Syddanmark foran i kampen mod demens
Tønder, Kolding, Haderslev - og Region Syddanmark som helhed - ligger langt foran landsgennemsnittet i kampen mod demens. Til gengæld halter flere sydsjællandske kommuner bagefter resten af landet i behandlingen af sygdommen. Det viser en opgørelse, som Lif har foretaget på baggrund af data fra Lægemiddelstyrelsen. Alzheimerforeningen efterlyser nationale retningslinjer.
Hele 67 procent ligger Tønder foran landsgennemsnittet i medicinsk behandling af demens. Det viser en opgørelse, som Lif har foretaget på baggrund af data fra Lægemiddelstyrelsen. Og Tønder er ikke den eneste kommune i Region Syddanmark, der har overhalet landsgennemsnittet. Faktisk ligger syv syddanske kommuner i top 10 over de kommuner, der er førende inden for medicinsk behandling af demens. Også Region Syddanmark som helhed ligger et godt stykke foran de øvrige regioner.
En politisk prioritet Ifølge Anette Bækgaard Jakobsen, der er afdelingschef i Psykiatristaben i Region Syddanmark, kan det hænge sammen med en politisk prioritering af demensområdet i de tidligere amter:
»Vi har netop lavet en ny, fælles samarbejdsaftale om demensområdet mellem kommunerne, praksissektoren, somatik og psykiatri. Og i den forbindelse blev vi opmærksomme på, at i de amter, som indgår i Region Syddanmark i dag, har man haft stort fokus på demensområdet. I tre af fire amter havde man allerede samarbejdsaftaler, der var meget velfungerende. Og når man laver sådant et arbejde, så er det fordi, at man prioriterer det politisk,« forklarer hun.
Også de praktiserende læger og kommunerne får en stor del af æren for indsatsen mod demens. For eksempel er der i dag indrettet et særlig plejehjem for demente i Tønder, hvilket ifølge Anette Bækgaard Jakobsen kan være en af forklaringerne på kommunens placering i statistikken.
»Man har forskellige vilkår i kommunerne. Men alle steder har man haft fokus på den her patientgruppe, for i kommunerne kan de jo godt se, at demensområdet er voksende. Og de ved, at jo tidligere de er på banen, desto bedre kan de forebygge en forværring,« siger Anette Bækgaard Jakobsen og oplyser, at den nye, fælles samarbejdsaftale og kliniske retningslinjer skal harmonisere og kvalitetssikre indsatsen på demensområdet.
Sjællandske kommuner langt under gennemsnittet Mens en lang række kommuner i Region Syddanmark således har overhalet landsgennemsnittet for behandling af demens, halter kommuner som Lolland og Næstved langt bagefter resten af landet. Begge kommuner ligger omkring 50 procent under landsgennemsnittet. Og de er ikke de eneste sjællandske kommuner, der indtager en bundplacering i behandlingen af demens. Seks ud af de 10 lavest placerede kommuner har således postnummer i Region Sjælland, heraf flere i Sydsjælland.
 Klik på billedet for at se stor version.
Ikke desto mindre er det Region Nordjylland, der ligger bagerst i feltet med 78 procent af landsgennemsnittet.
Indekstal for befolkningens brug af medicin mod demens i de fem regioner - i forhold til landsgennemsnittet | Region Syddanmark | + 134 | Region Hovedstaden | + 101 | Landsgennemsnit | 100 | Region Midtjylland | - 87 | Region Sjælland | -84 | Region Nordjylland | -78 | Kilde: Lægemiddelstyrelsen |
Krav om nationale retningslinjer Hos Alzheimerforeningen kan direktøren nikke genkendende til de store udsving i regionernes behandling af demens.
»Vi genkender forskellene specialerne imellem og regionerne imellem. Der er forskel på, hvordan man udreder, og der er forskel på kvaliteten af diagnoserne. Der er ikke en ensartet national standard for, hvordan man gør det her, og det er faktisk et af problemerne,« udtaler Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen.
De regionale udsving kan også dække over store forskelle på, hvor mange patienter der bliver udredt i de enkelte regioner:
»Det her er jo ikke en indikator for, hvor udbredt sygdommen er i de enkelte regioner, men måske for, hvor mange der er udredt. Det kunne være relevant at få tal for, hvor mange mennesker der reelt er blevet udredt i de fem regioner, for det kunne også være en af forklaringerne,« påpeger Nis Peter Nissen.
Alzheimerforeningen efterlyser derfor fælles, nationale retningslinjer:
»Det her tyder på, at der skal mere styr på udredning, diagnose og behandling. Vi mener, at der skal udvikles nogle nationale retningslinjer og kvalitetsstandarder for evidensbaseret udredning og opfølgning. Det må være hovedkonklusionen. Og det er faktisk nu, at det skal siges, for det er nu, at regeringen har nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til en handlingsplan.«
For meget eller for lidt medicin? Spørgsmålet er, om man blot er flittigere med receptblokken i Region Syddanmark end andre steder i landet. Men det forholder sig snarere omvendt, påpeger Nis Peter Nissen:
»Man skal passe på med at tolke for meget, men jeg synes, at det her tyder på, at der måske er tale om under-medicinering helt generelt, for det er faktisk kun 17 procent af de demente i Danmark, der får medicin. Men det skal selvfølgelig siges, at det langt fra er alle med en demens-sygdom, der kan få medicin, så der skal trækkes en masse fra. Men 17 procent er lavt,« understreger Nissen og fortsætter:
»Vi ved, at det i dag kun er cirka en tredjedel af dem, som har sygdommen, som får stillet en specifik diagnose. Og det vil sige, at de ikke har adgang til medicin, selvom de har sygdommen. Og de har heller ikke adgang til den specialiserede psykosociale behandling bagefter.«
I Region Syddanmark har man gode erfaringer med tidlig udredning og behandling:
»Jeg ved, at erfaringen i nogle kommuner er, at man kan kompensere for rigtig meget bøvl og bekymring ved at gennemføre en tidlig indsats gennem behandling og gennem støtte og hjælp til de pårørende. På den måde kan man tage brodden af nogle store problemer senere hen,« fortæller Anette Bækgaard Jakobsen og fortsætter:
»De psykiatere, der er med i arbejdsgruppen, har den holdning, at den medicinske behandling virker. Vi har fokus på medicindelen i arbejdsgruppen, og de, der arbejder med det, siger, at det har en effekt, og at det er umagen værd at få den medicinske behandling i gang til den rette målgruppe på det rigtige tidspunkt og få den stoppet på det rigtige tidspunkt,« slutter Anette Bækgaard Jakobsen og understreger, at den nye samarbejdsaftale bygger på en Medicinsk Teknologi Vurdering (MTV-rapport) om demens, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2008.
Fakta om opgørelsen
- Opgørelsen bygger på data fra Lægemiddelstyrelsen over, hvor mange patienter der inden for et år har indløst mindst én recept på et lægemiddel mod demens.
- Der er i opgørelsen korrigeret for antallet af borgere i kommunerne, for køn og for alder.
- Se hele opgørelsen her
Denne artikel bygger på en opgørelse, som Lif har foretaget på baggrund af data fra Lægemiddelstyrelsen, og på interviews med afdelingschef i Psykiatristaben i Region Syddanmark, Anette Bækgaard Jakobsen, og med direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
m&m
7. maj 2010
|