Indien går ind i kampen mod forfalskede lægemidler
Den indiske regering går nu ind i den internationale kamp mod produktionen og salget af forfalskede lægemidler. Blandt andet får politiet øgede beføjelser, og et nyt nationalt organ Central Drug Authority ser dagens lys.
Større bøder, højere straffe og et udvidet nationalt lægemiddelovervågningsprogram i regi af et nyt nationalt organ Central Drug Authority. Det er resultat af ny indisk lovgivning, der blæser til kamp mod forfalskede lægemidler. Dermed gør den indiske regering fælles front med blandt andet EU i kampen mod de forfalskede lægemidler, som er en trussel mod patientsikkerheden.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO udgøres 20 procent af det samlede indiske lægemiddelmarked af forfalskede lægemidler. Det står dermed væsentlig værre til med forfalskede lægemidler i Indien end i Kina, hvor ”kun” 8 procent anslås at være falsk medicin.
Med den nye lovgivning, som de indiske politikere vedtog i oktober sidste år, hæves straffen for at være involveret i produktion eller salg af falske lægemidler fra minimum 5 år til 10 år, ligesom bødestraffen hæves fra omkring 10.000 Rupees til en million Rupees. De højere bødes skyldes, at det ofte er lyssky forretningsmænd, der står bag den livsfarlige produktion af falske lægemidler.
Siden 1975 har flere nedsatte kommissorier anbefalet reformer på området, men er blevet ignoreret. Indiens største lægemiddelproducent Ranbaxy Laboratoriet har foreløbig mistet retten til at eksportere lægemidler til USA på grund af tvivlsomme produktionsmetoder.
Spørgsmålet er nu, om den politiske vilje til reformer udmøntes i, at Central Drug Authority får lov til at fungere ordentligt, eller om kælderproducenterne kan blive ved med at fortsætte deres ulovlige virke.
Artiklen er skrevet på baggrund af artiklen ”India Improves Efforts to Prevent Fake Drugs” af Roger Bate, AEI.
m&m
19. marts 2009 |