Forside
Sitemap Links Kontakt English

Forside

Det mener Lif

Sundhedsforum

Sundhedsforskning

Om Lif

Etik og regler

Presserum

Publikationer

LifTV

Avisen medicin&mening

Tilmelding til medicin&mening /brief

Tilmelding til Lifs nyhedsservice

Lif hilser regeringens sundhedsløfter velkomne

Den nye regering vil mindske uligheden i danskernes sundhed og sætte mere fokus på de medicinske patienter og de psykisk syge. Lif hilser initiativerne velkomne og opfordrer til, at løfterne i regeringsgrundlaget følges op af konkrete, nationale planer og af de nødvendige økonomiske midler.

»Velfærdssamfundets kronjuvel.« Sådan betegnede statsminister Helle Thorning-Schmidt den lette og lige adgang til sundhed, da hun tirsdag holdt sin åbningstale i Folketinget. Men uligheden i danskernes sundhed er stadig alt for stor, pointerede statsministeren.

Den nye regering vil sætte ind med øget forebyggelse og med nationale mål for danskernes sundhedstilstand 10 år frem. Afgifterne på cigaretter, øl, vin, sukker og fedt skal forhøjes. Rygning hos unge skal bekæmpes. Og der skal iværksættes målrettede sundhedsindsatser for udsatte borgere.

Målet om at reducere uligheden i sundhed modtages positivt i Lægemiddelindustriforeningen (Lif).

»Det er helt relevant at sætte særligt politisk fokus på ulighed i sundhed. Der er store forskelle på sundhedstilstanden mellem forskellige grupper i samfundet. Nogle af disse forskelle kan mindskes på langt sigt gennem øget forebyggelse - særligt i forhold til rygning. Der er imidlertid også en ulighed, som handler om, at der er forskelle på patienters adgang til behandling, selvom der er tale om patienter med samme behov. Fx er der væsentlige geografiske forskelle på, i hvilken udstrækning der ordineres medicin til behandling af en række sygdomme,« udtaler chefkonsulent i Lif, Helle Rasmussen.

Behov for national handlingsplan
Også de medicinske patienter har fået særlig opmærksomhed i regeringsgrundlaget. Regeringen vil bl.a. sætte fokus på rettidig udredning, behandling, rehabilitering og pleje. De særligt svage medicinske patienter skal have hjælp fra en forløbskoordinator. Og behovet for sengepladser skal afdækkes.

»Det er yderst positivt, at de medicinske patienter er medtaget som et særligt indsatsområde. Vi vil appellere til, at der udarbejdes en egentlig national handlingsplan for de ældre medicinske patienter, så der sikres en helhedsløsning. Der er allerede udarbejdet et fagligt grundlag for en sådan handlingsplan i regi af Sundhedsstyrelsen. Samtidig bør de nødvendige økonomiske midler afsættes, så planen kan føres ud i livet,« understreger Helle Rasmussen.

Psykiatrien forbedres
Psykiatrien er et andet kardinalpunkt for regeringen, der vil indføre en udrednings- og behandlingsgaranti for psykiatriske sygdomme. Indsatsen i den nære psykiatri skal udbygges, tilbuddene til psykisk syge skal styrkes, og ventelisterne for børn og unge, der rammes af psykiske lidelser, skal forkortes, lover regeringen. Desuden vil regeringen udarbejde en samlet plan for indsatsen over for de sindslidende.

»En effektiv og hurtig udredning samt en tidlig behandlingsindsats er helt afgørende for behandlingens effekt og for de langvarige konsekvenser af en psykisk sygdom, så vi er meget tilfredse med regeringens løfter. Vi mener også, at tilbuddene til mennesker med depression bør forbedres. Her er i høj grad et behov for en bedre opsporing, for mindre end halvdelen af de danskere, som har en klinisk depression, modtager behandling,« slutter Helle Rasmussen.

Regeringen fremlægger sit lovkatalog i november.

Denne artikel bygger på statsminister Helle Thorning-Schmidts tale ved Folketingets åbning tirsdag den 4. oktober 2011, på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” og på interview med chefkonsulent i Lif, Helle Rasmussen.

mm/brief

7. oktober 2011



 Print
DLI DLI MI LIF Uddannelse LIF Udstilling
DNF - Bestil et foredrag IFPMA Mennesker og Medicin
Medicademy Promedicin.dk Minmedicin.dk

Lif   |   Lersø Parkallé 101   |   2100 København Ø   |   Tlf. 39 27 60 60   |   Fax 39 27 60 70   |   E-mail: info@lif.dk|   Webmaster: info@lif.dk