Fælles etisk nævn på sundhedsområdet er på plads
11. marts 2008
I marts 2007 besluttede lægerne, apotekerne og lægemiddelindustrien at nedsætte Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet (NSL) - et uafhængigt fælles etisk nævn, der skal sikre den fortsatte tillid til en fuldstændig uvildig og uafhængig ordination og udlevering af lægemidler i Danmark. Parterne bag aftalen har nu sammensat nævnet, der vil være i drift fra 1. april 2008. Nævnet skal føre tilsyn med, at branchens regler for samarbejde om f.eks. reklamer, markedsføring og sponsorater overholdes. NSL sammensættes med en uafhængig jurist som formand (landsdommer Kaspar Linkis, der i dag er formand for Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale). Nævnet kommer til at bestå af en læge uden tilknytning til lægemiddelbranchen (speciallæge Jens Søndergaard), en apoteker der ikke driver et apotek (apoteker Jens Overø), en person med klinisk farmakologisk viden (speciallæge Kim Dalhoff) samt en person med særligt kendskab til gældende regler om reklame for lægemidler (tidligere politimester og nuværende formand for Apotekernes Etiske Nævn, Michael Clan). Nævnet bistås af et selvstændigt sekretariat, og parterne bag aftalen har per 1. februar 2008 ansat cand.jur. Lene Ptak som sekretariatsleder. Hun har det overordnede ansvar for, at sagsbehandlingen i sekretariatet sker i overensstemmelse med lægemiddelreklame-, markedsførings-, og forvaltningsloven og den vedtagne samarbejdsaftale. Hun er også ansvarlig for at følge op på økonomien i NSL, herunder løbende at lave statusvurderinger til forretningsudvalget. Den nye sekretariatsleder er 51 år og har en bred erfaring fra ansættelse i en række forskellige ministerier. Kontaktpersoner: Ida Sofie Jensen, Adm. direktør i Lægemiddelindustriforeningen, tlf. 39 27 60 60 Anders Kretzschmar, Direktør for Danmarks Apotekerforeningen, tlf. 33 76 76 00 Bente Hyldahl Fogh, Direktør i Lægeforeningen, tlf. 35 44 85 00
Fakta om NSL - opgaven NSL skal holde øje med, at det faglige samarbejde om bl.a. sponsorering af faglig efteruddannelse mellem industri, læger og apotekere lever op til parternes fælles samarbejdsaftale. Herudover skal NSL påse, at lægemiddelvirksomhedernes information og reklame, der er målrettet sundhedspersoner, overholder loven på området. Det skal sikre den fortsatte tillid til en fuldstændig uvildig og uafhængig ordination og udlevering af lægemidler i Danmark. Den fælles samarbejdsaftale samler de tidligere aftaler om samarbejde mellem læger og industri og mellem apoteker og industrien. Opgaven varetages i dag af tre separate organer: Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale, Apotekernes Etiske Nævn og Lægeetisk Nævn.
|
|