Fuld åbenhed om samarbejde med patientforeninger Lægemiddelvirksomhederne støttede i 2009 patientforeningernes arbejde med 7,6 millioner kroner fordelt på 180 projekter. Det viser en oversigt over virksomhedernes samarbejde med patientforeningerne, som Lif nu offentliggør for tredje år i træk. Udflugter for kræftramte børn, informationsmøder for HIV-patienter, en pollenkalender til allergikere, en telefonisk rådgivningstjeneste for psoriasispatienter og skridttællere til diabetikere. Det er blot nogle af de projekter for patienter og deres pårørende, som lægemiddelvirksomhederne støttede via samarbejde med patientforeningerne i 2009. »Lægemiddelvirksomheder samarbejder løbende med patientforeninger og andre foreninger for at udvikle projekter, der hjælper patienter og deres pårørende med at håndtere deres sygdom i hverdagen. Det kan for eksempel være projekter, som fremmer patienternes adgang til information om sygdommen eller hjælper dem med at møde andre mennesker, der er i samme situation som dem selv. Det kan blandt andet ske via konferencer, informationsmaterialer, patienttelefoner, hjemmesider og patientnetværk,« oplyser chefkonsulent Carsten Blæsberg fra Lif. I alt beløb den økonomiske støtte sig til ca. 7,6 mio. kroner fordelt på 180 samarbejdsaftaler mellem lægemiddelvirksomheder og patientforeninger i 2009. Det er ca. 800.000 kr. mindre, end hvad der blev givet i 2008. Etiske regler for samarbejde »Vi offentliggør listen for at skabe åbenhed om samarbejdsaftalerne. Lifs medlemmer har forpligtiget sig til at følge et sæt etiske regler for lægemiddelindustriens samarbejde med patientforeninger og andre organisationer om sådanne projekter. Reglerne sikrer, at samarbejdet mellem parterne foregår åbent og troværdigt,« forklarer Carsten Blæsberg. Reglerne betyder blandt andet, at virksomhederne er forpligtigede til løbende at offentliggøre alle de aftaler, som de indgår med patientforeninger mv. på deres hjemmesider. Virksomhederne indsender desuden en oversigt til Lif over sine samarbejdsprojekter en gang årligt. Det betyder, at alle kan få indsigt i samarbejdsprojekternes formål, indhold og tidsramme samt parternes rolle i projektet og omfanget af finansiel og ikke-finansiel støtte. Se listen over samarbejdsaftaler her
Se de etiske regler for samarbejde mellem lægemiddelvirksomheder og patientforeninger mv. her |