoriserede kanaler i Danmark, dvs. apoteket eller andre godkendte forhandlere af lægemidler, men der er fundet forfalskninger blandt varerne på apotekerne i vores nabolande, eks. England, Tyskland og Holland. Køb af varer på internettet er nemt, hurtigt og diskret. Derfor er det populært at købe lægemidler over internettet, men det kan også være farligt. Meget få udbydere er seriøse forhandlere af lægemidler. Således estimerer WHO, at over 50 % af de lægemidler, der sælges via nettet, er forfalskede. Denne handel har karakter af organiseret kriminalitet, ofte med samme bagmænd som styrer handlen med narkotiske stoffer. At købe lægemidler over internettet er meget nemt, men også det samme som at spille hasard med sit eget liv og sine penge. Handlen med lægemidler er ofte organiseret ved brug af spammails. Den amerikanske analysevirksomhed Markmonitor har undersøgt 60 mio. spammails med de mest solgte produkter. Foruden produkter til mænd med potensproblemer drejede tilbudene sig om beroligende midler og midler mod depression. Disse spammails kunne føres tilbage til 110.000 annoncer på 11.000 domæner, som blev drevet af 3.160 online-apoteker. Kun 4 af disse viste sig at være lovlige forhandlere af medicin.
Handel med forfalsket medicin er et stigende internationalt og europæisk problem. Derfor deltager Lif aktivt i det nationale og internationale arbejde for at sikre, at patienter fortsat trygt kan købe medicin via de autoriserede kanaler. Lif mener, at der er behov for en styrket lovgivning, et tæt samarbejde alle interessenter imellem, en styrkelse af forsyningskæden samt sikker identifikation af lægemidler og sikker sporbarhed gennem alle distributionsled. Lif mener,
- at det er vigtigt at opretholde en sikker forsyningskæde til distribution af lægemidler, så patienter trygt kan købe dem,
- at internetsalg af lægemidler alene skal tillades via certificerede internetsteder,
- at det er væsentligt, at patienter løbende informeres om de sundhedsmæssige risici, der er ved at købe lægemidler på nettet,
- at en væsentlig forudsætning for høj patientsikkerhed er, at ægtheden af lægemidler kan verificeres på en sikker måde, samt at alle led i distributionskæden skal kunne spores helt tilbage til producenten. Det opnås kun via et forbud mod manipulation af virksomhedens sikkerhedsforanstaltninger samt anvendelse af en mere sikker og ens kodning af lægemidler i hele Europa (2 D matrix stregkode),
at forfalskede lægemidler skal bekæmpes i et tæt samarbejde mellem myndigheder, lægemiddelvirksomheder og andre distributører,
at der i officielt regi bør etableres en central enhed, som alle interessenter, også forbrugerne, kommunikerer til, og hvor al information om forfalskede lægemidler samles og gøres tilgængelig for alle,
at der indføres regelmæssige stikprøvekontroller i den autoriserede forsyningskæde,
at strafferammen for at producere og sælge forfalskede lægemidler skal harmoniseres i EU og være den samme som ved ophavsretskrænkelser. En strengere straf vil tydeligere afspejle de sundhedsmæssige risici, borgerne udsættes for, og give politiet adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheder,
at der bør indføres restitutionserstatning, således at rettighedsindehaveren har ret til at afkræve krænkeren dens vinding (frem for at skulle bevise eget tab), ligesom værnetingsreglen bør ændres til, også at kunne anvendes i forbudssager (f.eks. kræmmermarkeder og motionscentre),
|