Endnu engang debat om kassedamer 2. oktober 2007 Landets kassedamer blev endnu engang brugt som eksempel, da regionernes førstemand skulle fortælle, hvordan vi får mest mulig sundhed for flest mulige danskere. »Forudsætningen for at skabe fremtidens sundhedsvæsen er, at vi får skabt et langt mere sammenhængende system. En anden forudsætning er, at der er plads til investeringer.« Så enkelt kan budskabet fra regionernes førstemand Bent Hansen sammenfattes.
Den første forudsætning går ifølge Bent Hansen på, at der er nødt til at ske nogle strukturelle ændringer i det danske sundhedssystem, før det kan blive et af verdens bedste. Ændringer som på én gang resulterer i en koncentration og en spredning af kompetencerne i det danske sundhedsvæsen. Koncentrationen skal ske ved at samle de sundhedsfaglige specialister og de funktioner, de varetager, således at der fremover kommer til at være færre, men bedre akutsygehuse. Disse større sygehuse vil blive mere attraktive faglige miljøer for det ansatte sundhedspersonel, som derfor vil kunne opleve en større arbejdsglæde og faglig stolthed. Samtidig skal der uddelegeres mere ansvar for forebyggelse og den hverdagslige sundhedsfremme til de lokale samfund, som er tættere på patienterne. Udviklingen bør altså gå imod et sundhedsvæsen, hvor specialerne samles, mens det mere generelle sundhedsarbejde spredes ud, samtidig med at samarbejdet de to niveauer imellem styrkes: »Vi skal for alvor tænke i et langt mere integreret sundhedsvæsen, hvor sygehusene åbner sig mere og mere og ikke bare behandler. Sygehusene skal være videns- og rådgivningsinstitutioner. Samtidig skal der udvikles lokale tilbud – ikke som sekunda-løsninger, men som tilbud med høj kvalitet, der qua styrket samspil med sygehusene og understøttet af teknologi kan løse flere opgaver tæt på patienterne,« siger Bent Hansen og præciserer: »Langt de fleste sundhedsydelser kan og bør leveres lokalt – for patienternes skyld.« Behov for massive investeringer Ud over disse strukturelle forandringer er der ifølge Bent Hansen behov for store investeringer i sundhedssektoren, som fremover simpelthen skal tilføres flere midler for at kunne komme i verdensklasse. »Med regeringens forslag til kvalitetsreform har man præsenteret et forslag om at bruge 25 mia. kr. på investeringer i sygehusbyggeri over de kommende 10 år. Det er positivt, at regeringen nu afsætter penge til investeringer i sundhedsvæsenet. Men for de 25 mia. kr., der er afsat over de næste 10 år, får danskerne ikke en helt ny sygehusstruktur og mange nybyggede sygehuse. Det kræver investeringer i en helt anden størrelsesorden. Hvis sundhedsvæsenet skal fremtidssikres, så er det Danske Regioners vurdering, at det vil kræve massive investeringer på ca. 100 mia. kr. over de næste 10 år,« mener Bent Hansen.
Ventetider og kassedamer Og det er nødvendigt, at det offentlige sundhedsvæsen bliver fremtidssikret, mener regionernes førstemand, for uden det forsvinder en del af fundamentet i den danske velfærdsmodel: »Et sundhedsvæsen i verdensklasse er et stærkt offentligt sundhedsvæsen. Det er grundstenen i velfærdssamfundet styret af bredt funderede politiske beslutninger, der sigter på at skabe mest mulig sundhed for flest mulige danskere.« Netop derfor er Bent Hansen bekymret over den nye lov, der pr. 1. oktober 2007 garanterer patienter i det danske sundhedsvæsen, at de vil blive tilbudt behandling inden for maksimalt én måned. Denne garanti kan nemlig betyde, at der vil opstå alvorlige flaskehalse i sundhedssektoren, som vil komme til at gå ud over de svageste patienter, som ikke har ressourcer til at hævde deres ret: »Jeg har set, at ministeren til pressen har udtalt, at det [den nye regel om maksimalt én måneds ventetid på behandling i det offentlige sygehusvæsen, red.] bare svarer til at åbne en kassekø mere i et supermarked. Men vi skal passe meget på ikke at underminere vores fundament for et godt sundhedsvæsen. For at blive i samme sproglige billede som ministeren, så vil jeg gerne pointere, at når der nu er for få ”kassedamer”, så vil der blive nogle, der kommer til at stå i kø. Og det vil blive dem med de fyldte vogne, der ikke kan komme igennem den ”smalle kasse”!« Artiklen er skrevet på baggrund af Bent Hansens oplæg ”Et sundhedsvæsen i verdensklasse” ved konferencen ”Kvalitet i sundhed - nye ambitioner eller tomme ord?” den 27. september 2007. m&m
Læs eller hør Bent Hansens tale.
|