Forside
Sitemap Links Kontakt English

Forside

Det mener Lif

Sundhedsforum

Sundhedsforskning

Om Lif

Etik og regler

Presserum

Publikationer

LifTV

Avisen medicin&mening

Tilmelding til medicin&mening /brief

Tilmelding til Lifs nyhedsservice

God opførsel på sygehusene


Nyt etisk regelsæt skal sikre fortsat gnidningsfrie rammer for Lif-medlemmernes samarbejde med lægerne på landets sygehuse. Bent Hansen fra Danske Regioner er positiv, men forventer at lægemiddelindustrien er bevidste om at leve op til kravene i det nye kodeks.


Høj faglig standard har gennem årtier været grundlaget for et udbytterigt samarbejde mellem lægemiddelindustrien på den ene side og læger og sygeplejersker på sygehusene på den anden side. Virksomhedernes informationsindsats er et væsentligt bidrag til, at sundhedspersonalet har nem og fleksibel adgang til opdateret information om lægemidler og deres anvendelse, så lægemidlerne bliver anvendt hensigtsmæssigt til gavn for patienterne. For virksomhederne er samarbejdet en forudsætning for klinisk forskning og dermed en betingelse for, at den forskende lægemiddelindustri kan bringe nye innovative lægemidler på markedet.

»Det tætte samarbejde bygger på tillid og på faglighed, men for at undgå mistanke om ”dårlig reklame” og anden uetisk adfærd på landets sygehuse, så har Lifs medlemmer vedtaget et etisk kodeks for samarbejdet,« siger koncernchef Ida Sofie Jensen og fortsætter: »Vi erkender naturligvis, at vi har en forpligtigelse og et ansvar for at tilvejebringe præcis information om lægemidler og deres anvendelse, og det ansvar ønsker vi ikke beklikket. Derfor har vore vi formuleret et etisk kodeks, som sikrer rammerne for den faglige udveksling.«

Supplement til samarbejdet
Dette etiske regelsæt er målrettet de aktiviteter, der kan forbindes med produktinformation og undervisning. Regelsættet supplerer dermed de eksisterende forskellige aftaler om blandt andet kliniske forsøg og non-interventionsforsøg, der allerede i dag regulerer samarbejdet mellem lægemiddelvirksomheder og sundhedspersoner.

»Kodekset dækker produktinformation og undervisningsforløb, hvor virksomhedernes lægemidler er en naturlig og integreret del, og igen: Man skal huske, at lægemiddelvirksomhedernes kontakt til sygehusafdelingerne er med til at sikre et bedre grundlag for anvendelse af lægemidler på de danske sygehuse, og dermed er dialogen til gavn for de danske patienter,« fastslår Ida Sofie Jensen.

Hos Danske Regioners formand, Bent Hansen, modtages det etiske kodeks nøgternt, men dog positivt. »Det er altid en god ide at opføre sig ordentligt, og jeg synes det er godt, at Lif med dette kodeks påtager sig et ansvar. Papir er jo smukt, og det afgørende er ikke altid, hvad der står på papiret, men at det, der står, bliver overholdt. «

Bent Hansen erindrer også om, at lægemiddelindustrien og sygehusene har en fælles interesse i at samarbejde.

»Sygehusene har også stor nytte af den kliniske forskning. Det er med til at fastholde et højt fagligt niveau og sikrer samtidig, at der hele tiden udvikles nye og endnu bedre behandlinger. Som en sidegevinst er det med til at fastholde Danmarks stærke globale position på sundhedsområdet,« fastslår regionernes førstemand og henviser dermed til både sundhedsresultater og en eksportorienteret lægemiddelindustri.

Flere regioner drøfter allerede nu formuleringen af en politik for sygehuspersonalets kontakt med lægemiddelindustrien. Bent Hansen forventer, at Lifs nye kodeks vil indgå i de politiske drøftelser i regionerne.


Etisk kodeks for lægemiddelvirksomheders kontakt til danske sygehuse

§ 1. Lægemiddelvirksomhedernes besøg på sygehusafdelinger eller møder med enkeltpersoner på sygehuse skal aftales på forhånd med de relevante personer. Den relevante afdelingsledelse skal orienteres, såfremt sygehuset har egne regler, der kræver dette. Besøg og møder skal tage udgangspunkt i et på forhånd annonceret og aftalt emne.

§ 2. Virksomhedernes interaktion med sygehusafdelinger eller enkeltpersoner skal have et videnskabeligt, informativt og/eller uddannelsesmæssigt formål, og interaktionen skal bygge på en fælles forståelse om gensidig tillid, anerkendelse og respekt.

§ 3. Virksomhedernes information om sygehusspecifikke lægemidler skal basere sig på et relevant videnskabeligt funderet grundlag, og der skal tilstræbes en evidensbaseret anvendelse i den kliniske praksis.

§ 4. Virksomhederne skal på forhånd foranledige, at sygehusets direktion informeres, før virksomhedsinitierede studier på sygehuset (eksempelvis kliniske forsøg og non-interventionsforsøg).


Denne artikel bygger på ”Lifs etiske kodeks for lægemiddelvirksomheders kontakt til det danske sygehusvæsen” og på interview med Bent Hansen, formand for Danske Regioner, og med Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif.

m&m

17. marts 2010

 




 Print
DLI DLI MI LIF Uddannelse LIF Udstilling
DNF - Bestil et foredrag IFPMA Mennesker og Medicin
Medicademy Promedicin.dk Minmedicin.dk

Lif   |   Lersø Parkallé 101   |   2100 København Ø   |   Tlf. 39 27 60 60   |   Fax 39 27 60 70   |   E-mail: info@lif.dk|   Webmaster: info@lif.dk