Biotek-position smuldrer for Region Hovedstaden

Hovedstadsregionens position som stærk international biotekklynge smuldrer. Dermed risikerer 20 års indsats at være spildt. Ny analyse anbefaler blandt andet ny biotek seed fond og styrkelse af den kliniske forskning på regionens hospitaler, for at regionen skal genvinde sin tidligere styrkeposition.

Universiteter, hospitaler, Region Hovedstaden, biotekklyngen, staten, Vækstfonden og innovationsmiljøerne bør sammen tage ansvar for, at Hovedstadsregionen kommer tilbage på sporet som en stærk, international biotekregion. Det fremgår af analysen ”Vejen til en stærk biotekklynge i Hovedstadsregionen – En analyse af rammebetingelser i internationalt førende biotekregioner” , som Dansk Biotek, Lægemiddelindustriforeningen og Region Hovedstaden netop har offentliggjort.

Analysen viser, at udviklingen i Region Hovedstaden ikke kan måle sig med de største biotekregioner i Boston, Cambridge og Stockholm, og at der er behov for at sætte ind på flere fronter, hvis Hovedstadsregionen skal fastholde ambitionen om at blive førende inden for bioteknologi. Siden antallet af biotekvirksomheder i region Hovedstaden toppede både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt i slutningen af 1990’erne, er betingelserne for den fortsatte vækst nemlig udhulet. Kapitalmangel har vanskeliggjort udvekslingen af knowhow og ledelsesmæssige kompetencer mellem nye og etablerede virksomheder, hvilket er blandt de væsentligste årsager til, at antallet af start-ups er faldet betydeligt.

»Rapporten sætter fingeren på nogle meget store udfordringer, hvis biotekindustrien igen skal indtage positionen som økonomisk og vidensmæssig ”driver” i Hovedstadsregionen. Biotek spiller en væsentlig rolle for den etablerede lægemiddelindustris fremtid og muligheder. Derfor er det helt naturligt, at industrien indgår i udveksling af viden og knowhow mellem de etablerede virksomheder og biotekindustrien sideløbende med den udveksling af viden, som finder sted mellem universiteter og virksomheder,« siger adm. direktør i Lægemiddelindustriforeningen Ida Sofie Jensen.

14 konkrete anbefalinger
Rapporten opstiller 14 konkrete anbefalinger til, hvordan bioteknologien styrkes i Region Hovedstaden. Det drejer sig blandt andet om at etablere en ny biotek seed fond, hvor investorernes primære mål er at sikre den fremtidige pipeline af nye, perspektivrige biotekprojekter i regionen. Fondens team bør være specialister i at starte nye biotekvirksomheder. Det foreslås, at staten og Region Hovedstaden afsætter 150 millioner kroner til, at Vækstfonden kan etablere den nye biotek seed fond.

Derudover anbefaler rapporten, at der etableres et Copenhagen Bio Science, der skal styrke forskningssamarbejdet på tværs af institutioner. Copenhagen Bio Science bør etableres i samarbejde mellem Københavns Universitet, DTU og Region Hovedstaden og blandt andet få til opgave at udarbejde en regional BioScience forsknings- og innovationsstrategi. Desuden er der behov for at styrke den kliniske forskning på hospitalerne.

»Biosundhedsklyngen i Hovedstads- og Øresundsregionen - eller Medicon Valley, som vi plejer at kalde den, er Danmarks stærkeste internationale klynge. Rapporten peger på, at biotekindustrien er under pres, og skal vi fastholde vores position som førende biosundhedsklynge, så kræver det, at staten, erhvervslivet, universiteterne, hospitalerne og en række andre centrale aktører går sammen om at sikre vækstlaget af biotekvirksomheder. Hvordan vi etablerer et sådan samarbejde, er en dialog, som vi i Vækstforum gerne deltager aktivt i,« siger formand for Vækstforum i Region Hovedstaden Jørgen Christensen.

Rapporten anbefaler også, at staten indfører en ordning, hvor forskningstunge små og mellemstore virksomheder kan få udbetalt den skattemæssige værdi af fradraget for forsknings- og udviklingsudgifter i fradragsåret, hvis virksomheden kører med underskud. Forslaget skal styrke likviditeten – og dermed forskningsindsatsen – i virksomheder, der satser på produktområder med lange udviklingstider, herunder lægemidler.
 
Alle anbefalinger kan læses i rapporten ”Vejen til en stærk biotekklynge i Hovedstadsregionen – En analyse af rammebetingelser i internationalt førende biotekregioner” her

Læs pressemeddelelsen her

Artiklen er skrevet på baggrund af rapporten ”Vejen til en stærk biotekklynge i Hovedstadsregionen - En analyse af rammebetingelser i internationalt førende biotekregioner” samt fælles pressemeddelelse fra Region Hovedstaden, Lægemiddelindustriforeningen og Dansk Biotek.

m&m

14. maj 2009