Udvidet garanti for uvildig rådgivning
Patienternes sikkerhed for neutral og uvildig rådgivning på apoteket skal styrkes med udgangspunkt i nyt ”etisk charter”. Charteret er vedtaget, efter at omfattende medieomtale har skabt tvivl om apotekernes udlevering af lægemidler. Nu får patienterne øget garanti for, at den rådgivning, de får på apoteket, ikke afhænger af, om apoteket har større fortjeneste ved udlevering af et givent lægemiddel frem for et andet. Det sker, efter at apotekerne, lægemiddelindustrien og lægemiddelgrossisterne har underskrevet en aftale – et såkaldt etisk charter – der udstikker rammerne for god samhandelsskik. Med dette charter forpligter hele lægemiddelbranchen sig til at sikre, at der ikke opstår tvivl om, at apotekerne er uafhængige af medicinleverandørerne.
Charteret bygger videre på den selvjustitsaftale, der i 2002 blev indgået mellem parterne. Selvjustitsaftalen omfatter regler for gaver og sponsering af faglige arrangementer. Med charteret har apoteker, importører, grossister og producenter i fællesskab nedfældet de grundlæggende principper for god samhandelsskik i bredere forstand. Samtidig er det aftalt, hvilke initiativer der skal tages for at sikre, at alle i branchen fortsat lever op til principperne.
Med charteret forpligter apotekerne og deres leverandører sig til:
· at arbejde for klare regler, der ikke kan give anledning til misforståelser · at få udvidet branchens selvjustitsaftale, så den kommer til at omfatte alle væsentlige aspekter af samhandlen mellem apotek og leverandør – og ikke som i dag, hvor aftalen udelukkende omfatter sponsering af faglige arrangementer · at arbejde for, at Apotekernes Etiske Nævn bliver det fælles selvjustitsorgan, som omfatter alle aftaleparternes medlemsvirksomheder · at der skal være offentlig indsigt i de afgørelser, som træffes af Apotekernes Etiske Nævn. Samtlige parter udtrykker tilfredshed med, at det nu er lykkedes at samle hele branchen og dermed forpligte alle til at arbejde på at nå samme mål. Det er meget vigtigt for hele branchen, at systemet er uvildigt i alle led. Hverken producenter, importører eller grossister må kunne påvirke apotekernes neutrale rådgivning. Det er alene de faglige hensyn, som bør afgøre, hvad kunderne anbefales på apoteket.
Charteret er tiltrådt og underskrevet af Apotekerforeningen, Lægemiddelindustriforeningen, MEGROS, Industriforeningen for Generiske Lægemidler og Parallelimportørforeningen af Lægemidler. Det etiske charter kan læses her (PDF-Format) Selvjustitsaftalen kan læses hos NMI
|