Den kliniske forskning kræver vor fulde opmærksomhed
10. oktober 2007
af Peter Kurtzhals, Peter Høngaard Andersen og Christina Molt Wengel
Næst efter Sverige er Danmark det land, der får flest videnskabelige artikler publiceret pr. million indbyggere, nemlig 1.457 i 2005. Det tilsvarende gennemsnitstal for de 25 EU-lande var 639 pr. million indbyggere og for USA 809 pr. million indbyggere.
Sundhedsforskningen udføres i et samarbejde mellem forskermiljøerne på landets universiteter, sundhedsvæsenet samt lægemiddelindustrien. Forskningen har væsentlig betydning for det høje faglige niveau i sundhedsvæsenet og er nødvendigt for en effektiv og moderne behandling af patienterne. Men i Danmark er vi desværre godt på vej til at sætte et af den kliniske forskning over styr. Der er brug for fælles initiativer til at få vendt udviklingen.
Klinisk forskning udgør den proces, hvor et lægemiddel afprøves på raske mennesker eller på patienter, så effekten af behandlingen kan undersøges og dokumenteres. Hvor grundforskningen så at sige danner basis for fremskridtene, kan den nye viden ikke komme patienterne til gode uden klinisk forskning.
Undersøgelser fra bl.a. Statens Institut for Folkesundhed viser, at danskerne er særdeles positive over for at deltage i sundhedsvidenskabelige forsøg og bidrage til den nødvendige forskning og udvikling af sygdomsbehandlingen – omkring 20.000 personer indgår hvert år i kliniske forsøg i Danmark.
Men det kan desværre vise sig at høre fortiden til, hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet. På trods af de historisk gunstige forhold er situationen den, at omfanget af den kliniske forskning her i landet er stagneret, fordi forskningsvilkårene i det offentlige sundhedsvæsen er forringet de senere år. Når sundhedsvæsenets effektivitet alene bliver bedømt på de områder, hvor der på kort sigt kan ses resultater, som for eksempel ventetider og indlæggelsestid, så nedprioriteres forskningen, fordi dens bidrag er mere langsigtet og sjældent kan måles i konkrete størrelser. På hospitalerne rettes ledelsens fokus og de økonomiske midler mod kortsigtet opfyldelse af politiske garantier, og læger og sygeplejersker har så travlt med de konkrete behandlings- og diagnostikopgaver, at de mangler tid og overskud til forskning og udvikling.
Danmark bør have en national strategi for den sundhedsvidenskabelige forskning, der signalerer vilje og ambitioner – og som er ledsaget af de nødvendige offentlige midler. En national dansk strategi vil kunne danne et fælles mål for de mere konkrete initiativer, der nødvendigvis også skal gennemføres i sundhedsvæsenet.
I Region Hovedstadens er der udformet en politik for den sundhedsvidenskabelige forskning med konkrete mål og initiativer til at indfri målene. Den kliniske forskning er fremhævet som Regionens største forskningsaktiv, og der er stillet klare mål op for udvikling af det forskningsmæssige område, herunder etablering af et Strategisk Forskningsråd og forskningsansvarlige ledere i alle hospitalsafdelinger. Der skal skabes en optimal infrastruktur med biobanker og laboratorier, og det skal gøres attraktivt for læger at vælge en forskerkarriere.
Initiativerne i Region Hovedstaden betyder, at hospitalerne i regionen styrker deres rolle som samarbejdspartner for bl.a. lægemiddelindustrien i den kliniske forskning.
Hvis vi ønsker at kvalitetsudvikle det danske sundhedsvæsen, er den kliniske forskning uomgængelig. Det er den væsentligste grund til, at vi hurtigst muligt skal have gang i en positiv spiral. Det kræver en indsats fra alle parter, men det er stadig muligt at genvinde og udbygge tidligere års styrkeposition. Der er ingen grund til at vente yderligere.
Dette indlæg har været bragt i dagbladet Politiken 12. oktober 2007
|
Print
