Danmark taber kampen om de kloge hoveder 5. februar 2008 Hvis Danmark mener det alvorligt med at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft til Danmark, nytter det ikke, at de udenlandske eksperter efter få år mødes med en høj skatteprocent og ufleksibilitet. Den såkaldte forskerskatteordning skal forbedres, mener Lif. Om kort tid fremlægger skatteministeren et nyt lovforslag, som ændrer beskatningen af udenlandske forskere og eksperter. Forslaget har netop været i høring, og forslaget vækker langt fra begejstring i Lægemiddelindustriforeningen. Hvis forslaget vedtages i den nuværende form, vil der efter Lifs opfattelse ikke være tale om nogen nævneværdig forbedring. Regeringen lægger blandt andet op til, at udenlandske eksperter, der vil arbejde i Danmark fra start skal beslutte, om de vil beskattes med 25 procent i 3 år eller 33 procent i 5 år, og at valget ikke kan omgøres når først, man har besluttet sig. Den form for ufleksibilitet vækker langt fra begejstring i Lægemiddelindustriforeningen.
»Det hænger slet ikke sammen med, hvordan tingene fungerer i virkeligheden. Når udenlandske medarbejdere ansættes, vil det i mange tilfælde være sådan, at hverken de eller virksomhederne ved, hvor mange år samarbejdet løber. Projekter kan blive nedlagt, afdelinger kan blive lukket eller tvunget til at flytte, ligesom der kan ske mange andre ting, som gør, at det er umuligt på forhånd at vide, om man skal vælge den 3-årige eller den 5-årige model,« siger chefkonsulent Allan Skårup Kristensen og forsætter: »Forslaget om 5 år med 33 procent i skat, der er det nye i forhold til den nuværende ordning, dur heller ikke. Med arbejdsmarkedsbidrag oveni vil den samlede skat lande på cirka 40 procent, og det er også, hvad mange andre lande ligger på. Forslaget vil derfor ikke stille os bedre i konkurrencen om den højtkvalificerede arbejdskraft, og det vil ikke være med til at løse problemet med international rekruttering af arbejdskraft til Danmark,« siger Allan Skårup Kristensen. Der er i dag kun cirka 2.100 fuldtidspersoner på den nuværende forskerskatteordning, og det dækker slet ikke erhvervslivets behov, hvilket er baggrunden for, at regeringen nu fremsætter forslaget om en ny ordning. Behov for fleksibel ordning Der vil altid være kamp om de klogeste hoveder, og hvis Danmark skal gøre sig håb om, at de udenlandske eksperter vælger Danmark, må der en anderledes fleksibel ordning til. I stedet for at udlændinge fra start skal foretage et bindende valg mellem 3 år eller 5 år, foreslår lægemiddelindustrien, at der indføres én ordning. »Vi ser gerne en ordning, der hedder 5 år med 25 procent forskerskat. Det vil efter vores mening give Danmark en mærkbar konkurrencefordel i forhold til andre lande. Alternativt kunne man forestille sig én ordning bestående af 3 år, hvor der betales 25 procent skat efterfulgt af 2 år med 33 procent, « slutter Allan Skårup Kristensen. Lovforslaget har netop været i høring. I den kommende tid pågår arbejdet med at udarbejde det endelige lovforslag, som fremsættes i Folketinget inden sommerferien.
Artiklen er skrevet på baggrund af Skatteministeriets lovforslag ”Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og andre skattelove” samt interview med Allan Skårup Kristensen.
m&m |