Forskerskat på 25 procent vil tiltrække eliten 14. februar 2008 Af chefkonsulent Allan Skårup Kristensen, Lægemiddelindustriforeningen Hvis Danmark skal tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft til Danmark, er det nødvendigt, at forskerskatteordningen forbedres. En skatteprocent på 25 procent i 5 år vil give Danmark en markant konkurrencemæssig fordel. Danmark taber kampen om de kloge hoveder. En høj skatteprocent og for dårlige vilkår for forskerne truer dansk forskning. Imens virker USA fortsat som en magnet på forskere i hele verden. Hvorfor? Fordi forskerne er tiltrukket af de bedre forskningsmiljøer, laboratorier, moderne apparatur, større forskningsbevillinger og højere løn, der giver mulighed for forskning præget af aktualitet, dristighed, fokusering, konkurrence, kvalitet, originalitet og produktivitet. I Danmark bliver danske og udenlandske eksperter til gengæld krediteret for deres arbejde med en høj skatteprocent og ufleksibilitet. Sådan har det været de sidste 10 år, men det skal der nu ændres på. Der er i dag kun cirka 2.100 fuldtidspersoner på den nuværende forskerskatteordning, og det dækker slet ikke erhvervslivets behov, hvilket er baggrunden for, at regeringen nu fremsætter forslaget om en ny ordning. Forslaget lægger op til, at udenlandske eksperter, der vil arbejde i Danmark skal beslutte, om de vil beskattes med 25 procent i 3 år eller 33 procent i 5 år. Det er et udmærket forslag, men det er bare ikke godt nok, og det er slet ikke nok til at gøre en forskel. Valget kan nemlig ikke ændres, når det først er vedtaget, og den form for ufleksibilitet er slet ikke afstemt med, hvordan tingene fungerer i virkeligheden. Når udenlandske medarbejdere ansættes, vil det i mange tilfælde være sådan, at hverken de eller virksomhederne ved, hvor mange år samarbejdet løber. Projekter kan blive nedlagt, afdelinger kan blive lukket eller tvunget til at flytte, ligesom der kan ske mange andre ting, som gør, at det er umuligt på forhånd at vide, om man skal vælge den 3-årige eller den 5-årige model. Desuden vil en skatteprocent på 33 procent heller ikke rykke ved noget, fordi den samlede skat med arbejdsmarkedsbidrag vil lande på ca. 40 procent, hvilket er lig med den procent, som mange andre lande ligger på. Så hvorfor skulle eliten komme til Danmark? Forslaget stiller os ikke bedre i forhold til den internationale konkurrence om højtkvalificeret arbejdskraft. Der skal mere til, og det er derfor, at vi i Lægemiddelindustriforeningen foreslår en ordning, hvor vi tilbyder en forskerskat på 25 procent med en binding på 5 år. Det vil give Danmark en markant konkurrencemæssig fordel. Et alternativ kunne være en ordning på 3 år med 25 procent efterfulgt af 2 år med 33 procent. Hvis vi skal gøre os nogen forventning om at være med i kapløbet om fremtidens teknologi og forskning, er vi nødt til at handle nu. Hvis ikke Danmark skal tabe kampen om de kloge hoveder, er vi nødt til at stille de fornødne ressourcer til rådighed og betale den pris det koster. Det gælder vores fremtid.
Bragt i Børsen 14. februar 2008
|