Langsommelighed forringer kræftresultaterne
2. oktober 2007
Behandlingen af kræft sættes for sent i gang i Danmark, men vi ved for lidt om, hvorfor det er sådan. Er danskerne for langsomme til at søge læge, eller forsinker de praktiserende læger behandlingsstarten? Det vil formanden for Kræftens Bekæmpelse gerne have svar på.
 »Et af de helt store problemer i forhold til kræftbehandling i Danmark er den sene behandlingsstart. Der ventes, og der ventes. Og vi ved alt for lidt om, hvad det egentlig er der sker i sundhedsvæsenet. Vi ved ikke, om vores diagnosticering skyldes sen lægesøgning, dårligt praksisarbejde eller interne ventelister. Vi ved alt for lidt om det. Og det vil sige, at hver gang for eksempel den praktiserende læge kommer under anklage, så vil han nemt kunne skyde den videre og sige ”nej, det er de andre”.« Sådan sagde formand for Kræftens Bekæmpelse Frede Olesen, da en lang række af sundhedsvæsenets aktører var samlet til konference i torsdags, hvor der var fokus på kvaliteten i det danske sundhedsvæsen.
Med Strukturreformen har kommunerne fået ansvaret for det forebyggende sundhedsarbejde i Danmark, og det er et arbejde, som Kræftens Bekæmpelse vil følge tæt og med stor interesse. »Vi ser frem til, at kommunerne leverer, og vi vil holde enormt øje med dem,« påpeger Frede Olesen med henvisning til, at vi i Danmark traditionelt har været langsomme til at sætte ind med forebyggelse. Det gælder blandt andet screening af livmoderhalskræft og mammografiscreeninger, hvor danske kvinders dødelighed er højere end i de andre nordiske lande. En af forklaringerne er ifølge Frede Olesen, at Danmark har været længe om at komme i gang med screeningerne.
Kræft er en akut sygdom
Frede Olesen glæder sig dog over, at der i løbet af de seneste 2-3-4 år er kommet øget fokus på, at ventetider rent faktisk betyder noget, og at man ikke sikkert kan udpege en kræftform, hvor ventetid er risikofrit. Samtidig er der opstået en bred erkendelse af, at kræft er en akut sygdom, som skal behandles som sådan. Alligevel er der problemer i Danmark.
»Problemet er, at vi i virkeligheden har to sundhedssystemer i Danmark – det primære og det sekundære, som småhyggehader hinanden og ikke rigtigt kan finde ud af at arbejde sammen – og det er et problem. Vi har svært ved at komme af med de ”måske syge” ude fra primærsektoren, og vi mangler modeller for, hvordan vi hurtigt kan få stillet diagnoser, « fastslår Frede Olesen og påpeger, at der er behov for, at Danmark tager et opgør med den konservative tilgang til diagnostik.
»Tidligere kunne lægen, når han kørte fast, indlægge en patient og fik først personen tilbage, når denne var færdigudredt. Nu sender vi dem frem og tilbage i en forvirring, og det koster ventetid, så det brager. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi organiserer vores diagnostiske hjælp. Og så er der brug for mere forskning på området.« Frede Olesen understreger dog, at 80 procent af patienterne kører glat igennem den almene praksis, men at problemet er de sidste 20 procent, hvor vi ved alt for lidt om, hvorfor det går galt.
Dårlig organisering af sundhedsvæsenet
Ifølge Frede Olsen plejer vi i Danmark at prale af, at vi er så gode til forskning, men når det kommer til at organisere vores sundhedsvæsen, er vi med Frede Olesens ord ”elendige.” Dertil kommer, at vi ikke vil lære af andres erfaringer.
»Vi har en stor udfordring i Danmark. Den måde, vi planlægger vores sundhedsvæsen på, er præget af lørdags-aftens-tankegang. Vi gider ikke undersøge, hvad andre har erfaret. Udfordringen i de kommende år bliver, at vi skal til at fokusere på at bruge specialisten til det specielle, og så skal vi koncentrere os om rationelt personaleforbrug og om at have den rette patient, på rette sted på rette tidspunkt,« slutter Frede Olesen.
Artiklen er skrevet på baggrund af Frede Olesens indlæg på konferencen ”Kvalitet i sundhed – nye ambitioner eller tomme ord?” den 27. september 2007.
m&m
Læs Frede Olesens præsentation "Dansk langsommelighed forringer kræftresultater" her eller hør hele indlægget. |
Print
