Loft over medicinpriserne Pressemeddelelse
15. december 2006 Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og formand for Lægemiddelindustriforeningen Karin Verland har i dag underskrevet en aftale om loft over lægemiddelpriserne frem til 31. december 2008. I en kommentar til aftalen siger adm. direktør Ida Sofie Jensen fra Lægemiddelindustriforeningen: - Med aftalen om prisloftet bakker Lif-medlemmerne op bag principperne i aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi for 2007, som blev underskrevet i juni 2006. Økonomiaftalen sikrede, at flere års efterslæb i budgetlægningen blev udlignet og budgettet for sygesikringsudgifterne hævet til det faktiske niveau. - Ved at indgå denne frivillige aftale om et prisloft, svarende til den pris der var gældende for den enkelte pakning den 30. august 2006, har Lif-medlemmerne rakt en hånd frem til de nye regioner og dermed kvitteret for, at regionerne har udarbejdet realistiske budgetter på sundhedsområdet. - Økonomiaftalen og det toårige prisloft giver de rette rammer til, at regionerne kan sikre alle danskere lige adgang til nye lægemidler. Et sådant ansvar for udviklingen af sundhedspolitikken er unikt, og mig bekendt har man ikke tidligere set et sådant tiltag fra andre brancher. Hverken på sundhedsområdet eller andre områder. - Aftalen sikrer ro om priserne, og priserne kan ikke længere bruges som undskyldning for, at der ikke er råd til at give patienterne den bedste medicin. - For lægemiddelindustrien har det desuden været væsentligt, at prisloftaftalen fastholder princippet om den frie prisdannelse på lægemidler, sådan som det også er anbefalet af den fælles europæiske arbejdsgruppe G10, som Kommissionen sammen med EU-landene har deltaget i. - Både Lif og ministeriet vil nøje følge og analysere prisudviklingen i de kommende to år, men jeg har med tilfredshed noteret mig, at Lifs medlemsvirksomheder torsdag den 7. december i enighed bakkede op om principperne i aftalen om prisloftet. Aftalen indebærer, at prisen (AIP) på receptpligtige lægemidler med generelt tilskud, herunder generelt klausuleret tilskud, fra aftalens ikrafttræden og frem til 31. december 2008 ikke kan hæves over den pris, der var gældende for den enkelte pakning den 30. august 2006. Lægemidler, der introduceres på det danske marked frem til aftalens udløb den 31. december 2008, får en maksimumpris svarende til den pris (AIP), der indgik i ansøgningen om tilskud. Der er dog mulighed for at søge ministeriet om dispensation. Som led i aftalen opfordrer Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen de lægemiddelvirksomheder, der står uden for Lif, til at tilslutte sig aftalen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet notificerer umiddelbart efter aftalens indgåelse konkurrencemyndighederne og EU om den foreliggende aftale. Yderligere oplysninger fås hos Ida Sofie Jensen på tlf. 39 27 60 60 eller Lars Bech på tlf. 22 16 60 60. Læs hele aftalen: Dansk version - English version
|