Vi skal helt frem i skoene
I en tid, hvor finanskrisen kradser, er der rift om at få del i bevillingerne på finansloven. Det stiller krav til sundhedsområdet om at være helt fremme i skoene, hvis målet er at opnå indflydelse og få del i regeringens vækstpakker. Så klart var budskabet fra Niels Lunde, erhvervskommentator fra Politiken, på konferencen Sundhed 2009.
 Konklusionen er ligetil: Indflydelse kræver synlighed og hårdt arbejde. Desværre er virkeligheden, at hverken sundhedspolitik eller lægemiddelindustrien er ”bøjet i neon” på den politiske dagsorden, når det kommer til vækst og investeringer i fremtiden. Det betyder, at mange økonomiske midler går sundhedsområdets næse forbi.
Så hvis aktørerne på sundhedsområdet ikke gør sig mere synlige på den politiske scene, er fremtidsudsigterne også ligetil: Sundhedsområdet vil opleve massive besparelser i fremtiden. Sådanne fremtidsudsigter er hverken gunstige for sundhedsområdet eller lægemiddelindustrien.
Med afsæt i en gennemgang af de økonomiske vækststrategier og –pakker, som blandt andet den danske regering har fremlagt, påpeger dagbladet Politikens erhvervskommentator Niels Lunde, at der skal tænkes nyt. Det indebærer, at politikerne skal overbevises om at se forbedringer af det danske sundhedsvæsen som en investering. Hvis politikerne oplever, at ekstra økonomiske midler til sundhedsvæsenet er en investering, så vil mange potentielle besparelser på sundhedsområdet måske kunne undgås i fremtiden.
Desværre er dette ikke tilfældet i dag. Sundhedsområdet har udsigt til at få sparekniven for struben. Det er dog Niels Lundes opfattelse, at det er muligt at ændre billedet og påvirke politikernes prioriteringer.
»Sundhedsområdet har både et godt fagligt og økonomisk argument, nemlig at danskernes levetid sakker bagud, og andelen af BNP, som investeres i sundhedsområdet, ligger også noget efter de lande, vi normalt sammenligner os med,« mener Niels Lunde.
Vækstpakke til sundhedsområdet I Lif modtages Niels Lundes dundertale som en opfordring til fortsat at være med til at skabe synlighed om sundhedsområdets udfordringer.
»Det er vigtigt, at alle aktører på det sundhedspolitiske område tager et ansvar for, at sundhedsområdet kommer højt op på den politiske dagsorden, så fremtidige investeringer også inkluderer sundhedsområdet. Her skal industrien også tage et medansvar, og vi skal gøre vores for, at sundhedsområdet bliver prioriteret højt,« siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif og fortsætter:
»De seneste par måneder har budt på en række mindre vækstpakker fra regeringen, men sundhedsområdet har ikke været et af de områder, der har fået en ”økonomisk indsprøjtning”. Som opfølgning til den sundhedspakke regeringen fremlagde for nogle uger siden, bør regeringen komme med en vækstpakke for sundhed. Der er brug for en ”pengeindsprøjtning” til det offentlige sundhedsvæsen for at opfylde ambitionerne for sundhedsresultaterne, og en ekstra krone til sundhed og velfærd, er en ekstra krone til vækst.«
Læs Lifs kommentar til regeringens sundhedspakke her
m&m
29. oktober 2009 |