Et indblik i kælderproducenternes verden
Den svenske lægemiddelstyrelse har netop lanceret en storstilet, national kampagne mod forfalskede lægemidler. Gennem tv-reklamer og forskellige annoncer forsøger styrelsen at lokke befolkningen ind på hjemmesiden www.crimemedicine.com. Uden at have en recept fra lægen kan man her købe billige præparater mod enhver lidelse. Tror man.
En ny undersøgelse fra European Alliance for Access to Safe Medicines fastslår, at mere end 60 procent af de receptpligtige lægemidler, som sælges på internettet er sundhedsskadelige, falske produkter. Den svenske regering har for nyligt igangsat en kampagne, som skal informere borgerne om, hvad de udsætter sig for, når de køber lægemidler på vilkårlige hjemmesider.
»I bedste fald er der tale om sukkerpiller, men lægemidlerne kan også indeholde tungmetaller eller andre farlige substanser. Andre indeholder de rigtige substanser, men i for lille eller stor dosis,« siger Kerstin Hjalmarsson fra den svenske lægemiddelstyrelse.
Original og nytænkende
Gennem de senere år er importen af ulovlige lægemidler som formentlig er bestilt via internettet steget markant og stigningen har været særlig stor i 2008. Der for er det vigtig, at forbrugerne direkte får information om, hvilke risici de udsætter sig selv for ved at handle på nettet.
»Den svenske kampagne er meget original og nytænkende. Den svenske lægemiddelstyrelse forsøger at lede godtroende folk ind på hjemmesiden www.crimemedicine.com, hvor de kan købe billge produkter uden recept,« forklarer chefkonsulent i Lif Ulla Høegh og fortsætter: »Det viser sig dog, at hjemmesiden drives af fupmagere. Efterfølgende ses en 12 minutters præsentation af, hvordan pillerne typisk produceres på øjemål i fugtige og uhumske kælderlokaler.«
Med ondt skal ondt bekæmpes Fremgangsmåden er overraskende, specielt med den svenske stat som afsender, men overvejelserne bag projektet tager udgangspunkt i virkelighedens verden. »Vi har dannet www.crimemedicine.com for at afklare fænomenet. Vi anvender deres metoder og gør reklame, som de kriminelle selv ville have brugt, hvis de havde adgang til reklamer i aviser og TV,« skriver den svenske lægemiddelstyrelse på sin hjemmeside. Og det er interessant, mener Ulla Høegh.
»Det er en interesant måde at fange forbrugernes opmærksomhed på. Man bliver overrasket over sidens intention, og hvis man ser filmen, vil man nok tænke sig om en ekstra gang, før man bestiller medicin på internettet igen,« siger Ulla Høegh, der gerne ser en kampagne herhjemme, der, ligesom den svenske, henvender sig direkte til forbrugeren.
Artiklen er skrevet på baggrund af hjemmesiden www.crimemedicine.com og artiklerne ”Farliga mediciner sprids på nätet: Läkedelesverket startar kampanj för att informera svenska folket” og ”Kampanjen mot falsk och farlig medicin på nätet” fra www.läkemedelsverket.se samt interview med Ulla Høegh, chefkonsulent i Lif.
m&m
30. oktober 2008
|