Nye lægemidler giver den bedste behandling
Den bedst mulige behandling til patienter i EU-landene er målet. Fokus på værdien af nye lægemidler og flere ressourcer til forskning er midlet.
EU-Kommissionen har netop fremlagt et forslag om, hvordan de europæiske lægemiddelproducenter kan blive endnu bedre til at levere nye og forbedrede lægemidler. EU-Kommissionen påpeger, at de enkelte EU-landes sundhedssystemer i højere grad bør ensrettes for at sikre patienterne samme lige adgang til moderne behandling. Det skal ske ved at tilskynde landene til hurtig og effektiv ibrugtagning af nye lægemidler og derved samtidig sikre, at virksomhederne hurtigt får tilbagebetalt deres forskningsinvesteringer, som siden kan geninvesteres i ny forskning.
Nye lægemidler forbedrer folkesundheden De seneste år er antallet af nyudviklede lægemidler fra de europæiske lægemiddelvirksomheder faldet, og det vækker bekymring hos EU-Kommissionen, fordi nye innovative lægemidler og særligt anvendelsen af de nye lægemidler har stor indflydelse på folkesundheden.
I Lægemiddelindustriforeningen er der forsigtig optimisme at spore efter Kommissionens udmelding. »Det går langsomt med at tage nye, moderne lægemidler i brug i Danmark. Det skyldes, at værdien af de nye produkter bliver bagatelliseret,« fastslår viceadministrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen Henrik Vestergaard, som imødeser nye initiativer fra Kommissionen, som kan komme patienterne til gavn.
Henrik Vestergaard henviser til, at Sundhedsstyrelsen ved flere lejligheder har gjort opmærksom på, at Danmark underbehandler patienterne på en lang række af de store folkesygdomsområder.
EU-Kommissionens notat kan læses her
Artiklen er skrevet på baggrund af EU-Kommissionens udspil til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget ”Sikre, innovative og tilgængelige lægemidler: Et nyt perspektiv for lægemiddelsektoren” samt interview af viceadm. direktør Henrik Vestergaard, Lægemiddelindustriforeningen.
m&m
5. marts 2009
|