2. februar 2012
PRESSEMEDDELELSE
Sammenlægning af styrelser åbner mulighed for kvalitetsløft
I en kommentar til sammenlægningen af Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen siger viceadm. direktør Henrik Vestergaard:
- Sådan som det er præsenteret for os, er der ikke tale om nedlæggelse af Lægemiddelstyrelsen, men om sammenlægningen af to ligeværdige styrelser, som vi har haft et godt og frugtbart samarbejde med.
- Både borgere og lægemiddelvirksomheder fortjener en professionel og effektiv lægemiddelmyndighed, som har entydigt fokus på de helt særlige myndighedsopgaver, som en lægemiddelmyndighed skal kunne varetage i forbindelse med kontrol, overvågning og godkendelse af lægemidler. Det er ikke nogen let opgave, og historisk har det eksempelvis været vanskeligt for Lægemiddelstyrelsen at overholde indgåede aftaler om sagsbehandlingstider, men de seneste år har samarbejdet mellem Lægemiddelstyrelsen og lægemiddelindustrien være godt. Det er ikke mindst de mange højt kvalificerede medarbejdere, som har æren for, at kvaliteten af Lægemiddelstyrelsens arbejde både nationalt og internationalt vurderes højt.
- Sammenlægningen af de to styrelser åbner døren for gennemførelse af et kvalitetsløft på de områder, hvor Lægemiddelstyrelsen de facto har ført sundhedspolitik. Et særligt tydeligt eksempel er medicintilskudsafgørelser, der har altafgørende betydning for patienternes adgang til lægemidler og dermed også muligheden for at forfølge sundhedspolitiske mål. Den nye ”superstyrelse” åbner mulighed for at se anvendelsen af lægemidler ud fra en helhedsorienteret tilgang, hvor det naturligt er den myndighed, der vejleder lægerne om behandling, som også har ansvaret for at sikre, at effektiv og sikker lægemiddelanvendelse indgår i behandlingsanvisningerne.
- Lægemiddelmyndighederne er dagligt i international konkurrence om de gode opgaver. Med etableringen af den nye ”superstyrelse” er de danske myndigheder godt rustede til at imødekomme fremtidens krav om kvalitet og effektivitet.
Yderligere oplysninger fås hos Henrik Vestergaard på tlf. 39 27 60 60 eller Lars Bech på tlf. 22 16 60 60
|