Etik og lobby hører sammen
Dialog og forhandlinger med politikere og myndigheder er en naturlig og integreret del af lægemiddelindustriens kommunikation med omgivelserne. Nyt etisk kodeks for lobbyarbejde skal sikre åbenhed.
»I Lægemiddelindustriforeningen er vi af den opfattelse, at alle lægemiddelindustriens samarbejds- og kommunikationsaktiviteter – også dem, der vedrører dialog og forhandlinger med myndigheder og politikere – skal være transparente,« siger koncernchef Ida Sofie Jensen og fortsætter: »Med afsæt i det ønske har Lifs medlemmer vedtaget et etisk kodeks, som understøtter, at dialogen altid foregår på en åben, ærlig, redelig og troværdig måde.«
Lægemiddelindustriens lobbykodeks sikrer, at lægemiddelindustrien på den ene side og myndigheder og politikere på den anden side er økonomisk uafhængige af hinanden, og at samarbejdet og dialogen altid foregår åbent, således at pressionsmuligheder parterne imellem er udelukket.
Og på Christiansborg bliver det nye kodeks godt modtaget.
Lobbyisme er et forretningsområde »Særligt for oppositionen, som ikke har et stort embedsapparat bag sig lige som regeringen, er møder med interesseorganisationer og virksomhedsrepræsentanter en vigtig kilde til information. Derfor har jeg ikke noget imod at møde med industrirepræsentanter. Men det er vigtigt, at det foregår i størst mulig åbenhed. Derfor er det godt med de nye etiske regler,« siger Sophie Hæstorp Andersen, medlem af Folketingets Sundhedsudvalg for Socialdemokraterne og dermed en af de politikere, som lobbyister fra kommunikationsbureauer og lægemiddelvirksomheder gerne vil mødes med.
»Kommunikationsbureauerne har fået øjnene op for, at lobbyisme for medicinalbranchen er et forretningsområde. Det er sådan set også fint nok. Men hvis jeg skal mødes med en lobbyist, der måske endda repræsenterer flere forskellige virksomheder, så forventer jeg klar besked om, hvem de repræsenterer, og hvem der ønsker hvad på dagsordenen. Det har det ind imellem knebet lidt med,« slutter Sophie Hæstorp Andersen.
Åbenhed er forudsætning for god lobbyisme Adm. direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyeden-Kiese har selv tidligere været ansat i et politisk parti og kender til lobbyisternes arbejde fra begge sider af skrivebordet. Og Peter Goll er ikke i tvivl om, at mange politikere har nytte af lobbyisternes viden, men forudsætningen er åbenhed.
»De politiske beslutningsprocesser bliver stadig mere komplekse – og kravet til tempo i beslutningerne bliver stadig større. Der vil derfor i stigende grad ske en differentiering mellem politikere: Dem der kan navigere i denne informations- og beslutningsstorm, og dem der ikke kan. De politikere, der kan navigere, vil være dem, der forstår effektivt at involvere mange aktører og bruge informationer fra mange forskellige sider.«
Som rådgiver for virksomheder og organisationer er Peter Goll bevidst om opgaven.
»Et ordentligt samspil med politikere kræver, at virksomheder og interesseorganisationer er gode til at levere troværdige informationer på rette tidspunkt. Og her rammer Lifs nye regler for interessevaretagelse lige i plet. Troværdighed er noget, man skal bevise i et politisk miljø, og det gør Lif og organisationens medlemmer ved at stille krav om øget åbenhed – det er helt rigtigt set.«
Lægemiddelindustrien er den første branche i Danmark, der indfører et lobbykodeks i Danmark, og alle medlemmer af Lægemiddelindustriforeningen er fuldt forpligtiget til at overholde kodeksets bestemmelser.
Læs hele lobbykodekset her Læs den engelske version her
m&m
Den 18. januar
|