14. maj 2009
Hovedstadsregionens status som biotekregion er udfordret
Hovedstadsregionens position som stærk international biotekklynge smuldrer. Dermed risikerer 20 års indsats at være tabt. Ny analyse anbefaler en ny biotek seed fond, straks-afskrivning af forskningsudgifter og styrkelse af den kliniske forskning på regionens hospitaler, for at regionen kan genvinde sin styrkeposition.
I analysen ”Rammebetingelser i internationalt førende biotekregioner” sammenlignes vilkårene for biotekvirksomheder i nogle af verdens førende biotekregioner. Siden antallet af biotekvirksomheder i slutningen af 90’erne toppede økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, er betingelserne for den fortsatte vækst udhulet. Især mangel på kapital har sat udviklingen i stå og er blandt de væsentlige grunde til, at antallet af start-ups er halveret fra 14 i 2007 til 7 i 2008.
Med afsæt i en analyse af udviklingen i Hovedstadsregionen og en omfattende benchmarking i forhold til store internationalt kendte og velrenommerede biotekregioner opstiller analysen 14 konkrete anbefalinger, som kan føre bioteksektoren i vort område tilbage i førersædet.
»Biosundhedsklyngen i Hovedstads- og Øresundsregionen - eller Medicon Valley, som vi plejer at kalde den, er Danmarks stærkeste internationale klynge. Rapporten peger på, at biotekindustrien er under pres, og skal vi fastholde vores position som førende biosundhedsklynge, så kræver det, at staten, erhvervslivet, universiteterne, hospitalerne og en række andre centrale aktører går sammen om at sikre vækstlaget af biotekvirksomheder. Hvordan vi etablerer et sådan samarbejde, er en dialog, som vi i Vækstforum gerne deltager aktivt i,« siger formand for Vækstforum Hovedstaden Jørgen Christensen.
»Vi anser det for naturligt i forlængelsen af den nuværende ekspansive finanspolitik, at regeringen som led i sin vækststrategi fortsætter bestræbelserne for at tilvejebringe kapital til vækstivrige biotekvirksomheder. Det bør ske gennem udvidelse af støttemuligheder for opstartsvirksomheder og forskningsmiljøer på den ene side og etablering af muligheden for straks-afskrivning af forskningsudgifter for små forskningstunge virksomheder på den anden side«, siger Søren Carlsen, formand for DANSK BIOTEK.
»»Rapporten sætter fingeren på nogle meget store udfordringer, hvis biotekindustrien igen skal indtage positionen som økonomisk og vidensmæssig ”driver” i Hovedstadsregionen. Biotek spiller en væsentlig rolle for den etablerede lægemiddelindustris fremtid og muligheder. Derfor er det helt naturligt, at industrien indgår i udveksling af viden og knowhow mellem de etablerede virksomheder og biotekindustrien sideløbende med den udveksling af viden, som finder sted mellem universiteter og virksomheder,« siger adm. direktør Ida Sofie Jensen fra Lægemiddelindustriforeningen.
Rapporten ”Rammebetingelser i internationalt førende biotekregioner” sammenligner biotekklyngerne i Boston, Cambridge, Stockholm/Uppsala og Hovedstadsregionen. Rapporten er udarbejdet af IRIS Group for Region Hovedstaden, DANSK BIOTEK og Lægemiddelindustriforeningen.
Den samlede rapport kan downloades på www.regionh.dk, www.danskbiotek.dk og lifdk.dk
Yderligere information Vækstforum Hovedstaden: Formand Jørgen Christensen, tlf. 51 34 33 50 DANSK BIOTEK: Sekretariatschef Ruth Klyver, tlf. 28 89 58 54 Lægemiddelindustriforeningen: adm. direktør Ida Sofie Jensen, tlf. 39 27 60 60 eller Lars Bech, tlf. 22 16 60 60 |