Regeringsgrundlag: Forskning er garantibevis for fremtidens velfærd 18. februar 2005
I en kommentar til det fremlagte regeringsgrundlag siger vicedirektør Jan Hylleberg fra Lægemiddelindustriforeningen:
Nedsættelsen af et globaliseringsråd og en fortsat investering i forskning på 10 mia. kr. er perspektivrige initiativer, som Lif hilser velkomne.
Lægemiddelsindustrien kender om nogen de udfordringer, den globale udfordring medfører. Vore medlemmer konkurrerer på viden og kompetence. Vi medvirker gerne til at få omsat regeringens visioner til praktisk politik og handlinger.
Offentlige investeringer i forskning og uddannelse er en afgørende forudsætning for, at de virksomheder der konkurrerer på viden også i fremtiden kan udvikle sig. Det er derfor meget glædeligt, at regeringen har formuleret målet om større kvalitet og faglig koncentration på universiteterne.
Det er modigt at satse på den højeste kvalitet inden for forskning, uddannelse og innovation, men det er også forudsætningen for, at vi kan klare os i den internationale konkurrence.
På sundhedsområdet er nye ideer, ny teknologi og nye behandlingsmetoder patienternes bedste garanti for, at forebyggelse og behandling af sygdomme bliver endnu bedre og målrettes den enkelte patient.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Jan Hylleberg på tlf. 40 33 44 45 eller Lars Bech på tlf. 22 16 60 60. |