Danmark i førertrøjen
Der er sket en markant udvikling i andelen af leddegigtpatienter, der behandles med biologiske lægemidler i Danmark, og Danmark avancerer flot på en række områder sammenlignet med andre europæiske lande. Det viser en ny rapport fra EFPIA.
 Danmark har en af de højest anslåede sygdomsforekomster af leddegigt. Omkring 24.000 voksne danskere menes at have leddegigt. Heldigvis viser rapporten Access to Innovative Treatments in Rheumatoid Arthritis in Europe fra den europæiske lægemiddelindustriforening EFPIA dog også, at Danmark er fremme i feltet, når det gælder behandlingen af leddegigtpatienter med biologiske lægemidler.
Danmark har ikke altid været med i den bedre halvdel af statistikken. Tilbage i 2003 havde Danmark den laveste andel af patienter i behandling med biologiske lægemidler blandt de nordiske lande.
»Det er glædeligt, at Danmark har øget andelen af leddegigtpatienter i behandling med biologiske lægemidler fra knap 5 procent i 2003 til ca. 18 procent i 2008. Vi er dog stadig lidt bagud sammenlignet med Norge,« siger Jørgen Clausen, cheføkonom i Lægemiddelindustriforeningen.
Gigt kommer i mange former De gode takter inden for brugen af biologiske lægemidler har ikke kun en stor betydning for leddegigtpatienter, understreger Jens Tryde, formand for gigtforeningen for Morbus Bechterew (rygsøjlegigt).
»Det har en fantastisk betydning for den patientgruppe, som jeg repræsenterer, for der er rigtig mange af vores medlemmer, der nærmest har fået livet tilbage. Jeg kender flere, der hurtigt har smidt stokken og været i stand til at genoptage deres daglige arbejde,« fortæller Jens Tryde og fortsætter:
»Vi håber selvfølgelig også på, at der kan komme nogle nye generationer af biologiske lægemidler. Der er jo nogle af de eksisterende, der har nogle lidt uheldige bivirkninger, og man kunne håbe på, at de nye og fremtidige udgaver ikke har disse bivirkninger. Derudover er der flere, der oplever, at efter en årrække så svinder effekten lidt, og så er det godt at kunne ”hoppe” over til et nyt lægemiddel.«
 Ulige adgang til behandling Selvom Danmark på nogle punkter er med i førerfeltet i forhold til sammenlignelige lande, er der stadig områder, hvor vi kan blive meget bedre.
»Ud fra, hvad jeg hører fra medlemmerne i foreningen, så er det desværre ikke usædvanligt, at adgang til behandling varierer fra landsdel til landsdel. Det er selvfølgelig en dyr behandling, og det kan jo være baggrunden for forskellen i tilgangen til de biologiske lægemidler, « forklarer Jens Tryde og fortsætter:
»Vi håber derfor på, at der i fremtiden vil blive lige muligheder for alle, uanset hvor man bor i Danmark.«
Hurtig opstart betaler sig Fremgangen for Danmark skyldes hovedsagligt, at patienterne sættes ’hurtigere’ i gang, viser EFPIA’s nye rapport. Det har givet markant bedre behandlingsresultater at gøre adgangen til sundhedsvæsenet lettere, at sikre en mere intensiv styring af behandling samt arbejde på tidligere igangsættelse af behandling.
»Netop for vores type gigt (rygsøjlegigt, red.) er det virkelig vigtigt at komme i gang med optimal behandling hurtigt. Degenereringen af rygsøjlen skal stoppes hurtigst muligt, for nok kan sygdommen ikke helbredes, men den ødelæggende proces kan sættes i stå og dermed forhindre, at sygdommen udvikler sig.« siger Jens Tryde.
Hvis man tager de samfundsøkonomiske briller på, så er det ikke kun godt for patienterne, at de kommer hurtigt i behandling, det er også godt for samfundet.
»Hvis man kommer hurtigere i gang, så er der jo også meget større sandsynlighed for, at man kan blive i sit arbejde, og det er jo også en kæmpe gevinst for samfundet i øvrigt. Det koster nogle penge, men de kommer tusinde fold igen. Mange af de ældre patienter, som ikke har haft de muligheder, vi har i dag, de går jo på førtidspension som 40-50-årige. Set i det lys er det bare med at komme i gang,« slutter Jens Tryde.
Læs også den kommende chef for Institut for Rationel Farmakoterapi Steffen Thirstrups syn på lægemidlers betydning i fremtiden
Læs EFPIA’s rapport ”Acces to Innovative Treatments in Rheumatoid Artheritis in Europe” her.
Artiklen er skrevet på baggrund af interview med cheføkonom i Lægemiddelindustriforeningen Jørgen Clausen, interview med Jens Tryde, formand for gigtforeningen for Morbus Bechterew og EFPIA’s rapport ”Access to Innovative Treatments in Rheumatoid Arthritis in Europe”.
m&m
29. oktober 2009
|