Er det, hvad Danmark vil byde kræftpatienter?
Kræftramte patienter er afhængige af, at de behandlende læger råder over et bredt udvalg af lægemidler mod stærke smerter. Lægemiddelstyrelsen vil fjerne tilskuddet til en lang række smertestillende lægemidler. Dermed er lægernes mulighed for at ordinere den bedste smertestillende medicin reelt fjernet.
Medicintilskudsnævnet har netop afleveret sin indstilling til Lægemiddelstyrelsen om revurdering af tilskudsstatus for de lægemidler, der anvendes i behandlingen af stærke smerter.
Medicintilskudsnævnet lægger i sin indstilling op til, at det generelle medicintilskud til en lang række smertestillende lægemidler fjernes. Fælles for lægemidlerne er, at det er de mest moderne lægemidler inden for behandlingsområdet. Kun det ældste og billigste lægemiddel, nemlig "morfin", opretholder generelt tilskud. Smertelæger imod Medicintilskudsnævnets indstilling om at fratage de moderne smertestillende lægemidler deres generelle tilskud sker på trods af, at en kreds af overlæger fra landets smertecentre i et høringssvar til Lægemiddelstyrelsen netop understreger, at kvalitativ smertebehandling forudsætter, at lægen råder over et bredt udvalg af lægemidler mod stærke smerter, som kan anvendes i behandlingen.
Lægerne fremhæver, at lægemidler, der anvendes i behandlingen af stærke smerter, virker forskelligt på den enkelte patient, og at en optimal smertebehandling derfor netop forudsætter, at lægen råder over et bredt udvalg af lægemidler, som kan ordineres med tilskud. Store konsekvenser »Erfaringsmæssigt ved vi, at læger ikke i praksis anvender lægemidler, der ikke ydes tilskud til. Den forslåede ændring vil derfor føre til en drastisk forringelse af behandlingskvaliteten på smerteområdet,« fastslår chefkonsulent Søren Beicker Sørensen fra Lægemiddelindustriforeningen (Lif).
Chefkonsulenten er forundret over Medicintilskudsnævntes indstilling, og da sagen er yderst alvorlig opfordrer Lif nu Lægemiddelstyrelsen til at se bort fra Medicintilskudsnævnets indstilling og fastholde tilskud til de smertestillende lægemidler.
»Hvis Lægemiddelstyrelsen følger Medicintilskudsnævnets indstilling, betyder det en markant reduktion i kvaliteten af den medicinske behandling af smerter. Det vil være til stor ulempe for en række af de patientgrupper, som vi normalt betragter som de mest udsatte,« siger Søren Beicker Sørensen og fremhæver blandt andet, at ny dansk forskning på kræftområdet viser, at mange af de 240.000 danskere, der i dag lider af en kræftsygdom, er utilstrækkeligt smertebehandlet.
»En vigtig del af forklaringen på den utilstrækkelige smertebehandling er netop, at behandlingen ikke i tilstrækkelig grad er individualiseret. Den utilstrækkelige smertebehandling løses i reglen ikke ved at udskrive mere medicin til patienten, men ved at ordinere den rigtige medicin til patienten. Vi ved fra studier af kræftpatienter, at en fjerdedel af patienterne ikke har tilstrækkelig smertestillende effekt af morfin. I den forbindelse er det helt afgørende, at lægen har mulighed for at skifte mellem forskellige smertestillende lægemidler,« siger Søren Beicker Sørensen og fortsætter:
»Jeg har svært ved at se det acceptable i, at danske kræftpatienter, oven i alt det andet, også skal have forringet smertelindring. I hvert fald skal myndighederne, i dette tilfælde Lægemiddelstyrelsen, træffe beslutningen med åbne øjne. Danske kræftpatienter skal også kende fakta. De skal så at sige vide, hvad vi byder dem!«
Internationale studier har vist, at hos kræftpatienter, der fungerer dårligt med ét smertestillende lægemiddel, kan smertebehandlingen forbedres hos helt op til 87 procent af patienterne ved skift til et andet smertestillende lægemiddel.
Lægemiddelstyrelsen har netop sendt Medicintilskudsnævnets indstilling i høring hos de relevante parter. Høringsfristen er 3. april 2012.
FAKTA OM SMERTER
| Omkring 30 procent af kræftpatienterne har smerter på det tidspunkt, de får deres kræftdiagnose.
Over 70 procent af patienterne med fremskreden kræftsygdom har så stærke smerter, at det kræver særlig behandling.
I en europæisk undersøgelse blandt 2000 smertepatienter (ikke kun patienter med kræftdiagnose) svarede 27 procent, at de følte sig socialt isolerede.
|
FAKTA OM SMERTELINDRING AF KRÆFTPATIENTER
| Det er usikkert, om det altid er den rigtige smertelindrende medicin, som anvendes i behandlingen af danske kræftpatienter. Samtidig er det uvist, om medicinen altid udskrives i korrekte mængder. Løsningen er nemlig ikke altid at udskrive ekstra medicin.
Det fremgår af en videnskabelig undersøgelse, som speciallæge i onkologi Lene Jarlbæk har gennemført blandt andet med støtte af Kræftens Bekæmpelse.
Lene Jarlbæk påpeger, at for at tilbyde den optimale smertebehandling bør behandlingen af smerter være individuel og planlægges som en selvstændig behandling på linje med andre sygdomme.
Til Kræftens Bekæmpelses website, cancer.dk, sagde Lene Jarlbæk den 22. december blandt andet:
»For at kunne give patienter den bedste smertebehandling kræves en stor viden om, hvad smerter egentlig er, og hvordan de skal lindres hos forskellige patienter. Man skal f.eks. vide, at hvis én type smertestillende medicin ikke virker hos én patient, er løsningen ikke altid at sætte dosis op – det kan være, der skal et helt andet præparat til.«
|
Denne artikel bygger på Medicintilskudsnævnets indstilling om revurdering af tilskudsstatus for lægemidler, der anvendes i behandlingen af stærke smerter, og på interview med chefkonsulent Søren Beicker Sørensen, Lif.
mm/brief
9. januar 2012
|