Diabetikere lever længere
Patienter med sukkersyge lever typisk længere, end de gjorde for 10 år siden. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Det skyldes bedre behandlingsmetoder og bedre opsporing. Men overdødeligheden blandt diabetikere er stadig meget høj. Ekspert peger på, at brugen af forebyggende medicin til risikogrupperne sammen med øget motion og bedre kost yderligere vil kunne nedbringe antallet af diabetikere.
»Stigningen i antallet af nyopdagede type 2-diabetikere har i mange år ligget forholdsvist stabilt. Det, vi ser i dag, er, at diabetikerne lever længere end hidtil. Det medfører en stigning i prævalensen, hvorfor det opleves som om, at vi får endnu flere diabetikere,« siger afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen Ole Andersen og fortsætter:»Der er to grunde til, at vi oplever dette. For det første er vi blevet bedre til at behandle polyfarmaceutisk (behandling med flere forskellige præparater, red.) og dermed nedbringe patienternes kolesteroltal, blodsukker og blodtryk. For det andet er vi blevet bedre til at opspore sygdommen; lægerne er simpelthen blevet mere opmærksomme på risikogrupperne end tidligere. Derfor ser vi et markant fald i overdødeligheden.«
Kollektiv livsstil giver diabetes Billedet ser derfor lysere ud for patienter med type 2-diabetes, men ifølge Ole Andersen er det største problem den kollektive livsstil med kostens sammensætning og for lidt motion. Praktiserende læge og professor ved Aarhus Universitet Torsten Lauritzen er enig: »For at komme problemet med befolkningens tiltagende overvægt til livs er det nødvendigt med livsstilsændringer. En halv times motion dagligt vil gøre underværker. Dertil kommer en sundere, fedtfattig kost og rygestop. Endelig kan man også overveje at bruge forebyggende medicin i et større omfang end hidtil,« forklarer han.
Forebyggende medicin Men det er ikke kun den enkelte borger, der bør handle ansvarsfuldt; også det offentlige og de praktiserende læger har stor betydning. Torsten Lauritzen mener, at differentieret moms, sundere mad og mere motion i skolerne samt helbredstjek ved egen læge kan medvirke til at mindske antallet af diabetikere. »Den praktiserende læge har en central betydning i tidlig opsporing af diabetes og hjerte-kar-sygdomme samt i at motivere til livsstilsændringer. Desuden bør lægen tilbyde forebyggende medicinsk behandling til risikogrupperne,« påpeger Torsten Lauritzen. Han mener samtidig, at veje og offentlige bygninger bør indrettes således, at det bliver mere attraktivt at bevæge sig til fods.
Fremtiden inden for behandling Der er i øjeblikket mange lokale og nationale initiativer i gang for at fremme tidlig opsporing samt mere intensiv behandling af diabetes. »De praktiserende lægers faglige forum udarbejder til stadighed opdaterede kliniske vejledninger. Videnskabeligt arbejdes der med screening, intensiv behandling og patientundervisning, og nylige opgørelser viser således en fortsat forbedring i selve behandlingen,« konstaterer Torsten Lauritzen.
Chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen Helle Rasmussen anerkender den positive udvikling i behandlingsresultaterne, men hun mener, at vi skal gøre det endnu bedre. »Hvis den nuværende udvikling fortsætter, kan vi risikere, at der er op mod 625.000 danskere med type 2-diabetes i 2025. Halvdelen af dem, der har sygdommen, ved det rent faktisk ikke og er slet ikke i gang med de nødvendige livsstilsændringer eller den nødvendige behandling. Derfor er vi nødt til at sætte endnu mere markant ind for at opspore sygdommen tidligt. Det danske sundhedsvæsen må sikre systematiske og målrettede tilbud for at opspore personer med sygdomssymptomer, så vi ikke ender med amerikanske tilstande,« påpeger Helle Rasmussen og henviser til Lifs sundhedspolitiske udspil, som allerede i 2008 angav en række anbefalinger for at bremse diabetes-epidemien.
Læs Lifs sundhedspolitiske udspil om mål og midler over for diabetes her Læs den nyeste opgørelse over udviklingen i diabetikere fra Sundhedsstyrelsen her Læs Torsten Lauritzens paper om kvalitetsindikatorer for type 2-diabetes her
Artiklen er skrevet på baggrund af telefoninterview med afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen Ole Andersen og professor dr.med Torsten Lauritzen, interview med chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen Helle Rasmussen, artiklen ”Vi får ikke billigere frugt og grønt” fra Politiken, pressemeddelelserne ”Diabetikere lever længere med deres sygdom” og ”Pris til praktiserende læge og professor Torsten Lauritzen” samt Sundhedsstyrelsens pjece ”Det nationale diabetesregister 2007”.
m&m
5. februar 2009 |