Rekord lægemiddeleksport sikkerhedsnet under dansk økonomi
Den danske lægemiddeleksport satte igen i 2008 ny rekord. Medicineksporten var i 2008 35 procent større end kød- og baconeksporten.
Den danske lægemiddelindustri eksporterede i 2008 lægemidler for 41,1 mia. kroner. Dermed har den danske lægemiddeleksport aldrig været større, og med en stigning på 3,1 procent i forhold til 2007, er der ingen tale om finanskrise.
»Danmarks Statistiks opgørelse dokumenterer, at medicineksporten er et sikkerhedsnet under dansk økonomi,« påpeger cheføkonom i Lægemiddelindustriforeningen Jørgen Clausen og fortsætter »Mange glemmer, at der er en sammenhæng mellem de danske myndigheders vurdering af et givent lægemiddel og det potentiale, som lægemidlet har på eksportmarkederne. I Danmark er vi generelt langsomme til at tage nye lægemidler i anvendelse, men hvem ved – hvis lægerne var bedre til at anvende de behandlingsmæssige fremskridt, som moderne lægemidler repræsenterer, så kunne den danske lægemiddeleksport måske være endnu større.«
For de eksporterende virksomheder har gode rammevilkår – både hvad angår markedsforhold og forskning – stor betydning. »Lægemiddelindustrien er den største bidragsyder til den private forskning i Danmark. Det kan vi godt være lidt stolte af. Samme stolthed burde vi have, når lægemiddelindustrien udvikler nye lægemidler. Det er naturligvis vanskeligere at eksportere et lægemiddel, hvis vi i Danmark ikke selv vil have, at patienterne bliver behandlet med det,« slutter Jørgen Clausen.
Den danske eksport af kød var i 2008 på 30,1 mia. kroner og altså 10 mia. kroner mindre end den danske lægemiddeleksport. Selvom dollarkursen er faldet, er USA stadig det største eksportmarked. Lægemiddeleksporten til USA var i 2008 på 6,1 mia. kroner. En tilbagegang i forhold til 2007 på ca. 12 procent.
Artiklen er skrevet på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik og interview med cheføkonom Jørgen Clausen, Lægemiddelindustriforeningen.
m&m
19. marts 2009 |