Kronik: Klinisk forskning stærkt nedprioriteret

Af Jannik Hilsted, Lægelig direktør, Rigshospitalet og Jens Chr. Djurhuus, Institutleder, Klinisk Institut, Århus Universitetshospital, Skejby.

 
Den hospitalsbaserede og især den universitetshospitalsbaserede forskning undergår i disse år en særdeles kraftig forringelse af mulighederne for langsigtet forskning.

For to år siden bestod de midler, som universitetshospitalerne tildeles fra staten til langsigtet forskningsaktivitet, af omkring 170 mio. kr. tildelt via de sundhedsvidenskabelige fakulteter samt en særbevilling på 280 mio. fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til HS-området. Disse midler udgjorde med deres skæve fordeling ca. 85 kr./dansker/år – et beløb, der i international sammenhæng ikke er noget særligt.

 
Således kan de 450 mio. sammenlignes med de 600 mio. DKK, som Lunds Universitetshospital modtager fra den svenske stat. En gruppe forskere fra de tre danske universitetshospitaler samt det politiske ledelsessystem i de områder, hvor universitetshospitalerne befinder sig, anmodede enstemmigt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at ligestille de danske universitetshospitaler og dermed tilføre universitetshospitalssystemet flere midler. Selv med en opretning, der sikrede en ligelig fordeling mellem universitetshospitalerne, ville der ikke være tale om, at staten bare tilnærmelsesvis ville kunne komme til at tildele det danske samlede universitetshospitalssystem et beløb, der var i nærheden af det, Göteborgs Universitetshospital får.

 
Men der skete intet – ikke før nu, hvor man i forbindelse med strukturreformen fik en ny sundhedslov. I den stod, at HS-særbevillingen på de 280 mio. kr. skulle fordeles på to puljer: en til forskningsinfrastruktur for sundhedssystemet i almindelighed og en til udlodning via Det Strategiske Forskningsråd efter ansøgning.

 
Det viste sig, at de 280 mio. ikke var 280 mio., men at der med mange forskellige begrundelser kun var tale om det halve beløb, og dermed var de første 140 mio. løftet ud af universitetshospitalernes basismidler. Herefter fordeltes en fjerdedel, altså de 70 mio., til forskningsinfrastruktur i regionerne i bred forstand, og tilbage var der så 70 mio., som skulle gå til klinisk forskning via Det Strategiske Forskningsråd. Altså var universitetshospitalerne foreløbig blevet 210 mio. fattigere i basismidler, og det skulle vise sig, at de sidste 70 mio. heller ikke var direkte beregnet til universitetshospitalerne eller for den sags skyld til klinisk forskning på hospitaler i almindelighed. Om det er direkte eller indirekte signaler fra den tidligere indenrigs- og sundhedsminister, der har afgjort formuleringen af, hvad de sidste 70 mio. skal bruges til, er vanskeligt at afgøre. I hvert fald udmøntes pengene frem til 2010 under titlen ’Individ, sundhed og samfund’, og det er blevet signaleret, at sundhedstjenesteforskning og forebyggelse har høj prioritet.

 
Der er ikke noget galt i sundhedstjenesteforskning og forebyggelse, bestemt ikke, men forudsætningen for den type forskning, som indeholder mange andre forskningsdiscipliner end sundhedsvidenskab, er, at der er noget at bedrive forskningen på basis af, og dette skal komme fra den kliniske forskning, som er et af Danmarks fornemste flagskibe, men som nu har mistet en betydelig del af sit fundament, og dermed i modsætning til, hvorledes man betragter den kliniske forskning i den øvrige del af Europa, klart er blevet nedprioriteret.

 
Den forrige indenrigs- og sundhedsminister lod i forbindelse med et indlæg om klinisk forskning skinne igennem, at ønsket var forskning, der kunne gøre sundhedsvæsenet billigere.

 
De teknologiske fremskridt og deres vurdering ved hjælp af klinisk forskning samt den udvikling, klinisk forskning har medført for de teknologiske fremskridt, har afstedkommet, at sundhedsvæsenet i Danmark som i udlandet gennem de seneste 20 år er blevet markant mere effektivt. Og det kan man så analysere ved hjælp af sundhedstjenesteforskning, og det kan være meget godt. Men skærer man roden over, så bliver det i hvert fald i fremtiden ikke på basis af dansk klinisk forskning, at disse nu opprioriterede discipliner kan opnå deres kronede dage.

 
Som det sker i så mange andre sammenhænge, er vi inde i en udvikling, hvor der uden større debat og nærmest ganske umærkeligt sker revolutionerende ændringer i det danske samfund. Det todelte sundhedsvæsen er i sig selv en svækkelse af den fornemme danske kliniske forskning. Og når man så også fjerner over 50 pct. af det statslige økonomiske fundament, ja så vil enhver form for optimisme være svært urealistisk.

 
 
Kronikken blev bragt første gang i Dagens Medicin den 9. maj 2008.

 
 
Læs også artiklerne

Nyt grundlag for prioritering af forskningsmidler

FORSK2015: Universitetsviden skal omsættes til bedre behandling