Vismænd: Sådan finansieres fremtidens sundhedsvæsen
Udgifterne til danskernes sundhed stiger drastisk. Og det vil de sandsynligvis blive ved med. Det vurderer vismændene i Det Økonomiske Råd, som netop har givet et bud på, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan finansieres.
Enten må sundhedsvæsenet spænde livremmen ind - ellers må staten og borgerne grave dybere i lommerne. Under alle omstændigheder skal der nye midler til for at ”holde bukserne oppe” på en sundhedssektor, der er tynget af stadig større udgifter.
Det er et af budskaberne i den halvårlige rapport om den danske økonomi, som vismændene i Det Økonomiske Råd (DØR) netop har præsenteret.
For udgifterne til sundhedsvæsenet er steget mere end beregnet siden 2000 – først og fremmest fordi, hospitalsvæsenet i stadig højere grad styres af et politisk krav om at undgå ventetider. Og sundhedsudgifterne må forventes at stige endnu mere i takt med udviklingen i antallet af ældre – og det til trods for, at den ”sunde aldring” ifølge vismændene vil lægge en vis dæmper på væksten i udgifterne.
Derfor har Det Økonomiske Råd netop fremlagt en række anbefalinger til, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan finansieres: Skat på sundhedsforsikringer. Brugerbetaling på flere sundhedsydelser. Øget konkurrence på hospitalsydelser. Et øremærket sundhedsbidrag.
Det var nogle af de anbefalinger, som rådet præsenterede.
Brugerbetaling skal spredes I dag finansieres ca. 15 procent af sundhedsudgifterne af brugerbetaling – primært på medicin og på ydelser fra tandlæger og fysioterapeuter. Men det er en skæv fordeling, mener DØR.
»Koncentrationen af brugerbetalingen på nogle få sundhedsydelser er næppe hensigtsmæssig. Brugerbetalingen bør spredes ud på flere sundhedsydelser for at mindske den forvridende virkning på forbruget af udvalgte sundhedsydelser,« skriver vismændene i deres analyse.
De foreslår derfor, at brugerbetalingen reduceres på nogle områder og øges eller indføres på andre – et forslag, som vinder gehør hos Lægemiddelindustriforeningen (Lif).
»Vi er helt enige med vismændene i, at den nuværende brugerbetaling kan give en skævvridning og en social ubalance i den frie og lige adgang til sundhedsydelserne. For eksempel ved vi, at mange ældre medicinske patienter bruger en uforholdsmæssigt stor del af deres rådighedsbeløb på medicin. Derfor er det positivt, at Det Økonomiske Råd rejser debatten om udligning af brugerbetalingen og stiller forslag om en mere fair fordeling af udgifterne,« udtaler koncernchef Ida Sofie Jensen, Lif.
Synligt sundhedsbidrag Også forslaget om et øremærket, statsligt sundhedsbidrag bliver positivt modtaget hos Lif.
»DØR foreslår et øremærket sundhedsbidrag, der bliver udspecificeret på skattekortet. Det vil gøre det synligt for danskerne, hvad det koster at drive en moderne sundhedssektor, og det vil give et godt grundlag for debat i befolkningen om, hvorvidt og hvordan vi ønsker at opretholde et tidssvarende sundhedsvæsen,« forklarer Ida Sofie Jensen.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har ifølge dagbladet Politiken afvist forslaget om skat på sundhedsforsikringer og er skeptisk over for ideen om øget brugerbetaling.
Denne artikel er skrevet på baggrund af Resume af Det Økonomiske Råds rapport om konjunkturer og sundhed, der blev offentliggjort den 22. oktober 2009, på artiklen ”Vismænd gør op med gratis sundhed” på www.politiken.dk fra den 21. oktober 2009 og på interview med koncernchef Ida Sofie Jensen, Lif.
m&m
29. oktober 2009
|