Konference sætter fokus på dansk sundhedsforskning Dansk sundhedsforskning er vital for det danske samfund. Det er blandt andet sundhedsforskningen, der er grundlaget for, at der fortsat skabes vækst og sikres beskæftigelse. Alligevel findes der ikke en national strategi for den sundhedsvidenskabelige forskning. Det vil Lægemiddelindustriforeningen, Region Hovedstaden og Københavns Universitet nu lave om på.
Hvad ved vi om den danske sundhedsforskning, og hvad skal vi med den? Det er temaet, når Region Hovedstaden, Københavns Universitet og Lægemiddelindustriforeningen mandag den 16. juni afholder fælles konference om dansk sundhedsforskning med deltagelse af blandt andre politikere, forskere og repræsentanter fra lægemiddelindustrien. Formålet med konferencen er at sætte fokus på den danske sundhedsforskning og formulere konkrete anbefalinger til, hvad en national strategi for denne forskning skal indeholde. For selv om forskningen er særdeles vigtig for udviklingen af det danske samfund, findes der endnu ikke en national strategi på dette område – og det er der behov for, mener chefkonsulent i Lif Helle Rasmussen. »Den sundhedsvidenskabelige forskning har meget stor betydning for Danmark. Den er blandt andet grundlaget for, at der udvikles nye og bedre behandlinger, og at vi bliver bedre til at forebygge sygdomme. Samtidig er sundhedsforskningen grundlaget for, at der uddannes sundhedspersonale, at der hjemtages viden fra udlandet, og at der skabes vækst, beskæftigelse og eksport. Derfor er det nødvendigt, at der formuleres en klar strategi for, hvad vi ønsker på dette område,« siger Helle Rasmussen. Anbefalinger overrækkes ministre Et af målene med konferencen er at indsamle deltagernes konkrete input og anbefalinger til, hvad en national strategi for det sundhedsvidenskabelige område skal indeholde. »Den sundhedsvidenskabelige forskning indeholder et stort uudnyttet potentiale for Danmark, og det er et potentiale, vi bør kunne udnytte meget bedre, end vi gør i dag. Derfor vil vi gerne opfordre alle, der har interesse inden for dette område, til at deltage i konferencen og bidrage med konkrete input til den nationale strategi,« siger Helle Rasmussen og understreger, at konferencedeltagernes anbefalinger efterfølgende vil blive overrakt minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen og videnskabsminister Helge Sander med opfordring til, at der igangsættes et strategiarbejde, og at der afsættes flere ressourcer til sundhedsforskningen. Konferencen afholdes mandag den 16. juni kl. 12.00-17.00 i Dansk Design Center i København. Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding til Linda Jensen, lj@lif.dk, senest mandag den 9. juni. Artiklen er skrevet på baggrund af konferenceprogrammet samt interview med chefkonsulent Helle Rasmussen.
m&m
28. maj 2008 |