Den dedikerede discipel, en kvinde i 70’erne
 Disciplen er en kvinde i sin bedste alder, fra efterlønner og opad, har i hvert fald forladt arbejdsmarkedet. Derfor har hun rigtig god tid til at gå op i sit eget helbred, og de mange sygdomme hun lider af – eller mener at være i overhængende risiko for at få. Hvis hun har en mand, så gider han ikke rigtig tale sygdom. Men hun har en gruppe veninder, hvor netop sygdomme, lidelser og diagnoser er yndlingssamtaleemne nr.1. Også fordi hun har nået en alder, hvor sygdom og død oftere banker på døren, og hvor man har oplevet at miste venner og familiemedlemmer. Selv har hun et rimeligt helbred, men hvem ved, hvor længe dét varer ved?
Gudskelov har hun en fantastisk læge, der efter hendes egen opfattelse har reddet hende fra et utal af livstruende situationer. Hendes motto er hellere et lægebesøg for meget end for lidt, og hun forbereder besøgene med en glædesfyldt forventning, som skal hun til selskab, men iblandet en mild frygt for hvad nu, hvis hun rent faktisk er rigtig syg? Hun håber det ikke og tror også, lægen nok skal løse problemet, for han er fantastisk! Hun sætter håret og tager det pæne tøj på. Kommer i god tid i venteværelset, for måske møder man nogen, man kender – eller andre patienter med gruopvækkende problemer. Under selve konsultationen fremlægger hun velforberedt sit problem: Smerten i knæet, den ømme lænd, hosten eller frygten for fugleinfluenzaen.
Lægen lytter opmærksomt. Så kigger han grundigt på hende og spørger ind til lidelsen. Så sætter han sig i stolen. Nu kommer det øjeblik, hun har ventet på: Lægens dom og diagnose. Hendes øjne er fæstnet til hans læber, hun husker hvert et ord, for hun skal have det hele med, også til kredsen af veninder, der venter spændt derhjemme. Lægen sætter sig i stolen og udlægger teksten: Det var godt, hun kom, for hun har helt ret i, at det kunne have været alvorligt. Men heldigvis er der blot tale om en mindre lidelse, som vi kan tage i opløbet, måske kræver det lige en pille eller en salve. Lettet og taknemmelig går hun derfra.
Efter konsultationen står den på kaffe med veninderne, og der aflægges fuld rapport; Om de andre patienter, og hvor dygtigt og kompetent lægen endnu engang havde løst hendes problem, og hun gengiver ord for ord, hvorledes han diagnosticerede hendes tørre hoste: At der næppe var tale om hverken bronchitis eller lungekræft, men blot en lumsk snue, der med nogle brystdråber nok skulle kunne kureres i løbet af nogle dage. Og ellers må hun jo komme igen. Og det gør hun!
|
Print
